Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Egmont, Joost van, belg. Maler, (1601-1674) - Egmont, Lamoral, Greve af, Fyrste af Gavre, (1522-1568) - Egnatia, se Fasano. - ego, se Jeg. - egocentrisk betegner Tilbøjeligheden til at henføre alt til sit eget Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærkt i Brug i Frankrig, fornemmelig til
Portrætter, er uden dybt Personlighedspræg
Rubens’sk, med en stærk Hældning over mod v.
Dyck’s Malesæt. I sv. Saml. findes flere
Portrætter af E.
A. Hk.
Egmont [fl. ’ægmont, fr. æg’må],
Lamoral. Greve af, Fyrste af Gavre, f. 18. Novbr
1522, henrettet 5. Juni 1568. Sine første Sporer
tjente han under Karl V paa dennes afrikanske
Ekspeditioner, og til Belønning for den
Tapperhed, han viste i Krigen mod Frankrig 1542-44,
udnævntes han til Ridder af den gyldne Vlies,
1544 ægtede han Sabina af Pfalz. 1554 drog han
som Gesandt til England for at afslutte
Ægteskabskontrakten mellem Filip II og Marie den
Blodige, men særlig Berømmelse indlagde han
sig i Krigen mod Frankrig 1556-59 ved den
glimrende Sejr, han 1558 vandt ved
Gravelingen. Den tapre og pragtelskende Ridder var
paa denne Tid ubetinget den mest populære
Mand i Nederlandene, og Filip II lønnede ham
ved at gøre ham til Statholder i Flandern og
Artois og give ham Sæde i det Statsraad, der
stod ved Regentinden Margrete af Parmas Side.
Nederlandene, Spaniens rigeste Prov., havde
bevaret stor politisk Selvstændighed, og bl. den
driftige Borgerstand gjorde Protestantismen
store Fremskridt. Baade den politiske og
religiøse Frihed var Filip II stærkt imod, og paa
forsk. Vis søgte han at tilintetgøre saavel den
nationale Selvstændighed som Kætteriet; hans
trofaste Støtte var i saa Henseende Kardinal
Granvella, der i Statsraadet var Reaktionens
egl. Leder. E. sluttede sig i Beg. til
Oppositionen, uden at det dog stod ham klart, hvortil
denne kunde føre; han var vel en tapper Soldat,
men saare langt fra et skarpt Hoved ell. en fin
Politiker og kæmpede langt mere for, at
Højadelen kunde faa sin politiske Magt tilbage, end
for sit Lands og sit Folks Frihed og
Selvstændighed. Marts 1563 indsendte han sammen med
Vilhelm af Oranien og Grev Horn en Petition |
til Filip II for at anmode om Granvella’s
Afskedigelse, og da Kongen gav et utilfredsstillende
Svar, trak de tre Herrer sig tilbage fra
Statsraadet og fordrede Generalstænderne indkaldte.
Da Kongen imidlertid et Aar senere lod
Kardinalen falde, opgav E. sin tilbagetrukne Stilling
og sendtes Jan. 1565 paa Margrete af Parma’s
og Regeringens Vegne til Madrid for at udvirke,
at Nederlandene styredes i en mere national og
kirkelig-frisindet Aand. Filip II sparede ikke
paa Smiger og ydre Udmærkelser, og E., denne
»Ven af Røgelse«, som hans Modstander
Granvella træffende karakteriserer ham, lod sig
ganske føre bag Lyset. Han vendte hjem i den Tro,
at der nu skulde ske et fuldstændigt
Systemskifte, men langt fra at Baandene slappedes,
steg Reaktionen end yderligere. Hidtil havde
Højadelen været Oppositionens Førere, nu blev
Lavadelen de ledende, og Modstanden traadte
ind i et nyt Spor. E. sluttede sig ikke til den
nyvakte Bevægelse. Han deltog ikke i
»Kompromisset«, og da Billedstormen udbrød (Aug.
