Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 61 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektromagnet, en Magnet, sædvanlig af blødt Jern, hvis Magnetisme frembringes af en elektrisk Strøm - elektromagnetiske Bølger, se elektromagnetiske Svingninger og Radiotelegrafi. - elektromagnetiske Svingninger (hist.) - elektromagnetisk Induktion, se Induktion. - elektromagnetisk Lysteori, se Lys. - elektromagnetisk Telegraf, se Telegraf. - Elektromagnetisme

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

benytte temmelig svage Strømme. Er
Modstanden i Strømkredsen uden for Magneten lille,
bruger man en tykkere Magnetiseringsspiral i
færre Vindinger. Man anvender altid blødt Jern,
naar E. skal slippe sit Anker, saa snart
Strømmen afbrydes; ligger Ankeret tæt op til Polerne,
vil der alligevel blive en betydelig Del af
Magnetismen til Rest, saa Ankeret kan fastholdes
med en betydelig Kraft. Sørger man for, at der
bliver et lille Luftrum mellem Ankeret og
Polerne, mister Jernet lettere sin Magnetisme.
Anvendelserne af E. til Telegrafapparater,
Dynamomaskiner, Elektromotorer o. s. v. er mange og
vigtige. Om Polernes Beliggenhed, se
Elektromagnetisme.
K. S. K.

elektromagnetiske Bølger, se
elektromagnetiske Svingninger og
Radiotelegrafi.

elektromagnetiske Svingninger (hist.). I
Beg. af 19. Aarh. iagttog W. H. Wollaston og
M. Faraday, at der ved Udladning af en
Kondensator gennem en elektrisk Gnist i Vand ofte
udskiltes baade Ilt og Brint ved begge
Gnistelektroderne, og i en Mængde, der var større
end den, der iflg. Faraday’s elektrolytiske Love
svarede til den opr. Elektricitetsmængde paa
Kondensatoren. Dette tydede paa, at
Udladningen kan foregaa svingende. Forsk. Forsøg over
den magnetiserende Virkning af
Udladningsstrømme pegede i samme Retning. H. v.
Helmholtz paaviste (1847) ved Energibetragtninger,
at Udladningen under visse Forhold
nødvendigvis maa foregaa svingende. W. Thomson (Lord
Kelvin) opstillede (1853) en ret fuldstændig
Teori for den svingende Udladning af en
Kondensator. Han fremhævede samtidig Muligheden
af en direkte Paavisning af disse Svingninger,
enten ved at vælge Forholdene saaledes, at
Svingningsperioden blev saa lang, at man
direkte kan se de enkelte Gnister, ell. ved at
betragte Gnistbilledet i et hurtig roterende Spejl.
Saadanne Forsøg udførtes 1857 o. flg. Aar af
W. Feddersen, hvis Undersøgelser fuldt ud
bekræftede W. Thomson’s Teori. Fig. viser et
af de af Feddersen saaledes optagne
Gnistbilleder. Udladningen er øjensynlig svingende
(oscillerende).

De e. S. dannede det nødvendige Grundlag
for H. Hertz’ Paavisning af de elektromagnetiske
Bølger (1887), hvis Eksistens ad teoretisk Vej
var forudsagt af C. Maxwell (1864).
Paavisningen af de elektromagnetiske Bølger har haft en
meget stor Bet. for Udviklingen af den moderne
Elektricitetslære. De elektromagnetiske Bølger
danner tillige Grundlaget for Radiotelegrafien.

e. S. karakteriseres som Regel ved Periode
og logaritmisk Dekrement; af disse er
Perioden den Tid, en fuldstændig Svingning
varer, medens Dekrementet giver et Maal for
Svingningernes Dæmpning og tillige for deres
Resonansevne. Ang. Teorien for Frembringelsen
af e. S. og Bølger og disses Anvendelse
henvises til Radiotelegrafi. (Litt.: W.
Thomson [Lord Kelvin], Math. a. Physical
Papers I; W. Feddersen, »Entladung der
Leidener Flasche, u. s. w.« [1857-66]
[Ostwald’s »Klassiker der exakten Wissenschaften«
Nr 166]).
P. O. P.

Elektromagnetiske Svingninger.

elektromagnetisk Induktion, se
Induktion.

elektromagnetisk Lysteori, se Lys.

elektromagnetisk Telegraf, se Telegraf.

Elektromagnetisme. Efter at Ørsted 1820
havde opdaget, at en elektrisk Strøm virker paa
en Magnetnaal, fandt man snart, at enhver
Strømleder er omgivet af et magnetisk
Felt, der i hvert enkelt Punkt har nøjagtig
samme Egenskaber som det Felt, en Magnet
frembringer; det magnetiserer Jern og bringer
en Kompasnaal til at indtage en bestemt
Stilling. Men ser man paa Strømmens Felt som et
samlet Hele, viser der sig den vigtige Forskel,
at Magnetkraftlinierne danner lukkede Kredse
rundt om Strømlederen, medens de, der dannes
af en Magnet, i Luften kun danner Buer
mellem to Punkter af Magnetens Overflade, saa
man her aldrig kan forfølge en Kraftlinie helt
rundt, fordi en Del af den ligger i Magnetens
Masse. Fører man en lang, tyk, lodret
Kobbertraad (AB, Fig. 1) gennem Midten af et vandret
Stykke Pap og sender en stærk elektrisk Strøm
gennem Traaden, kan man paavise Bygningen
af Strømmens magnetiske Felt ved at strø
Jernfilspaaner paa Pappet. Spaanerne vil ordne
sig i Cirkler, gennem hvis fælles Centrum
Ledningstraaden gaar; men Ordningen er tydeligst
nærmest ved Traaden, saa Feltet følgelig er
stærkest her. Sætter man en ganske lille
Kompasnaal paa Pappet, vil den indstille sig
parallelt med Filspaanslinierne i dens Nærhed,
altsaa vinkelret paa Strømlederen. Naalens
Retning bestemmes ved Ampère’s Regel, der i
Holten’s praktiske Tillempning lyder saaledes:
Man lægger den højre Haand saaledes i
Strømmen, at denne gaar fra Haandledet til
Fingerspidserne, og man vender Haandfladen mod
Naalen. Dennes Nordende vil da drejes til
Tommelfingersiden (se Fig. 1 og 4). Leder man
Strømmen fra B til A, vil Naalen vende sig om.
For at faa stærkere Virkning vinder man en
lang, isoleret Kobbertraad op til en
»Magnetiseringsspiral« (Fig. 2) og leder Strømmen
gennem denne. Ved at anvende Holten’s Regel paa
en hvilken som helst Traadvindings Forhold til
et Punkt i Traadrullens Hulrum vil man se, at
de forsk. Vindinger hjælper hverandre med at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>