Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektronteorien, den Elektricitetsteori, der fører alle elektromagnetiske Fænomener tilbage til Virkninger af Elektroner - Elektrooptik, Læren om de Forandringer, som et Legemes optiske Egenskaber undergaar, ved at det anbringes i et elektrisk Felt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er muligt at løse dem uden paa et helt nyt
Grundlag. Der er her en karakteristisk Forskel
fra de Forhold, der førte til E.’s Opstilling.
Medens det da kun drejede sig om at supplere
den herskende Maxwell’ske Teori i atomistisk
Retning, men saaledes at den stadig var det
urokkede Grundlag, tyder alt nu paa, at det er
Maxwell’s Teori, hvis fulde Gyldighed maa
opgives, medens ingen kan tænke paa at rokke
ved Grundantagelsen i E., Elektricitetens
atomistiske Konstitution. Elektronernes reale
Eksistens er jo objektivt godtgjort; Zeeman-Effekten
har leveret Bevis for, at det er Elektroner, der
i Atomerne udsender Lys, hvordan man saa end
nærmere maa forklare Effekten, og ogsaa i
Metallernes E. er Overensstemmelsen med
Erfaringen af en saadan Art, at Grundantagelsen
dér, at det er alm. Elektroner, der besørger
Elektricitets- og Varmetransporten, maa anses
for bevist. Derimod har ved de senere Aars
Arbejde paa Udformning af E. og Sammenligning
af dens Resultater med Erfaringen den
Overbevisning mere og mere fæstnet sig, at Maxwell’s
Teori, Grundlaget for Elektrodynamikken, og
samtidig dermed den alm. Mekanik ikke kan
have Gyldighed for alle Processer inde i
Atomet. De er kun opstillede ud fra Kendskabet til
de langt grovere Fænomener, som i Alm. er
Genstand for vore Iagttagelser, og som er Resultater
af en Samvirken af uhyre mange
Atomprocesser; det er da forstaaeligt, at de ikke gælder
for alle Enkeltheder af det, der foregaar i selve
de enkelte Atomer. Men Spørgsmaalet bliver saa
naturligvis, hvad der skal sættes i Stedet.
Herpaa synes der i de sidste Aar at være givet i
hvert Fald Begyndelsen til et Svar, langt
hurtigere, end det var rimeligt at vente det.
Det første afgørende Skridt skyldes Planck,
der for teoretisk at komme til en med
Erfaringen stemmende Straalingslov, et Udtryk for,
hvorledes Energien i Udstraalingen fra et
absolut sort Legeme ved forskellige Temp. er
fordelt paa de forsk. Bølgebredder i det udsendte
Lys, nødtes til at antage, at Energiomsætningerne
i Atomet foregik diskontinuert i bestemte endelige
Kvanter (se Varmestraaling). Dette
synes ikke alene at gælde Straalingsprocesserne,
men alle Energiomsætninger i Atomet. Det
fundamentale videre Fremskridt skyldes N. Bohr,
der kombinerede den Planck’ske
Kvantehypotese med Rutherford’s Atommodel og dertil
føjede en simpel, men dristig Hypotese om Atomets
nærmere Opbygning og om Straalingsprocesserne
i dette. Han antager, at Elektronerne i Atomet
kredser uden Straaling i visse stationære Baner,
for hvilke, bortset fra Manglen paa Straaling,
den alm. Mekanik og Elektrodynamik kan
anvendes, men at Udstraalingen finder Sted ved
Elektronernes Overgang mellem saadanne
stationære Baner, og det efter ganske ny Love.
