Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edvard IV, eng. Konge 1461-83, (1442-1483) - Edvard V, eng. Konge, (1470-?) - Edvard VI, eng. Konge 1547-53, (1537-1553) - Edvard VII, eng. Konge (1901-10), (1841-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Edvard V, eng. Konge, f. 1470, besteg
Tronen efter sin Fader Edvard IV’s Død 1483. Da
den unge Konge, omgivet af sine mødrene
Frænder, Woodvillerne, red fra Ludlow til
London, overfaldt hans Farbroder Richard af
Gloucester Skaren og bemægtigede sig Drengen.
Selv blev han udnævnt til Protektor og sendte
den unge Konge til Tower, hvorhen hans to
Aar yngre Broder Richard snart fulgte ham.
Parlamentet erkendte nu Richard af Gloucester
for den lovlige Arving til Tronen, og da der
udbrød Opstande til Fordel for Brødrene,
ryddedes disse af Vejen Aug.-Septbr 1483, sikkert
paa Richard’s Bud.
M. M.
Edvard VI, eng. Konge 1547-53, Søn af
Henrik VIII, f. 12. Oktbr 1537, d. 16. Juli 1553.
Faderen havde bestemt, at Regeringen i
Sønnens Mindreaarighed skulde føres af et Raad,
hvori de forsk. Partier holdt hinanden i
Ligevægt; men Kongens Morbroder, Hertugen af
Somerset, tilrev sig ganske Magten. Baade han
og hans Efterfølger Northumberland fremmede
Reformationens Sag, og da den unge Konge
begyndte at tage Del i Statsstyrelsen, viste han
sig ogsaa den ny Lære varmt hengiven.
Svagelig fra Fødslen af døde han imidlertid af
Tæring, efter at han kort i Forvejen paa
Northumberland’s Opfordring havde frataget sine
Søstre Arveretten til Kronen og i deres Sted
indsat Jane Grey, der ægtede Northumberland’s
Søn Guilford Dudley.
M. M.
Edvard VII, eng. Konge (1901-10), f. i
Buckingham Palace, London 9. Novbr 1841, d.
smst. 6. Maj 1910. Albert Edward, Prins
af Wales (indtil hans Tronbestigelse var hans
Hovednavn Albert), var Søn af Dronning
Victoria og Prins Albert af Sachsen-Koburg. Faderen
stræbte fra hans første Barndom at uddanne ham
til et Indbegreb af Anstand, Selvbeherskelse, Fromhed,
Pligtopfyldelse og Kundskab. Baade i Hjemmet og under
Universitetsophold i Edinburgh, Oxford og Cambridge fik
han de bedste Lærere og de smukkeste
Formaninger fra Forældrene, men liden Frihed ell.
Lejlighed til virkeligt Kammeratliv. Han
skildres i sin Opvækst som elskværdig, om end lidt
lunefuld, livlig, men uden særdeles boglig
Interesse og noget trykket af det fordringsfulde
Opdragelsessystem. Bedst hyggede han sig paa
de Udenlandsrejser, han maatte gøre, først til
Fastlandet og 1860 til Kanada og de forenede
Stater, hvor han gjorde megen Lykke. Man
sporede allerede hans ualmindelige Evne til ved
personlig Omgang at vinde Mennesker af mange
Slags og derved udvide sin egen Synskreds. Han
fik tillige stort Herredømme over fremmede
Sprog. Efter Faderens Død Decbr 1861 foretog
han en tidligere planlagt Studierejse til
Ægypten og det hellige Land, men hans Opdragelse
maatte nu sluttes. Faderen havde allerede udset
ham en Brud i Alexandra, Datter af den danske
Tronfølger, Prins Christian. Trolovelsen fandt
Sted i Laeken Septbr 1862 og Brylluppet i
London 10. Marts 1863. (I Ægteskabet fødtes fem
Børn: Albert Victor, Hertug af Clarence, George,
Hertug af York, senere Georg V, Louise [se A.
W. G. D. Fife], Victoria og Maud). Prinsen
førte eget Hus i Marlborough House i London
og paa Sandringham i Norfolk, og hans Moder,
der helst vilde holde sig stille i sin Enkesorg,
overlod ham stedse fl. af de repræsentative kgl.
Pligter.
Henved 40 Aar igennem var Prinsen da
utrættelig i at indvie Byggeforetagender, præsidere
ved Udstillinger og protegere Velgørenhed. Han
kunde paa staaende Fod holde smaa, velformede
Taler, der hverken sagde for meget ell. for lidt,
og han kunde genkende hvem som helst efter
Aars Forløb. Spørgsmaalet om de Fattiges
Boligforhold viste han den Interesse personlig at
arbejde med i Parlamentskommissionen, der
nedsattes til Undersøgelse 1884, og 1887 gav han
Stødet til Oprettelsen af et Imperial Institute,
der skulde arbejde for Forbindelsen med
Kolonierne. I det højere Selskabsliv spillede han
større Rolle, end Forældrene nogen Sinde havde
gjort. Men den virkelige Kongemagt forbeholdt
Moderen sig helt; hans svage Forsøg paa at
blande sig i Indenrigspolitikken blev til intet, og
først 5 Aar før sin Død imødekom hun hans
ivrige Ønske om at faa Adgang til de
diplomatiske Depecher. Victoria tvivlede om hans
Diskretion og Dømmekraft p. Gr. a. hans lette
Liv og lette Venner; men omvendt har sikkert
netop den planmæssige Udelukkelse fra hans
egl. Mandsopgave bidraget til, at hans Levned
blev, som det blev, da Opdragelsens Tvang var
borte. Prinsen af Wales var Modens Konge, en
ihærdig Klubherre, en fremtrædende Deltager i
Heste- og Sejlsport, og man fortalte meget om,
hvorledes han morede sig i Teaterverdenen og
i endnu friere og lavere Kredse, især udenlands
ved Badesteder og i Paris. Det højere Selskab
fandt, at hans Venner, f. Eks. udenlandske jød.
Pengemænd, ikke altid var fuldt præsentable;
kirkelige Kredse forargedes selv over hans
uskyldigere Fornøjelser; men offentlig Skandale
afværgedes ved den Forsigtighed, hvormed han
valgte sine virkelige Fortrolige, og ved hans
Gave til midt i Morskaben at hævde Afstand
og Respekt. 1870 indvikledes han dog i en
Skilsmisseproces, idet den anklagede Hustru havde
nævnt ham som en af fl. Forførere. Han mødte
selv som Vidne for Retten og nægtede sin Skyld,
men tabte meget i den offentlige Mening, indtil
den i nogen Grad forsonedes under et haardt
Tyfusanfald, der angreb ham n. A. 1891 vidnede
han atter i en Proces, hvor en Ven af ham
kendtes skyldig i at have spillet falsk i et
Hasardspil, som Prinsen af Wales selv havde
foranstaltet i et Hus, hvor de var Gæster
(Baccarat-Sagen). Atter var der stor offentlig
 |
| Edvard VII. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
