Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektronteorien, den Elektricitetsteori, der fører alle elektromagnetiske Fænomener tilbage til Virkninger af Elektroner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ændring af Grundlaget for Metallernes E. er
(1916) anvist af Benedicks.
Metallernes E. har ogsaa naaet vigtige
Resultater ved Anvendelse paa de termoelektriske
Fænomener (foruden selve Termoelektriciteten
Peltier-Effekten og Thomson-Effekten). Disse
forklares alle kvalitativt paa simpel Maade ved
E., idet hver Varmetransport ved Elektroner
er ledsaget af en Elektricitetstransport (nemlig
de samme Elektroners Ladninger) og omvendt;
forsk. Metallers forsk. Forhold maa skyldes,
at de ved samme Temp. ikke indeholder lige
mange fri Elektroner pr cm3 (se
Termoelektricitet). Endvidere er E. delvis med
Held blevet anvendt til Forklaring af de
saakaldte termomagnetiske og galvanomagnetiske
Fænomener (se Halleffekten), om end der
netop her møder E. særlig store
Vanskeligheder. Endelig er det en direkte Følge af de
nu udviklede Anskuelser om Metallernes Natur,
at stærkt opvarmede Metaller udsender fri
Elektroner (Termioner, smlg. Elektron).
De fri Elektroner maa nemlig kunne bryde ud
fra Metallet, naar de har tilstrækkelig stor
levende Kraft til at overvinde den Tiltrækning,
som Metalstykket vil udøve paa dem, idet de
forlader det. Da Elektronernes levende Kraft
vokser med Temp., vil med voksende Temp. et
stadig større Antal være i Stand dertil.
Richardson, som især har undersøgt denne
Elektronemission fra glødende Metaller, har vist,
at de udsendte Elektroners Hastigheder netop
er fordelte, som de maa være, dersom Maxwell’s
Hastighedsfordelingslov gælder for de fri
Elektroner i Metallet.
Metallernes E. giver Forstaaelse og en
anskuelig Forklaring af
Induktionsstrømmens Opstaaen ved Bevægelse af en sluttet
Strømleder i et magnetisk Felt. Elektronerne i
Lederen er jo under Bevægelsen underkastede
den ovf. under Grundligningerne omtalte Kraft
fra Magnetfeltet vinkelret paa dette og paa
Elektronernes, d. v. s. Strømlederens
Bevægelsesretning; denne Kraft kan de frit følge, hvorved
Induktionsstrømmen kommer i Stand. Bevæges
derimod Magnetfeltet forbi Strømlederen,
opstaar som bekendt ved samme relative
Bevægelse samme Induktionsstrøm som i det første
Tilfælde, men Mekanismen er tilsyneladende en
helt anden; det bevægede Magnetfelt
frembringer efter Maxwell’s Grundanskuelse et elektrisk
Felt, der sætter Elektronerne i Bevægelse. Efter
Relativitetsprincippet er der dog ingen reel
Forskel i de to Tilfælde.
Lorentz har ud fra Metallernes E. direkte
kunnet beregne baade Lysudsendelsen fra og
Lysabsorptionen i et Metal, dog kun for store
Bølgebredder (ultrarødt Lys), hvorved han fik
god Overensstemmelse med Erfaringen. Men
udvides denne Beregning til kortere Bølgebredder,
kommer man til direkte Modstrid mod
Erfaringen af en saadan Art, at der ikke synes nogen
anden Mulighed for at løse den end at forlade
E.’s Grundlag (se Varmestraaling).
Hvad angaar Forklaringen af
Magnetismen ud fra E., skal henvises til det under
Elektron omtalte Forsøg af Einstein og de
Haas, der har vist, at i Jern og derfor
utvivlsomt i alle de ferromagnetiske og sikkert ogsaa
i de paramagnetiske Stoffer fremkommer
Smaamagneternes magnetiske Moment ved
almindelige Elektroner, der kredser om inde i
Atomerne. De nærmere Enkeltheder i de para- og
ferromagnetiske Stoffers Forhold er søgt
forklaret henh. af Langevin og Weiss (se
Magnetisme). En Forklaring af Diamagnetismen
synes ikke mulig paa E.’s nuv. Grundlag.
Anvendelse af E. i Kemien til Forklaring af
Valenskræfterne behandles under Valens.
Af de Resultater, som den alm. teoretiske
Behandling af den bevægede Elektron har givet,
skal anføres, at det viser sig, at de elektriske
Kraftlinier, som fra den hvilende Elektron
udstraaler ligeligt til alle Sider, for den bevægede
Elektron fjerner sig fra dennes
Bevægelsesretning og trænges mere sammen om en Plan
gennem Elektronen, vinkelret paa
Bevægelsesretningen; denne Virkning er desto stærkere, jo
mere Elektronens Hastighed nærmer sig til
Lysets, og dersom den kunde bevæge sig med
Lysets Hastighed, vilde alle Kraftlinierne ligge
i Planen vinkelret paa Bevægelsesretningen.
Ogsaa de magnetiske Kraftlinier, der jo altid er
Cirkler i Planer vinkelret paa
Bevægelsesretningen og med Centrerne i denne, flytter sig
med voksende Hastighed af Elektronen fra
begge Sider op mod den omtalte Plan. Dersom
Elektronen bevæger sig med konstant Hastighed,
følger hele dette elektriske og magnetiske Felt
med Elektronen; men enhver Forandring af
Hastigheden giver Anledning til en Forandring
af Feltet, hvilken Forandring udbreder sig til
alle Sider fra Elektronen med Lysets Hastighed.
Sker der en tilstrækkelig hurtig
Hastighedsforandring, f. Eks. en pludselig Standsning af
Elektronen ved, at den støder paa Materie (ell.
en pludselig Igangsætning), ytrer denne
Feltforandring, der løber ud fra Elektronen til alle
Sider, sig som det, vi kalder
Røntgenstraaler (d. v. s. kun den Art Røntgenstraaler, der
benævnes Bremsestraaling). - Under
Elektron er omtalt den elektromagnetiske Masse,
som en bevæget Elektron maa være i Besiddelse
af. I E.’s tidligere Perioder spillede Beregning
af denne Masses Variation med Hastigheden en
betydelig Rolle; Beregningen kan kun
gennemføres under bestemte Antagelser om
Elektronernes Form og Ladningens Fordeling paa dem.
Saaledes antog Abraham, at de var
uforanderlige Kugler, medens Lorentz antog, at de
deformeredes paa bestemt Maade under
Bevægelsen. E. fik ogsaa dengang en betydelig
Støtte fra Eksperimenterne herover, der viste,
at Elektronerne virkelig havde en saadan
elektromagnetisk Masse, der varierede med
Hastigheden nogenlunde i Overensstemmelse med
Teorien. Men i de senere Aar er Spørgsmaalet
traadt i Baggrunden, da
Relativitetsprincippet har behandlet alle de i
Forbindelse hermed staaende Spørgsmaal paa langt
mere omfattende Maade.
Den nu givne Oversigt over E. har vist, at
den vel opviser betydelige Resultater, men at
den ved saa godt som alle Anvendelser paa
afgørende Punkter støder paa Vanskeligheder
af en saadan principiel Natur, at det næppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
