Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døvstummeundervisning. bringer den Døvstumme til at forstaa andre og gøre sig selv forstaaelig for andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tegnsprog er meget flydende; for det meste har
de kunstige Tegn udviklet sig paa Naturbund,
og kun ved at blive traditionelle er de blevne
kunstige. Nutildags forkastes alle kunstige Tegn
ved Undervisningen, og selv de naturlige Tegn
erstattes, saa snart gøres kan, ved sproglige
Udtryk; at bibeholde Tegnet, hvor det
sproglige Udtryk allerede er givet, vil jo kun
forhale den fuldstændige Tilegnelse af dette.
Indbyrdes benytter de Døvstumme derimod med
Forkærlighed Tegnsproget, ligesom det ved
længere Foredrag, f. Eks. ved Gudstjeneste, maa
siges at virke saavel indtrængende og oplivende
som støttende Forstaaelsen. Nærmest
Tegnsproget i Naturlighed for den Døvstumme staar
Haandalfabetet (Fingeralfabetet,
Fingersproget). Det findes i forsk. Former, af
hvilke den almindeligste og vistnok ogsaa den
ældste - den findes næsten uforandret i Bonet’s
Værk fra 1620 - ses paa hosstaaende Afb.;
denne Form benyttes, med faa Variationer, af
de Døvstumme i Danmark, Norge, Tyskland og
Frankrig, derimod ikke i England og Sverige,
der hver har sit ejendommelige Fingersprog.
Fælles for alle de eksisterende Haandalfabeter
er, som Navnet viser, at de er Alfabeter; som
Skriftsproget har sit bestemte Tegn for hvert
Bogstav, har Haandalfabetet ogsaa sit; det er
m. a. O. en Skrift i Luften, der har den Fordel
fremfor alm. Skrift, at den kan skrives 5 à 6
Gange saa hurtig, uden at Fingrenes
Bevægelser derfor behøver at blive utydelige. En anden
Fordel ved Brugen af Haandalfabetet er, at
Sproget i denne Form fuldstændig dækker
Skriftsproget; for den Døvstumme, der benytter
Haandalfabetet, er der ingen Forskel paa Tale
og Skrift, det levende og det døde Sprog falder
sammen. At man gennem Haandalfabetet (i
Forbindelse med Skriften) kan føre den
Døvstumme frem til det højeste aandelige Standpunkt,
han overhovedet kan naa, og at denne Metode,
Haandalfabets- ell. Skriftmetoden,
for ham er den simpleste, letteste og
naturligste, derom kan der ikke være Tvivl. Men en stor
Mangel har Metoden deri, at Haandalfabetet for
Udenforstaaende er vanskeligt, om ikke at
gengive saa i hvert Fald at aflæse; der kræves Tid
og Taalmodighed, naar man vil lære at
anvende det med Færdighed, og hverken det ene ell.
det andet tør den Døvstumme forudsætte i
større Maalestok hos sine hørende
Medmennesker. Det er denne Mangel ved Haandalfabetet,
der allerede tidlig førte Døvstummelærerne til
at anstille Forsøg paa at give den Døvstumme
Lyd- ell. Tonesproget, saaledes som det
lyder fra det hørende Menneskes Læber. At tale
Lydsproget, var imidlertid kun den ene Side af
Sagen, den Døvstumme maatte ogsaa kunne
opfatte Talen direkte fra den Talendes Læber ɔ:
han maatte lære at aflæse Mundens ydre og
indre Organers Bevægelser og Stillinger under
Talen. Undervisning i mundtlig Tale og i Aflæsning
danner tilsammen Grundlaget for den saakaldte
tyske Metode ell. Talemetoden
(Lydmetoden). Den blev allerede delvis anvendt af
Pedro de Ponce, Wallis o. a., men først
Amman giver i sit Værk Surdus loquens en
grundig Beskrivelse af Fremgangsmaaden ved den
første Undervisning ell.
Artikulationsundervisningen. Han vænnede den
Døvstumme til nøje at iagttage den ved Udtalen af
de enkelte Lyd fremkommende forsk. Stilling og
Bevægelse af Mundens Organer (Underkæben,
Læberne, Tungen, Ganen) samt til at efterligne
dem foran Spejlet; og han lod, medens han
talte, den Døvstumme holde Haanden paa hans
Strube, for at Følelsen lige over for de Lyde,
der ikke lod sig opfatte ved Synet, ell. ikke
alene ved Synet, kunde træde supplerende
til. Amman’s Fremgangsmaade, forbedret først
af Tyskerne Arnoldi, Heinicke og Hill, efter
hvilke Mænd Metoden har faaet Navn, senere af
mange andre Fagmænd inden for de forsk.
Landes Taleinstitutter, benyttes i sine Hovedtræk
væsentlig uforandret den Dag i Dag; men ved
det stigende Kendskab til Lyddannelseslæren, i
hvilken Artikulationslæreren maa være nøje
hjemme, er Teknikken skredet betydelig frem.
Talemetoden er, som alt antydet, en
Indrømmelse til den hørende Omverden; den stiller
sine Fordringer udelukkende til den
Døvstumme: det er ham, der skal anvende et Sprog,
andre kan forstaa, og det er ham, der skal
forstaa det Sprog, andre anvender over for
ham. Fordringerne er strenge, og de med
Talemetoden forbundne Vanskeligheder lader sig
heller ikke saa let overvinde. Det vanskelige
bestaar ikke saa meget i at faa den
Døvstumme til at frembringe de enkelte Lyde - skønt
det selvfølgelig koster adskilligt mere Arbejde
end at lære ham de faa Tegn i Haandalfabetet
- som i at faa Fart i hans Stemme, uden at
Tydeligheden ofres, samt i at vænne hans Øje
til hurtig at opfatte de fra den Talendes Mund
hastig strømmende Ord. Navnlig dette sidste,
Aflæsningen, kræver stor Anspændelse af den
Døvstummes Aandsevner. Som ovf. bemærket,
er det ikke alle Lydes Dannelsesmaade, der
kan iagttages med Øjet; Aflæsningen bliver
derfor i høj Grad en Gætning ell. Slutning, hvor
det gælder om ved hurtig Opfattelse og rask
Tankegang at supplere de opfattelige Lyde med
de manglende, medens samtidig Arbejdet med
Omsætningen af Talesproget, som det ses fra
den Talendes Læber, til Skriftbilledet, som den
Døvstumme fortrinsvis fængsler sig ved
(Eksempler: gomaaren til god Morgen, næievelege
til nej jeg vil ikke), kræver en helt anden
Hjernevirksomhed. Fonetiske Hjælpemidler til
at raade Bod herpaa: en Lydretskrivning, der
helt dækker Talesproget, og et
Mund-Haand-system, der ved synlige Fingertegn gengiver
de indre, tit usynlige Tale-Organstillinger, er
opfundne af Forchhammer. Den store
Fordel ved Talemetoden, naar den virkelig naar sit
Maal, er, at den Døvstumme gennem den
bringes i et ganske anderledes nært Forhold til
sine hørende Medmennesker, end noget af de
for ham ejendommelige Sprog formaar at gøre
det; Talemetoden hæver Stumheden og gør
Døvheden saa lidt følelig som muligt. Kampen
for og imod Talemetoden har været staaende
siden Heinicke’s og de l’Épée’s Dage; formelt
er den vel foreløbig afsluttet i enkelte Lande
(Tyskland, Norge) med Talemetodens Sejr og
Gennemførelse for alle Døvstummes Vedk.; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
