Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eksterritorialitet, i Folkeretten: at en Person ell. Ting inden for en Stat ikke er underkastet dens Jurisdiktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at søge i rent praktiske Hensyn. I mange
Tilfælde vil de fremmede Statsrepræsentanter ikke
fuldt ud kunne løse de Opgaver, som er stillede
dem, naar de er Opholdsstatens
Territorialhøjhed underkastede, men det Hensyn, som stærkest
gør sig gældende, er dog Hensynet til at undgaa
Rivninger mellem Staterne, hvilke let kan
opstaa, naar en Stat udstrækker sin Myndighed
over fremmede Staters Suveræner, Gesandter,
Krigsskibe o. l., idet man i disse vil være
tilbøjelig til at se Personifikationer af den
fremmede Stat selv, hvortil kommer, at fl. af dem
end ikke i deres Hjemland er
Statsmyndighederne ell. dog de civile Statsmyndigheder
undergivne. Med den anførte Begrundelse af E.
stemmer det godt, at denne forekommer i mange
Afskygninger, og at Reglerne om den ingenlunde
altid er prægede af Konsekvens. Endnu mere
urigtig end E.’s Afledning af Staternes
Uafhængighed er den Teori, der bygger E. paa en
Fiktion, nemlig den i selve Ordet antydede, at
den eksterritoriale Person ell. Ting ligesom
befinder sig uden for Territoriet (quasi extra
territorium), saa at f. Eks. et fremmed
Gesandtskabshotel slet ikke er at anse som en Bestanddel
af dette, men derimod af Hjemstatens
Territorium. Denne Fiktion, der allerede opstilledes
af Hugo Grotius, har hist. set haft stor Bet. og
bidraget meget til Anerkendelsen af E., men
ligesaa lidt som nogen anden Fiktion kan den
tjene til Forklaring ell. Begrundelse af
Retsregler, og det er ogsaa meget langt fra, at
Praksis drager Konsekvenserne af den. Et
omtvistet Spørgsmaal er det, om E. kun betyder,
at den normale Retshaandhævelse over for de
eksterritoriale Personer er udelukket, ell. om
der ligger det mere i den, at disse overhovedet
ikke skylder Opholdsstatens Love Lydighed. Det
første er forudsat i den ovf. givne Definition,
og det ses heller ikke, at de til Grund liggende
Hensyn behøver at føre videre. Den praktiske
Bet. heraf er den, at Opholdsstaten, naar en
fremmed Suveræn ell. Gesandt overtræder dens
Love, kan fordre ham fjernet ell. endog selv
fjerne ham, ligesom et Krav paa Afstraffelse i
Hjemstaten efter Omstændighederne kan være
begrundet.
De vigtigste Klasser af eksterritoriale
Personer og Ting og de om disse gældende
nærmere Regler er flg.:
I a. Statsoverhoveder og Regenter
uden Hensyn til Benævnelsen, naar de
midlertidig begiver sig ind paa en fremmed Stats
Territorium, tilligemed de dem ledsagende
Medlemmer af deres Familie og deres øvrige Følge.
At Rejsen foretages inkognito, udelukker ikke
E., men kan naturligvis bevirke, at Vedk.’s
Egenskab af Statsoverhoved forbliver ukendt,
indtil den særlig oplyses. Naar Medlemmer af
et regerende Hus rejser alene, nyder de ikke
E., men af Kurtoisi plejer den dog at blive
tilstaaet i det mindste Dronningen og ligeledes
til abdicerede og depossederede Suveræner.
b. Gesandter uden Hensyn til, hvilken
Rangklasse de tilhører, tilligemed det øvrige
Gesandtskabspersonale samt Gesandtens og det
nævnte Personales med dem samlevende
Familiemedlemmer og deres Tjenerskab. For det
sidstes Vedk. anerkendes E. dog nogle Steder
kun, naar de Paagældende ikke er
Opholdsstatens Undersaatter. Strengt taget har
Gesandten kun Krav paa E. i den Stat, ved hvis
Hof han er akkrediteret, men faktisk
indrømmes den ham i Reglen ogsaa under
Gennemrejse gennem andre Stater, i hvert Fald i et
begrænset Omfang.
I de under a. og b. nævnte Tilfælde er E.
næsten fuldstændig, d. v. s. de Paagældende
er saa godt som helt unddragne Opholdsstatens
Tv?ngsmyndighed. De kan saaledes ikke blot
ikke straffes, men der kan heller ikke
anlægges civilt Søgsmaal imod dem ved Statens
Domstole, en Regel, hvorfra dog maa undtages
Søgsmaal m. H. t. de dem privat tilhørende og i
Staten liggende faste Ejendomme, for saa vidt
Søgsmaalet gaar ud paa at gøre tinglige
Rettigheder i disse gældende, samt muligvis visse
andre Søgsmaal, saaledes efter nogles Mening
Søgsmaal, der udspringer af egl.
Forretningsvirksomhed, som den eksterritoriale Person
driver i Opholdslandet. Endvidere kan E. opgives,
hvortil en Gesandt dog bør have sin Regerings
Samtykke, og en saadan Opgivelse antages at
foreligge, naar Vedk. efter Indstævning møder
ell. lader møde, uden at gøre Indsigelse mod
Rettens Kompetence. Heller ikke er der noget
til Hinder for, at den eksterritoriale Person selv
anlægger Sag, og under en saadan Sag maa da
Modkrav kunne fremsættes, i det mindste, naar
der ikke forlanges selvstændig Dom over
Sagsøgeren, konnekse Modkrav maaske i videre
Omfang. Fritagelsen for civil Jurisdiktion
omfatter ogsaa Fritagelse for Vidnepligt, og
eventuelle Stævninger maa meddeles ad diplomatisk
Vej. En i Henhold til det foregaaende erhvervet
Dom kan vistnok i Alm. fuldbyrdes i al Vedk.’s
i Opholdsstaten værende Formue, for saa vidt
den findes uden for Boligen ell.
Gesandtskabshotellet, der er absolut uantastelige og derhos
ikke tjener til hans personlige Brug (Grænsen
her er dog ikke sikker), men i øvrigt er alle
eksekutive Skridt, være sig paa Grundlag af
en Dom ell. uden en saadan, helt udelukkede.
Det samme gælder med ubetydelige
Undtagelser alle Tvangsforanstaltninger, udgaaende fra
administrative Myndigheder, f. Eks.
Toldeftersyn, Anholdelse, Husundersøgelse o. l. Derimod
har saavel det Offentlige som Private
Nødværgeret over for den eksterritoriale Person, og
i yderste Nødstilfælde vil det endog kunne være
tilladeligt med Magt at fjerne ham fra
Territoriet. Heller ikke ligger der i E. nogen Ret for
Statsoverhovedet ell. Gesandten til selv at
udøve Jurisdiktion, f. Eks. over Medlemmerne af
Følget ell. over Vedk.’s egne Undersaatter ell.
Landsmænd; en saadan Jurisdiktion maa altid
have et særligt Retsgrundlag. Om den Asylret
for Gesandter, som man med Urette har villet
udlede af Reglen om Gesandtskabshotellets
Ukrænkelighed, henvises til Asylret.
Undertiden henfører man under E. den Suveræner og
Gesandter tilkommende Inviolabilitet ell.
forhøjede Retsbeskyttelse mod personlige Angreb, men
denne bør dog hellere holdes uden for Begrebet,
og det samme gælder om de andre mere
specielle Forrettigheder, som tilkommer de nævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
