Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elis, i Oldtiden det nord-vestligste Landskab paa Peloponnes - Elisa, hebr. ælisha, Søn af Shafat fra Abel Mehola, Jahveprofet i Israel omtr. 850 f. Kr. - Elisabetgrad, se Jelissavet-Grad. - Elisabeth, Kvindenavn, Opkaldelse efter Johannes Døber's Moder og efter fl. Helgeninder - Elisabeth, Præsten Zacharias' Hustru, Johannes Døber's Moder - Elisabeth, se Port-Elisabeth. - Elisabeth, den hellige, af Schönau, (c.1129-1164)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kysten skyder sig ud i 2 Forbjerge, Chelonatas
(226 m højt, nu: Chlemutzi) og Ichtys (nu:
Katakolo); baade S. og N. f. disse findes store,
fiskerige Laguner; ellers bestaar Kystlandet af
lave Strækninger, til Dels meget frugtbar
Alluvialdannelse, hvor der i Oldtiden foruden Vin
og Korn dyrkedes Bomuld. Grænsen mod
Nordøst danner Floden Larisos, mod Syd Neda;
desuden gennemstrømmer 2 større Floder E.,
sydligst Alfeios, nordligere Peneios, der udspringer
paa Arkadiens Grænse ved Foden af
Erymanthos og omtrent i Midten af sit Løb optager
Ladon, som kommer fra Foloe. E. var opstaaet
ved Sammenslutning af 3 mindre Landskaber,
det egentlige E. (længst mod Nord), Pisatis og
Trifylien. I det nordligste af disse laa
Hovedstaden, der ligesom hele Landet hed E.
Oprindelig var Byen ubetydelig, vistnok
indskrænket til den stejle Høj (nu Kalaskopi), som senere
var dens Borg. 471 f. Kr., da Forfatningen
forandredes fra Aristokrati til Demokrati, blev en
Del af de omliggende Smaastæder nedlagte og
Indbyggerne overførte til Hovedstaden, som
derved blev stor og folkerig. I Modsætning til
de fleste gr. Stæder var den en aaben
ubefæstet By. Paa Borghøjen laa et Tempel for
Athena, et helt Kvarter af Staden optoges af
Gymnasier, hvor bl. a. Atleterne trænerede sig
til de olympiske Lege; den store Torveplads, der
var omgivet af Søjlehaller, gennemskaarne af
Gader, kaldtes Hippodromos, fordi Eleerne her
red deres Heste til; paa Pladsen fandtes et
Tempel for Apollon Akesios, Statuer af Helios
og Selene, en Helligdom for Chariterne og Eros,
et Tempel for Silenos og flere andre Bygninger;
nutildags er der kun faa og ubetydelige Rester
af Hovedstaden tilbage. Oppe i Bjergegnene
ved Grænsen mod Arkadien laa flere stærke
Fæstninger, Pylos, Lasion og Thalamai, hvor
Eleerne 217 f. Kr. søgte Tilflugt mod Kong Filip
V af Makedonien. Den betydeligste By paa
Kysten var Kyllene, Hovedstadens Havneplads. -
Pisatis begrænsedes mod Nord af Ladon, mod
Syd af Alfeios; oprindelig omfattede denne
Landsdel 8 Smaabyer. Den eneste betydelige
Lokalitet var imidlertid Olympia, den gamle
Helligdom for Hera og Zeus i Vinklen mellem
Alfeios og dens Nord fra kommende Biflod0
Kladeos. - Trifylien havde Navn efter sin
uensartede, af 3 forskellige Stammer
sammensmeltede Befolkning; her laa endnu i 2. Aarh. f. Kr.
9 Stæder, dog alle ubetydelige med Undtagelse
af Samikon og Lepreon. Af Samikon’s
Fæstningsmure er endnu store og velbevarede
Rester tilbage. Trifylien stod kun nødtvungent
under E. Især den sydligste Del deraf,
Lepreon’s Distrikt, benyttede enhver given
Lejlighed til at rive sig løs og fandt stundom en
Støtte for disse Bestræbelser i Sparta. (Litt.:
C. Bursian, Geographie von Griechenland
[II, Leipzig 1868-72, S. 267-309]).
C. B.
Elisa, hebr. ællsha, Søn af Shafat fra Abel
Mehola, Jahveprofet i Israel omtr. 850 f. Kr.
