Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døvstummeanstalter. - Døvstummeundervisning. bringer den Døvstumme til at forstaa andre og gøre sig selv forstaaelig for andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pleje, som kun selve Anstalten med sit for
Døvstummeopdragelsen uddannede Personale kan
give, de større faar allerede i Skoletiden
Lejlighed til at omgaas hørende Mennesker og
derved Øvelse i mundtlig Tale og Aflæsning fra
Fremmedes Læber. (Litt.: »Organ der
Taubstummen-Anstalten« [Friedberg 1855 ff.];
»Blätter für Taubstummenbildung« [Berlin 1888 ff.];
»Tidskrift [siden 1903 »Nordisk Tidskrift«] för
döfstumskolan« [Sthlm 1880 ff.]; »Nordisk
Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen«
[Kbhvn 1867-84]; Walther, »Geschichte des
Taubstummen-Bildungswesens« [Bielefeld og
Leipzig 1882]; Malling-Hansen, »Forslag
om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland«
[Kbhvn 1880]; Betænkning og Forslag til
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet fra
Kommissionen af 15. Septbr 1888, I [tfbhvn 1889];
S. Skavlan, »Program for Trondhjems
Døvstummeinstitut« [1875]; Nyström, »Handbok i
Döfstumundervisningens historia« [Örebro 1907];
Goos, »Det kgl. Døvstummeinstitut i Kbhvn
1807-1907« [Kbhvn 1907]).
F. B.
Døvstummeundervisning. D.’s
Hovedopopgave er at bringe den Døvstumme til at forstaa
andre og gøre sig selv forstaaelig for andre;
men da Grundlaget for al gensidig Forstaaelse
er Sproget - det mundtlige ell. skrevne -, og
da den Døvstumme møder til Undervisning uden
andet Sprog end nogle naturlige Gebærder, gaar
D. fortrinsvis ud paa at give ham Sproget ɔ:
det Sprog, som hans normale Landsmænd taler
og skriver. Som positivt Maal for D. opstilles
da i Alm., at den jævnt begavede Døvstumme
ved Afslutningen af sin Skoletid bør være naaet
til at kunne forstaa en for Almueskolen skrevet,
letfattelig Læsebog samt til at kunne udtrykke
sine egne Tanker i et simpelt, men væsentlig
korrekt Sprog. Hos den Døvstumme mangler
imidlertid den Sans, gennem hvilken det
hørende Barn ganske ubevidst tilegner sig
Sproget; Synet og til Dels Følelsen maa erstatte
Hørelsen, og som Følge heraf maa D. slaa ind
paa ganske andre Baner end Normalskolen,
betjene sig af særlige Midler og Metoder. Saa
længe den Døvstumme ingen Undervisning har
modtaget, mangler han enhver sproglig
Betegnelse for, hvad han sanser og tænker. Derimod
mangler han ingenlunde alle Begreber; han har
f. Eks. ved Erindringen om, hvad han Gang paa
Gang har set, følt, smagt ell. lugtet, samlet sig
Erfaring om forsk. Tings Anvendelighed; han
har ad praktisk Vej faaet Forestillinger om
visse Rum- og Tidsforhold (ude-inde, Dag-Nat
o. l.), om Forskellen paa levende Skabninger og
livløse Genstande o. s. v. Heller ikke mangler
han helt Evne til at udtrykke sine Tanker, han
har sit naturlige Tegn- ell.
Gebærdesprog. Tegnsproget er i Virkeligheden
Menneskeslægtens Fælleseje; ethvert Menneske
betjener sig ved Lejlighed af enkelte Tegn: for at
understrege sin Tale, for at udtrykke sin Glæde,
Afsky, Forundring o. s. v., men til fuld
Blomstring er Tegnsproget kun naaet i
Skuespilkunsten (Pantomimen) og hos den Døvstumme;
saa længe han ingen Undervisning har nydt, er
Tegnsproget hans eneste Forbindelse med
Omverdenen, intet Under da, at han søger at
udforme det til at udtrykke saa mange som
muligt af de Forestillinger, der rører sig i hans
Sjæl. Alle de Tegn, de Døvstumme saaledes af
naturlig Trang selv skaber, danner tilsammen
det, man inden for Døvstummeskolen
benævner det naturlige Tegnsprog, det
Sprog, der ved den første Undervisning danner
Forbindelsesmidlet mellem Lærer og Elev og
mellem Eleverne indbyrdes; det omfatter dels
konkrete Genstande, dels rent anskuelige
Handlinger og Forhold. Paa det naturlige
Tegnsprog, i Forbindelse med Haandalfabetet (se
ndf.) og Skriften, grundede de l’Épée sin
Metode, den senere saakaldte fr. Metode ell.
Tegnmetoden. De l’Épée’s Efterfølger,
Sicard, er Skaberen af det kunstige
Tegnsprog. Ud fra den Tankegang, at Tegnsproget
er de Døvstummes medfødte, ejendommelige
Sprog, søgte han at udvide det til ogsaa at
omfatte ikke umiddelbart sanselige Ting og Forhold
samt helt abstrakte Begreber, idet han dels
dannede ell. inspirerede sine døvstumme Elever til
at danne Tegn, der laa saa nær op ad
Begrebet som muligt, dels paa Basis af et tilfældig
tilstedeværende Forhold, der syntes ham
tjenligt, fastslog bestemte konventionelle Gebærder.
Grænsen mellem det naturlige og det kunstige
 |
| De Døvstummes Haandalfabet. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
