Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektricitetslærens Historie - Elektricitetsforsyning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ender, hvorved Spændingsforskellen og dermed
Gnisten fremkom. Som ovf. nævnt var
Udbredelseshastigheden langs Traade teoretisk
undersøgt allerede i 1850’erne, og Resultatet var
blevet eksperimentelt bekræftet af W. v. Bezold
1870. Ved at fortsætte Forsøgene fandt Hertz
imidlertid, at Gnisten ogsaa kunde fremkomme,
selv om der ingen ledende Forbindelse var med
Ruhmkorff’s Rullen, og han havde i
Rektanglet med Gnistbanen opdaget, hvad vi nu
kalder en Detektor for de elektromagnetiske
Svingninger. Ved Hjælp af denne kunde Hertz
(1888) vise, at der fra en oscillerende elektrisk
Udladning udgaar en elektromagnetisk
Bølgebevægelse i Rummet, og ved Interferensforsøg
kunde han maale Udbredelseshastigheden, som
fandtes at være lig Lyshastigheden. I de flg.
Aar blev de elektriske Bølgers Egenskaber
undersøgt af Hertz og mange andre Fysikere,
hvorved den Maxwell’ske Teori fandt en
indgaaende eksperimentel Bekræftelse.
Elektricitetsledningen i
Elektrolyter og i Luftarter. Samtidig med
de ovf. omtalte Undersøgelser, der nærmest tog
Sigte paa Æterens, d. v. s. Rummets elektriske
Egenskaber, udviklede en anden Gren af
Elektricitetslæren sig, hvor Hovedinteressen laa i
Forbindelsen mellem Elektriciteten og Stoffet.
Til Forklaring af den elektrolytiske
Ledningsevne antog R. Clausius 1857 en Spaltning af
Molekylerne i ladede Ioner, omend forbigaaende
og i forsvindende Mængde. W. Hillorf’s
Undersøgelser 1853-59 over
Koncentrationsændringer i strømførende Elektrolyter og F. W.
Kohlrausch’s 1876-77 over Elektrolyternes
Ledningsevne gav Bevis for Ionernes forsk. og af
hinanden uafhængige Bevægelser. Det ny ved
den af S. Arrhenius 1887 fremsatte
Dissociationsteori var Paavisningen af, at de fri
Ioner ikke var til Stede i forsvindende, men
tværtimod ofte i meget betydelige Mængder,
der lod sig maale paa fl. forsk. Maader. Skønt
forberedt ved Hittorf’s og Kohlrausch’s
Undersøgelser var det dog en mod den herskende
kem. Anskuelse stærkt stridende Tanke, der
imidlertid snart viste sin overordentlige
Frugtbarhed, særlig for Forstaaelsen af de kem.
Processer i Opløsninger. Som et af dens
betydningsfuldeste Resultater maa fremhæves den af W.
Nernst (1888) fremsatte osmotiske Forklaring
af den elektromotoriske Krafts Opstaaen i et
galvanisk Element.
Ligesom Undersøgelsen af Elektrolyterne kan
ogsaa Studiet af den elektriske Strøm igennem
Luftarter siges at tage sin egl. Beg. med
Faraday (1838), hvis Navn bl. a. er knyttet til det
mørke Mellemrum mellem det positive og det
negative Lys i et Udladningsrør.
Undersøgelserne ved lave Tryk lettedes meget ved den af
Glasblæseren H. Geissler (1855) opfundne
Kviksølvluftpumpe. 1869 opdagede W.
Hittorf Straalekarakteren af det negative Lys
ved dets skyggedannende Evne. Navnet
Katodestraaler stammer (1876) fra E.
Goldstein, Opdageren af Kanalstraalerne (1886).
W. Crookes fandt 1879 Katodestraalernes
mek. termiske og optiske Virkninger og
opstillede den Teori for Straalerne, at de var
»straalende Materie«, medens andre, særlig
tyske, Fysikere ansaa dem for Ætersvingninger.
Røntgenstraaler,
Radioaktivitet, Elektronteorien, W. C.
Røntgen’s epokegørende Opdagelse, Decbr 1895, af
de efter ham benævnte Straaler gav Stødet til,
at Katodestraalernes Natur opklaredes, idet
talrige fremragende Fysikere kastede sig over
Studiet af de elektriske Fænomener i
Udladningsrør. E. Wiechert, J. J. Thomson og
W. Kaufmann (1896-97) bestemte
Katodepartiklernes Hastighed, saavel som Forholdet
mellem deres Ladning og Masse. Paa samme Tid
opdagede P. Zeeman (1896) Spektralliniernes
Opspaltning i et Magnetfelt, hvoraf han ved
H. A. Lorentz’ Teori kunde bestemme
Forholdet mellem den elektriske Ladning og
Massen af de Smaadele, hvis Bevægelser
fremkalder Lyset. Det viste sig da, at dette Forhold
var det samme som for Katodepartiklerne, og
at de ligesom disse var negativt ladede, og
hermed var man ført til Opdagelsen af
Elektricitetsatomet, de saakaldte Elektroner, der
spiller en saa fundamental Rolle i den moderne
Fysik, idet de indgaar som Bygningsmateriale
i alle Atomer. Igennem H. A. Lorentz’
Udvidelse af den Maxwell’ske Teori til en
Elektronteori har man vundet en Forklaring paa
Sammenhængen mellem Legemernes elektriske
og optiske Egenskaber. Røntgen’s Opdagelse
førte ogsaa (1896) til H. Becquerel’s
Opdagelse af Radioaktiviteten. Af Mineralet
Begblende udskilte Ægteparret P. og S. Curie
(1898) de stærkt radioaktive Stoffer Polonium
og Radium.
Vi er hermed naaet til Aarhundredskiftet.
Uddybelsen af de ovenn. store Opdagelser har
ladet Elektricitetslæren gennemgaa en enestaaende
rig Udvikling, som endnu vedvarer, og som
synes at gøre den ikke blot til Fysikkens, men
ogsaa til Kemiens egl. Grundlag. Dette skyldes i
særlig Grad E. Rutherford’s Undersøgelser
over Radioaktiviteten. Af andre betydningsfulde
Fremskridt bør nævnes Paavisningen af, at
Røntgenstraalerne er elektromagnetiske Bølger
ved M. Laue’s Opdagelse (1912) af deres
Interferens i Krystalplader. At der trods al
Forstaaelse, der er opnaaet, endnu er
meget tilbage at forklare, derpaa tyder de
Fænomener, som man har søgt at løse ved A.
Einstein’s Relativitetsteori og M. Planck’s
Kvanteteori. (Litt.: Hoppe, »Geschichte der
Elektrizität« [Leipzig 1884]; E. T.
Whittaker, A History of the Theories of Aether and
Electricity [London 1910]).
E. S. J.
Elektricitetsforsyning. Efterhaanden som
Anvendelsen af elektrisk Strøm til Lys og
navnlig til Drivkraft har faaet Bet. p. Gr. a. de
Fordele, der følger hermed, og har naaet en høj
Grad af tekn. Fuldkommenhed, retter man
ogsaa Bestræbelser paa at gøre Fremstillingen af
Strømmen saa økonomisk, det er muligt. Det
er til dette Formaal ikke tilstrækkeligt at have
økonomisk arbejdende Maskiner, men det er
disse, der sætter den højere Grænse for
Økonomien. De Værdier, der her bliver Tale om,
er for Dampanlæg en termisk Virkningsgrad
paa indtil 10-15 % og for Dieselmotoranlæg paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