1566), traadte han i sin Prov., god Katolik som
han var, skarpt op mod den revolutionære
Bevægelse. Vilhelm af Oranien havde faaet Nys
om Filip II’s Planer med Nederlandene og
opfordrede E. til væbnet Modstand; med den
Popularitet, han endnu stadig nød, vilde hans
Eksempel have været af den største Bet. Men
han nægtede det, forlod ganske sine
Landsmænds Sag og blev trods Oranien’s Bønner
rolig tilbage, efter at denne havde forladt
Landet. Hans Loyalitet var ham dog til liden
Baade; Filip II kunde ikke glemme, at han havde
staaet i Modpartiets Rækker. Aug. 1567 kom
Hertugen af Alba til Bryssel, kort efter
fængsledes E. og Horn tillige med andre Stormænd,
og da Oranien aabnede Krigen mod Spanierne,
lod Alba dem stille for »Urolighedernes Raad«
uden at agte paa, at E. som Ridder af den
gyldne Vlies ene kunde dømmes af sine
Ligemænd. Fra hele det kat. Europa, endog fra
Granvella, indløb der Bønskrifter, men Alba var
ubøjelig. Efter en skandaløs Proces blev E.
dømt for at have begunstiget Katolicismens
Fjender og pønset paa Kongens Afsættelse, og
sammen med Horn henrettedes han foran
Raadhuset i Bryssel, hvor der siden rejstes dem en
Statue. Hans Død og Goethe’s Digtning har
givet ham en Berømmelse, der ingenlunde
tilkommer ham. Naar alt kommer til alt, var han dog
trods sin Tapperhed og glimrende Fremtræden
en ret alm. og ubetydelig Adelsmand, der ikke
paa langt nær taaler en Sammenligning med sin
store Samtidige Vilhelm af Oranien. Sønnen
Filip kæmpede efter Faderens Død sammen med
sine Landsmænd, men gik senere over til
Spanierne, blev Statholder i Arras og faldt i Slaget
ved Ivry (1590). (Litt.: Le Comte d’E., et le
comte de Hornes [Bryssel 1862]).
M. M.
Egnatia, se Fasano.
ego, se Jeg.
egocentrisk betegner Tilbøjeligheden til at
henføre alt til sit eget Jeg. Denne
Tilbøjelighed kan være af forsk. Styrke, men i en vis
Henseende er den almen menneskelig. Den
træder bl. a. klart frem i det astron.
Verdensbillede, hvor Jorden, Menneskets Opholdssted,
gøres til Verdens Centrum, om hvilket Sol,
Maane, alle Planeter og Fiksstjernerne bevæger
sig. De fleste Religioner er dybt prægede af
denne Tilbøjelighed.
Edg. R.
Egoisme (lat.) af ego, jeg, Egennytte, se
egoistisk.
egoistisk kaldes enhver Handling, der
tjener til at fremme den Handlendes eget Vel
uden Hensyn til, om andre Individers
berettigede Interesser derved krænkes. Da al
Selvopholdelse iflg. Sagens Natur kræver saadanne
Handlinger, kan e. Handlen i videste Forstand
siges at begynde med de Reaktioner mod
Omverdenen, som iagttages allerede hos de
lavest staaende Organismer, idet disse nærmer
sig til og optager i sig, hvad der kan tjene til
Føde, medens de fjerner sig fra alle andre
Genstande. Men da det er ret usandsynligt, at
sjælelige Fænomener forekommer hos slige
lavtstaaende Organismer, hvis »Handlinger«
nærmest maa opfattes som fys.-kem.
Reaktioner, saa vil det være ret misvisende at betegne
disse som e. Med større Ret kan der tales om
e. Handlen hos højerestaaende Dyr, hvor en
Række forsk. Instinkter bestemmer
Virksomheden under de væsentligste Livsforhold. Her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
