Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektrooptik, Læren om de Forandringer, som et Legemes optiske Egenskaber undergaar, ved at det anbringes i et elektrisk Felt - Elektropatologi. At det levende Protoplasma kan være meget følsomt over for Paavirkning af elektriske Strømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der alle er polariserede, nogle med
Svingningerne i Kraftliniernes Retning, andre vinkelret
derpaa og alle liggende symmetrisk om Liniens
opr. Plads. De første Linier i Brintspektret gav
saaledes henh. c. 22, 25 og 28 ny Linier, hvis
Afstande fra Midtlinien alle voksede
proportionalt med Feltstyrken; for 74000 Volt/cm var
Afstanden mellem de yderste ny Linier for den 3.
Brintlinie Hγ 33 Ångström’ske Enheder
(Natriumliniernes Afstand er 6 Å. E.). Iagttages i
Kraftliniernes Retning, ses, som man maa vente,
kun de af de omtalte Linier, hvis Svingninger
er vinkelrette paa Kraftliniernes Retning, og de
er her upolariserede. Senere undersøgtes
Heliumspektret, i hvilket fl. Linier, nemlig
Linierne i de to diffuse ell. uskarpe Serier (se
Spektralanalyse), ogsaa opspaltedes i et
stort Antal nye, der dog ikke var symmetrisk
ordnede. Opspaltningerne var noget mindre end
for Brintlinierne, og Linierne i de andre Serier
viste kun en meget ringe Virkning. Noget lgn.
gælder Lithiumspektret, og af de talrige andre
undersøgte Stoffer viste kun Kviksølv en svag
Virkning. Fænomenet adskiller sig altsaa stærkt
fra den tilsvarende Virkning af et magnetisk
Felt (se Zeeman-Effekten), hvor
Virkningen er meget mindre i de stærkeste
Magnetfelter, man kan arbejde med, end
Stark-Effekten er for Brintlinierne, men hvor til Gengæld
alle Stoffernes Linier viser en Spaltning af
nogenlunde samme Størrelsesorden og frembyder
mere overskuelige Forhold. Stark-Effekten giver
sandsynligvis Bidrag til Forstaaelsen af, hvorfor
visse Spektrallinier er mere uskarpe end andre,
idet det netop viser sig, at de uskarpe Linier
giver størst Stark-Effekt: Uskarpheden kan da
hidrøre fra, at Atomerne under Lysets
Udsendelse befinder sig i molekylære elektriske Felter,
hidrørende fra Nabomolekylerne. - En
teoretisk Forklaring af Stark-Effekten synes i 1916
at være vundet ud fra N. Bohr’s Opfattelse
af Atomets Bygning. Bohr forklarede allerede
1914 ud derfra visse Forhold ved Brintliniernes
Opspaltning og forudsagde, før Eksperimenterne
forelaa, at Virkningen vilde være ringe for de
andre Stoffer undtagen Helium, Lithium og
Kviksølv, og senere har Arbejder af
Sommerfeld og hans Elev Epstein ved at føje en
ny Hypotese til Bohr’s Grundantagelser givet
Forklaringen af Brintliniernes Opspaltning i
nøjeste Overensstemmelse med Forsøgene,
hvorved Bohr’s Atommodel har faaet en særlig
betydningsfuld Støtte. Paa Forklaringen kan her
ikke gaas nærmere ind (smlg.
Elektronteori, Slutn.).