Denne Bohr’s Atommodel forklarer Brintspektret
og Dele af Heliumspektret i fuldkommen
kvantitativ Overensstemmelse med Erfaringen (i det
hele er Atommodellen endnu nærmest
udformet for Brint, Helium og de øvrige Stoffer
med de letteste og derfor simpleste Atomer [med
færrest Elektroner]). Videre er det lykkedes
Sommerfeld ved endnu en Tilføjelse til
Teoriens Grundlag at forklare de enkelte
Liniers finere Opbygning, helt at forklare
Stark-Effekten (se Elektrooptik) og at gøre
væsentlige Skridt til Forklaring af
Zeeman-Effekten. Det synes endvidere, at Bohr’s Atommodel
kan forklare visse alm. Træk ved Stoffernes
Spektre, forklare Stoffernes Røntgenspektre, give
Forstaaelse af Grundstoffernes periodiske kem.
Egenskaber, saaledes som de har faaet Udtryk i
Grundstoffernes periodiske System, og føre til
nøjagtige Forestillinger om de simplere
Molekylers Opbygning af saadanne Atomer. Endnu er den
ikke rationelt anvendt paa Stoffernes Absorption
og Dispersion. Det er næppe en Overdrivelse,
at den teoretiske Fysiks Arbejde i Øjeblikket er
koncentreret om den videre Udformning af
denne Atomhypotese, og alt tyder paa, at de
nærmeste Aar vil bringe ny betydningsfulde
Resultater. Den nærmere Omtale af Atommodellen
og dens Resultater opsættes derfor til
Spektralanalyse, da Forholdene til den Tid
sagtens vil have klaret sig betydeligt. (Litt.:
H. A. Lorentz, The Theory of Electrons, 2.
Udg. [Leipzig 1916]; Richardson, The
Electron Theory of Matter [2. Udg., Cambridge 1916];
N. Bohr, »Studier o. Metallernes Elektronteori«
[Kbhvn 1911]; Bohr’s Arbejder ang.
Atommodellen er fremkomne i Afhandlinger i Phil. mag.
for 1913 og flg. Aar, Sommerfeld’s Arbejder i
Ann. d. Phys. 1916).
H. M. H.
Elektrooptik, Læren om de Forandringer,
som et Legemes optiske Egenskaber undergaar,
ved at det anbringes i et elektrisk Felt, d. v. s.
underkastes Paavirkning af elektriske Kræfter.
Forandringerne kan dels bestaa i en Forandring
af det Lys, som Legemet udsender, altsaa en
Virkning paa Emissionen, dels i en
Forandring i Legemets Forhold over for Lys, der
passerer det, altsaa en Virkning paa Lysets
Forplantning og Absorption; den
første Art Virkninger er opdagede 1913 af
Stark og, trods talrige betydningsfulde
Arbejder af ham og hans Elever i de flg. Aar,
naturligvis endnu ikke tilfredsstillende
undersøgte, men af den største teoretiske Interesse;
den anden Art Virkninger, der fandtes 1875 af
Kerr, er i det hele af mindre Interesse. Hvad
først Virkningen paa Emissionen
(»Stark-Effekten«) angaar, da var der længe teoretisk
ventet en svag Virkning, men Undersøgelsen
frembød store Vanskeligheder, da de Lyskilder,
der kunde komme i Betragtning (Flammer o. l.),
er ledende for Elektricitet, og et elektrisk Felt
af betydelig Styrke kun kan opretholdes i
Isolatorer. Stark naaede positive Resultater ved
at anvende Kanalstraalerør som Lyskilder (s.
d.), idet de Partikler, der udgør de positive
Straaler (Kanalstraaler), lyser med det for
Luftarten i Røret karakteristiske Spektrum; i et
saadant Rør kunde han ved et Kunstgreb
vedligeholde stærke elektriske Felter (op til c.
100000 Volt/cm). Det Lys, der udsendtes fra
Partiklerne, medens de befandt sig i det
elektriske Felt, viste sig nu forandret paa
karakteristisk Maade og væsentlig anderledes end ventet.
Først undersøgtes Brintspektret. I Retning
vinkelret paa Feltets elektriske Kraftlinier blev hver
Brintlinie spaltet i et betydeligt Antal ny Linier,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