Han sluttede sig nær til Elija, som kaldte ham
fra Ploven for at følge sig (1. Kong. 19, 19 ff.),
og det berettes, at 2/3 af Elija’s Aand efter hans
Død gik over paa E., som ogsaa arvede Elija’s
undergørende Kappe. Fortællingerne om E. (2.
Kong. 2-8) er sandsynligvis tagne fra en særlig
Samling Profethistorier. En meget
fremtrædende Rolle i disse spiller Undere, dels
Helbredelses- og Bespisningsundere, der minder om
Elijafortællingerne, dels mere paafaldende og rent
abstruse Mirakler som det med den svømmende
Okse ell. Straffeunderet over Drengene, der
gjorde Nar ad ham. Denne Underkraft hang
efter hans Død ved hans Ben, som opvakte Døde
(2. Kong. 13, 21). E., hvis Opholdssted i
Fortællingerne snart angives som Gilgai, snart
nordligere i Samaria, indtager efter Skildringen en
fremtrædende Stilling i det folkelige og politiske
Liv. Israels Konge kalder ham »min Fader«
(2. Kong. 6, 21); han adspørges, da Israels og
Judas Konger, Joram og Josafat, planlægger
et Tog mod Moab, og spaar et lykkeligt Udfald
(2. Kong. 3); og da der under Aramæer-Kampen
hersker Hungersnød, gøres E. ansvarlig derfor
af Kongen som i sin Tid Elija (2. Kong. 6, 31).
Hans Navn er derfor stærkt sammenknyttet med
Tidens politiske Begivenheder. Ikke blot
forudsiger han ved Krigene med Moab og Aram
Fjendens Nederlag. Han skal endog have
grebet ind og paa overnaturlig Maade vildledt en
aramaisk Hær (2. Kong. 6); en Discipel af ham
salvede Jehu, som styrtede Omridernes Dynasti.
Ogsaa til den aramaiske Nabostat skal hans
Virksomhed have strakt sig. Han helbredte en
spedalsk aramaisk Høvedsmand, Na’aman (2.
Kong. 5) og forudsagde under et Ophold i
Damaskus Kong Benhadad’s Død og Hazael’s
Kongedømme. Inden sin Død forudsagde han
Israels Sejre over Aram. E. rager ikke op i sin
Tid som Elija og har derfor heller ikke haft
saa store Eftervirkninger som denne. Hans hele
Skikkelse minder i meget om de gl.
dervishagtige Medlemmer af Profetsamfundene, bl. a.
derved, at han fremkalder den profetiske
Ekstase ved Strengespil (2. Kong. 3, 15). Han
indtager en Mellemstilling mellem disse og de
senere Skriftprofeter.
J. P.
Elisabetgrad [jelizavjæd’grat], se
Jelissavet-Grad.
Elisabeth, Kvindenavn, Opkaldelse efter
Johannes Døber’s Moder og efter fl. Helgeninder,
findes i Nordisk i en middelalderlig Omdannelse;
Elsebe, Else, og i de nyere Afkortninger: Lisbet,
Elisa, Lise.
A. O.
Elisabeth [hebr. æli.’∫æwa], Præsten
Zacharias’ Hustru, Johannes Døber’s Moder (Luk.
1, 5 ff.).
J. P.
Elisabeth, se Port-Elisabeth.
Elisabeth, den hellige, af Schönau, f. c.
1129, d. 18. Juni 1164. 12 Aar gl kom hun i
Benediktinerindeklostret Schönau i Nassau, der
var forbundet med Benediktinerklostret af s. N.,
og for det var hendes Broder Ekbert Abbed. Hun
var svagelig fra Barn af. Fra 1152 havde hun
Syner, som er nedskrevne i 3 Bøger, Visiones. I
Liber viarum Dei skrev hun mod det verdslige
Præsteskab og mod Pavehoffet, hun tog Parti for
den kejserlige Modpave, Viktor. E. æredes som
Helgen straks efter sin Død, optoges 1584 i det
rom. Martyrologium. (Litt.: F. W. E. Roth,
»Die Visionen der hl. E. und die Schriften der
Abte Ekbert und Emicho von Schönau« [Brünn
1884]).
L. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
