Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edvard VII, eng. Konge (1901-10), (1841-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forargelse, men i det hele var hans Popularitet
i jævn Stigen, og snart efter var det kun de
strengeste Sekterere, der skumlede. Hans
Optræden, der i hans Ungdom kunde have lidt
usikkert og skødesløst ved sig, var nu et
Mønster paa utvungen Takt og Værdighed. Trods
sine spredte Interesser var han økonomisk
med sin Tid, ordentlig og punktlig, og skønt
han holdt stærkt paa Korrekthed i Paaklædning
og i al Form, vakte hans Væsen en Følelse af
Tryghed og Behag hos enhver, der kom i
Berøring med ham.
Prinsen af Wales var endnu to Gange uden
for Europa, 1868-69 ved Nilen og Sues-Kanalen
med Hjemrejse over Tyrkiet, 1875-76 i Indien,
hvor han hyldedes ved glimrende Fester og jog
stort Vildt. I øvrigt opholdt han sig meget paa
Europas Fastland og plejede ofte Samvær med
Suverænerne. Ligesom han hjemme havde
Venner i alle Partier, færdedes han i Udlandet
baade bl. Royalister og Republikanere og ved
indbyrdes fjendtlige Hoffer. Mest fæstede man
sig dog ved hans store Forkærlighed for
Frankrig, i hvis Hovedstad han var hjemme som faa
Udlændinge, og i senere Tid ved det
Modsætningsforhold til den, unge Kejser Vilhelm, der
fulgte af hans Søster Enkekejserindens
Tilsidesættelse. Rækkevidden af dette Forhold lader
sig vanskelig bestemme; vist er det, at
Morbroder og Søstersøn til det sidste kunde mødes
under venskabelige Former, men ogsaa imellem
udtale sig skarpt om hinanden.
Ved Victoria’s Død 22. Jan. 1901 kom
Prinsen endelig paa Tronen. Næste Foraar
afsluttedes Boerkrigen med en Udsoning efter hans
Hjerte. Kroningen fandt Sted 9. Aug. 1902; den
forhaledes i 6 Uger af en ondartet
Blindtarmslidelse, der nødvendiggjorde en Operation.
Kongens Popularitet øgedes under denne Tids
Spænding og var siden i stadig Vækst.
Arbejderledere, Boerhøvdinge, Sektererpræster bøjede sig for
hans Charme; betydende Mænd af den
forskelligste Art flokkedes ved Hoffet.
At Kong E. ikke var synderlig interesseret ell.
virkelysten i den indre Politik, lader sig vel sige
med Sikkerhed. Under den toldpolitiske Kamp
og under Kampen om den radikale Skattelov
og Overhusets forfatningsmæssige Stilling søgte
han at jævne de skarpe Modsætninger, men
uden Held. Med Udenrigspolitikken stiller Sagen
sig anderledes. De Rejser, han som Konge
vedblev at foretage, dels for Rekreations Skyld, dels
for at gæste Suverænerne, fik ny Bet. Man
vidste, at han altid havde næret diplomatiske
Interesser og gennem Samtaler med kyndige og
formaaende Udlændinge havde søgt at skaffe
sig den Indsigt og Indflydelse, der blev nægtet
ham hjemme. Man vidste, at han havde en
omfattende og broget Menneskeerfaring. Man
gik ud fra, at hans Sympati ogsaa i
Storpolitikken var fr. og ikke tysk. Man iagttog nu, at
hans Rige, der ved hans Kongetids Beg. stod
isoleret, snarest med en Hældning mod
Tyskland, men mistænkt og frygtet af Rusland og
Frankrig, efterhaanden knyttede Forbindelse
med disse Magter og drog andre ind i samme
Interessekreds, saa det blev Tyskland, der til
sidst føltes som isoleret og i stigende
Modsætningsforhold til England. Og den samme Linie
fulgtes under en liberal som under en
konservativ Udenrigsminister. Det laa da nær at
tilskrive Kong E. en Hovedandel i
»Indkredsningspolitikken« og se den delvis som en Frugt
af Misforholdet mellem Morbroder og Søstersøn.
Den venlige Modtagelse, Kongen ved sine
personlige Egenskaber skaffede sig i Paris
Foraaret 1903, skønt den nationalistiske Harme mod
England endnu langtfra havde lagt sig, gav
denne Opfattelse Vækst, og uden
Strømkæntringen i Folkestemningen vilde i alt Fald Ententen
med Frankrig næppe kunne være bragt i Form
allerede næste Aar. Samværet med Spaniens,
Portugals og Italiens Konger sattes i
Forbindelse med Tilnærmelsen til disse Lande; ogsaa
for Alliancen med Japan og dets Udsoning med
Rusland gav man Kongen Æren, og hans
diplomatiske Mesterstykke saa man i det Besøg hos
Kejser Nikolaj i Reval Juni 1908, der mentes at
have medført Ruslands endelige Fjernelse fra
Centralmagterne og dets Forstaaelse med
England om Asien. Ved denne Lejlighed
kritiseredes han fra uafhængig liberal og radikal Side,
baade fordi han sluttede Venskab med en
despotisk Magt, og fordi Udenrigspolitikken gled
bort fra den parlamentariske Kontrol, naar
Kongen, kun bistaaet af Understatssekretæren
Ch. Hardinge, der ofte fulgte ham, kunde træffe
vigtige Aftaler. Naturligvis nægtedes det fra
Regeringens Side, at Kongen havde overskredet
sin snævre konstitutionelle Kompetence.
Kong E.’s Liv havde været fuldt af Nyden og
Virken, og hans opr. kraftige og spændstige
Legeme var ikke længere de store Krav voksen.
Medens det liberale Regeringsparti beredte sig
til Kampen mod Overhuset, var han i det kolde
Foraar 1910 taget til Biarritz, men før han var
ret rekreeret, kaldtes han hjem af
Forfatningskonflikten. Medens man ventede paa den kgl.
Mægling, kundgjordes det 6. Maj fra
Buckingham Palace, at en Bronkitis havde angrebet
Kongen og gav Anledning til »nogen
Bekymring«; før Midnat udsendtes Dødsbudskabet.
Rørelsen over at Kongen var død paa sin Post,
gav hans Minde forstærket Glans. Man priste i
de højeste Toner den store Hersker, der havde
arbejdet saa utrætteligt og over al opr.
Forventning for sit Lands Hæder og Lykke. Skønt
de officielle Mindetaler i Parlamentet betonede,
at han ikke havde udfoldet selvstændig
diplomatisk Virksomhed, men i Kraft af sine
enestaaende Forbindelser, sit Kendskab til
Fastlandsforhold, og den Tillid, hans Ærlighed,
Elskværdighed og Fordomsfrihed vakte, havde
fremmet Englands Politik, gik den alm. Dom ud
paa, at han havde haft et væsentligt Initiativ
ved Udformningen af hele den verdenspolitiske
Stilling - enten man nu lagde Hovedvægten
paa Englands forbedrede Udsigter i det
kommende Verdenssammenstød ell. talte om E. the
Peacemaker (Fredsstifter). Hans enestaaende
Bet. fremhævedes ogsaa i andre Lande, i
Frankrig med Pris, i Tyskland med Uvillie. - Det
maatte da vække betydelig Opmærksomhed, da
to Aar senere den halvvejs officiøst prægede
Levnedsskildring, som Sidney Lee forfattede i
Dictionary of National Biography (Second
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