Virkningen paa Lysets Forplantning (den
»elektrooptiske Kerr-Effekt«) bestaar
i, at et gennemsigtigt Stof i et elektrisk Felt
bliver dobbeltbrydende og forholder sig som en
enaksig Krystal, hvis Akse ligger i den
elektriske Krafts Retning. Man kan for at undersøge
dette f. Eks. anbringe Stoffet mellem to
Kondensatorplader, der, hvis det er en Vædske, kan
være nedsænkede i Karret med Vædsken; holdes
Pladerne opladede til høj Spændingsforskel,
viser den omtalte Dobbeltbrydning sig, og den
forsvinder samtidig med Feltet; den er
nogenlunde stor for Svovlkulstof og meget betydelig
i Nitrobenzol. For faste Stoffer, f. Eks. Glas,
vil en Del af Virkningen skyldes mekaniske
Spændinger (Tryk), der fremkaldes i Stoffet af
det elektriske Felt (se Elektrostriktion), da
man kan frembringe Dobbeltbrydning i et Legeme
ved Tryk; hvorvidt hele Virkningen skyldes
Trykket, er endnu tvivlsomt. For Vædsker er
derimod Dobbeltbrydningen en direkte
Virkning af Feltet. Den er proportional med
Feltstyrkens Kvadrat. Teoretiske Arbejder ang.
Kerr-Effekten skyldes især Voigt (1901) og
Langevin (1910). Den sidstes Forestillinger
(at Stoffets Molekyler opfører sig som smaa
Krystaller og er elektrisk polariserede, saa at
et elektrisk Felt vil søge at rette dem i en
bestemt Retning, men at dette modvirkes af den
uordnede Varmebevægelse) synes at stemme
bedst med visse af Forsøgene. (Litt.: W.
Voigt, »Magneto- und Elektrooptik« [Leipzig
[1908]; Art. »Elektrooptik« af W. Voigt i
»Handbuch der Elektrizität und des Magnetismus«, Bd
I [Leipzig 1914]; Stark, »Elektrische
Spektralanalyse chemischer Atome« [Leipzig 1914]).
H. M. H.
Elektropatologi. At det levende
Protoplasma kan være meget følsomt over for
Paavirkning af elektriske Strømme, viser Forsøg
saavel med Planter som med Dyr (særlig
Protozoer). Ikke blot Aabning og Lukning af
Strømmen, men ogsaa konstant Strøm virker som
irritativt Moment, snart inciterende, snart
lammende. Ved varig Paavirkning indtræder hos
Protozoerne Henfald af Protoplasmet vekslende
med Arten af Protozoer enten ved Anoden ell.
ved Katoden. Ved Indvirkning paa højere Dyr
og Mennesker maa i første Linie omtales
Forandringer i de direkte berørte Væv. Ved
svagere Strømme opstaar undertiden Erythem af
Huden. Indføres Elektroderne i Vævet, finder
der i dette en elektrolytisk Spaltning Sted,
hvorved der ved Sønderdeling af Vand frigøres
OH-Ioner ved Katoden og H-Ioner ved Anoden.
Prøvepapir viser derfor alkalisk Reaktion ved
Katoden, sur ved Anoden. Begge Steder opstaar
Vævsdød (Nekrose), hvorfor man har brugt og
til Dels endnu bruger elektrolytisk Paavirkning
som Metode til Fjernelse af Væv (Svulster,
Haar etc.). Ved Strømlæsioner og Lynslag ses
navnlig Forbrænding af Huden, Blodudtrædning
og undertiden Gennemhulning af Vævet, der
kan ligne Skudlæsioner. Forbrændingen skyldes
ikke altid ydre Hedepaavirkning (Klæderne kan
saaledes være ganske urørte), men foraarsages
af indre Varmeudvikling. Karakteristiske er
ogsaa de saakaldte Lynfigurer, træagtigt
forgrenede røde Striber, der vistnok skyldes en
paralytisk Udvidelse af de fine Haarkar. Ogsaa de
indre Organer kan vise sig læderede
(Albuminuri, Gulsot, Hjertelammelse). Virkningen
afhænger i øvrigt af Strømmens Intensitet og
Spænding. Strømme af 100-150 Volts Spænding er
farlige, over 200 Volt ofte, over 500 Voit næsten
altid dødelige. Ved Vekselstrøm er Virkningen
ikke blot afhængig af Spændingen, men ogsaa
af det Antal Gange, Strømmen veksler. Er
Antallet ringe (c. 50 i Sek.), er Virkningen ved
højere Spænding ofte dødelig. Er Antallet
meget stort (Teslastrømme), aftager Farligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
