Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektricitetslærens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gnidningselektricitet og Galvanisme, var endnu anset for et
aabent Spørgsmaal. Faraday viste 1833, at
enhver kendt Virkning af E. kunde opnaas med
dem begge. I sin næste Række Undersøgelser
beskæftigede Faraday sig med
Elektrolysen og fandt i 1833 og det flg. Aar de
vigtige kvantitative Love, som indledede
Kendskabet til den nøje Forbindelse, der hersker
mellem E. og Stof. Fra Lederne vendte han
sig mod Isolatorerne og opdagede 1837 deres
dielektriske Virkning, som han Aaret
efter forklarede ved at antage en elektrisk
Fordeling inden for de enkelte Molekyler. Denne
Opdagelse bestyrkede ham i hans Tro paa
hans Kraftlinieteori, hvorved
Hovedsædet for de elektriske og magnetiske
Fænomener lægges ud i det omgivende Rum, saa at
dette formidler Kraftoverføringen. Endelig
opdagede han 1845 Magnetismens Drejning
af Lysets Polarisationsplan, og
samtidig ledtes han til Opdagelsen af
Diamagnetismen, idet en Stang af tungt Glas,
der var blevet anvendt ved Forsøgene, stillede
sig vinkelret paa de magnetiske Kraftlinier.
Elektricitet og Varme. De mat.
Fysikere ved 19. Aarh.’s Midte.
Sammenhængen mellem den elektriske Strømstyrke
og dens Varmeudvikling blev paavist af Joule
1841, Varmetoningen ved Strømmens
Gennemgang gennem et Loddested var opdaget allerede
1834 af Peltier, og den Varmetoning, der
fremkommer, naar Strømmen gaar gennem en
Ledning med Temperaturforskelle, men af
samme Metal overalt, blev fundet af W.
Thomson (senere Lord Kelvin) 1854, der førtes
til Opdagelsen ved varmeteoretiske
Betragtninger.
Medens Faraday udtrykte Lovene for
Induktionen ved Hjælp af sine Kraftlinier, gav F.
Neumann, gaaende ud fra Ampères Teori,
dem et mat. Udtryk ved Indførelsen af det
elektrodynamiske Potential og Vektorpotentialet
1845. Af Tidsalderens andre mat. Fysikere
fremsatte W. Weber 1846 en Elektricitetsteori, der
kan betragtes som en Forløber for den senere
Elektronteori. H. Helmholtz og W.
Thomson opklarede Energiforholdene ved de
elektriske og magnetiske Fænomener. Førstnævnte
bestemte bl. a. Konstanten i Induktionsloven
(1847) ved Anvendelse af Energisætningen og
(1882) Forholdet mellem den elektromotoriske
Kraft og den kem. Proces’ Varmetoning i et
galvanisk Element. W. Thomson skyldes
Indførelsen af den elektrokinetiske Energi 1851 og
af de forsk. Begreber, magnetisk Induktion,
Permeabilitet o. s. v. (1851), som vi nu
anvender til at karakterisere et Stofs magnetiske
Egenskaber, endvidere Teorien for den
oscillerende Udladning (1853) og for E.’s Udbredelse
i Kabler og langs Traade (1854). Thomson’s
Afh. om E.’s Udbredelse langs Traade blev 1857
før videre af G. Kirchhoff, som viste, at
Hastigheden vilde blive lig Forholdet mellem en
elektrisk Ladnings elektrostatiske og
elektromagnetiske Maal, og dette Forhold var Aaret
forud blevet bestemt eksperimentelt af W.
Weber og R. Kohlrausch og fundet meget
nær lig Lysets Hastighed. I et Par tidligere
Afh. havde Kirchhoff almindeliggjort Ohm’s
Lov (1848) og paavist Identiteten af Ohm’s
elektromotoriske Kraft og det elektrostatiske
Potential (1849). Eksperimentelt blev den
oscillerende Udladning nærmere undersøgt af W.
Feddersen (1858).
Maxwell. Hertz, den
elektromagnetiske Lysteori. Ved at læse Faraday’s
Experimental Researches var J. C. Maxwell
blevet dybt overtydet om Rigtigheden af
Faraday’s Kraftlinieteori. Udrustet, som han var,
med en Forestillingsevne, beslægtet med
Faraday’s, og tillige med en fremragende mat.
Begavelse, søgte han at danne sig et mekanisk
Billede af Æteren, d. v. s. det »tomme«
Mellemrum mellem de materielle Legemer, saaledes
som det maatte tænkes at være, for at det
skulde kunne frembringe de elektromagnetiske
Fænomener. Om end dette ikke lykkedes ham,
var det dog paa denne Maade, at han kom ind
paa den Anskuelse, som blev Hovedpunktet i
hans Teori, nemlig at den elektriske Krafts
Variation med Tiden frembringer en elektrisk
Strøm, selv i et Rum uden Ledere ell.
dielektriske Legemer. Teorien, der udarbejdedes
1861-62, førte bl. a. til, at elektriske Svingninger
skulde kunne forplante sig uafhængig af
ledende Legemer og med en Hastighed lig Forholdet
mellem en Elektricitetsmængdes
elektrostatiske og elektromagnetiske Maal, der som ovf.
omtalt var fundet lig med Lysets Hastighed.
Maxwell drog deraf den Slutning, at Lyset selv
er elektriske Svingninger, og fremsatte denne
elektromagnetiske Lysteori i en
mere udviklet Form 1864. Maxwell’s Teori blev
først almindeligere kendt gennem hans
Treatise on Electricity and Magnetism (1873), den
berømteste sammenfattende teoretiske
Behandling af Elektricitetslæren. I denne findes bl. a.
en udførligere Omtale af de fiktive Spændinger
i Kraftlinierne, ved hvilke han ledtes til
Antagelsen af, at Lyset udøver et Tryk paa
Legemer, der rammes af det, en Antagelse, der
spiller en stor Rolle i Varmestraalingens Teori
og i Astrofysikken, men som først er blevet
direkte eksperimentelt bekræftet længe efter. I de
flg. Aar førtes Teorien videre, bl. a. af H. A.
Lorentz og af Fitz Gerald; derimod
forelaa der ingen eksperimentel Bekræftelse.
Ganske vist havde L. Boltzmann (1874) ved
Maaling af Luftarternes Dielektricitetskonstant
fundet Teoriens Forudsigelse, at denne
Størrelse skulde være lig Kvadratet paa
Brydningsforholdet, bekræftet, men ved andre Stoffer
viste der sig til Gengæld store Afvigelser.
Det eksperimentelle Bevis for Rigtigheden af
Maxwell’s Teori blev først givet af H. Hertz
1888. I fl. Aar havde han beskæftiget sig med
Tanken om et saadant, uden at han havde haft
Held til at finde en Metode dertil, da han
Foraaret 1886 iagttog Gnister mellem Enderne af
en Kobbertraad, der var bøjet, saa at den
dannede et Rektangel, naar den ved en enkelt
Ledning var forbundet med en Ruhmkorff’s
Rulle. Dette kunde forklares ved, at E.
brugte Tid om at løbe langs en Ledning,
og derfor ved usymmetrisk Anbringelse af
Tilledningen ikke kom samtidig til Kobbertraadens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
