Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elisabeth, Dronning af England (1558-1603), (1533-1603) - Elisabeth, Philippine Marie Helene af Frankrig, (1764-1794)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Døden, men E. gøs tilbage for at lade Dommen
eksekvere, ja opfordrede endog til hemmelig at
lade Fangen rydde af Vejen, medens hun efter
hendes Død (8. Febr 1587) anlagde Sorg og lod
Statssekretæren Davison, der havde forseglet
Dødsdommen, kaste i Tower. Henrettelsen
vakte en sand Rædsel i det kat. Europa, Paven
fornyede Bandlysningen, og Filip II rustede en
mægtig Flaade for at udrydde den »fordømte
Nation«. Stormen og Englændernes Tapperhed
ødelagde dog ganske den »uovervindelige
Armada«, uagtet Dronningen ogsaa ved denne
Lejlighed havde udvist en utidig
Sparsommelighed; senere førtes Krigen mere intensivt, og der
tilføjedes Spanierne store Tab, saaledes ved
Essex’ Ekspedition til Cadiz (1596).
Sejren forøgede den eng. Nationalstolthed, og
E. fik sin store Del i Forherligelsen; i hende
var jo saa at sige Englands Storhed
personificeret. Hun levede dog næsten ganske uden for
det rige litterære Liv, der udfoldede sig om
hende, og hvis store Aander saa ofte hyldede
hende, som f. Eks. Spenser i »Fedronningen«,
thi hendes Dannelse var udelukkende lærd, og
for Litt. og Kunst havde hun kun ringe
Sympati. Slutn. af E.’s Regering var Landets
Storhedstid, men for hende selv begyndte
Tilbagegangen samtidig med Sejren udadtil. Leicester
var død 1588, og hans Efterfølger i
Dronningens Gunst blev Stifsønnen Essex. Uagtet han
var 34 Aar yngre end hende, havde deres
Forhold dog ganske Karakter af en Forelskelse.
Thi E. vilde smigres; hendes Forfængelighed,
der altid havde været stor, blev med Aarene
grænseløs, og ingen forstod derfor bedre at
anslaa de rette Strenge end Henrik IV, der i sine
Breve til hende ganske talte en Elskers Sprog.
Essex’ svorne Fjende var Burghley’s Søn
Robert Cecil, og Hoffet var delt i to Lejre, der
stadig intrigerede mod hinanden, indtil endelig
Essex ved sin ubesindige Adfærd mod
Dronningen og sit endnu mere ubesindige Oprør
voldte sit eget Fordærv. Folket, der beundrede
ham, vendte sig efter hans Henrettelse (25. Febr
1601) fra Dronningen, ligesom ogsaa det før
saa lydige Parlament, i hvilket Puritanerne nu
havde Flertallet, talte et dristigere Sprog og
navnlig angreb de kgl. Monopoler, som E. dog
var klog nok til at lade falde. Hendes Plan
om et stort Forbund mellem England, Frankrig
og Venedig mod Spanien led Skibbrud, og
medens Hoffet daglig smigrede den næsten
70-aarige Dronning med hendes ungdommelige
Udseende, gik Sendebudene flittig mellem det og
den eventuelle Tronarving, Jakob VI af
Skotland, og meldte hendes nærforestaaende Død.
Ene som hun stod, angrede hun Essex’
Henrettelse og grebes af en stedse tiltagende
Melankoli, der blev den Sygdom, som endte
hendes Liv 24. Marts 1603. Dagen før sin Død skal
hun ved Tegn have tilkendegivet, at Jakob VI
skulde være hendes Efterfølger.
E. var en middelhøj, i sin Ungdom ret smuk
Kvinde, der fra sin Fader havde arvet en klar
og skarp Forstand, en stærk Villie og en næsten
utrolig fysisk Kraft. Dage, ja Uger kunde hun
udholde Jagtens Strabadser, Baller og
Maskerader, for hvilke mangen en Mand bukkede
under. Som Menneske var hun i mangt og meget
lidet tiltalende. Hendes Forfængelighed var ofte
til Hinder for hendes Ministre, thi kun gennem
Smiger gik Vejen til hendes Øre, og hvert klogt
Skaktræk, hver vunden Sejr maatte de tilskrive
hendes Visdom. Hendes Sparsommelighed, der
for øvrigt hang sammen med hendes Ulyst til
at sammenkalde Parlamenter, udartede hyppig
til Gerrighed; Oxford Bispedømme lod hun
saaledes staa ledig i 41 Aar for at kunne
oppebære dets Indtægter, og hun skyede ikke at
berige sig ved saa smudsige Midler som
Slavehandel o. l. Trods alle sine mange og store Fejl
var hun dog en af sin Tids største Regenter.
Undtager man hendes sidste Aar, var hun
gennemgaaende elsket af sine Undersaatter, thi hun,
der levede i »det lystige Gammelengland«’s
Dage, gøs ikke tilbage for en djærv Spøg ell. et
fuldt Bæger og forstod at være folkelig og
nedladende uden at ofre sin Værdighed.
England havde hun modtaget træt og udmattet af
Fejder og Religionsforfølgelser; under hendes
Regering vendte Fred og Orden tilbage,
Handelen og Velstanden tiltog, og Landet hævedes
til en Stormagts Rang. Det blev den
protestantiske Hovedmagt, der sammen med
Nederlandene knækkede Spaniens Overmagt og
saaledes friede Europa fra den religiøse og
politiske Reaktion. Og skyldtes end de fleste af
disse Resultater udmærkede Raadgivere som
Cecil og Walsingham, var det dog E., der havde
valgt dem, holdt dem oppe og angav
Retningslinierne. Men fremfor alt var hun i
Overensstemmelse med sit Folk. Autokrat ud til
Fingerspidserne ledede hun det og styrede det ofte
med streng Haand, men i de store afgørende
Øjeblikke forstod hun at bøje sin Villie under
Folkets, en sjælden Gave, der ganske var
hendes Efterfølgere nægtet. (Litt.: Creighton,
Queen E. [1896]; E. Marks, »Königin E. von
England« [1897]; Wiesener, La jeunesse d’E.
[Paris 1878]; Hume, The courtships of Queen
E. [London 1896]; Wright, Queen E. and her
times [2 Bd, London 1838]; J. A. Froude,
History of England from the fall of Wolsey to
the death of E. [Bd V-XII]; Bekker,
»Beiträge z. englischen Geschichte im Zeitalter E.«’s
[Giessen 1887]).
M. M.
Elisabeth, Philippine Marie
Hèlene af Frankrig, Ludvig XVI’s Søster, f. i
Versailles 3. Maj 1764, henrettet i Paris 10. Maj
1794. Før Udbrudet af den store Revolution holdt
hun sig temmelig fjernt fra Hoffet, paa sit lille
Slot Montreuil i Nærheden af Paris, sysselsat
med Religionsøvelser og Kærlighedsgerninger
mod Fattige og Ulykkelige; efter
Revolutionens Udbrud sluttede hun sig paa det nøjeste
til den kgl. Familie, særlig til sin Broder,
Kongen, for hvem hun nærede et inderligt Venskab,
og delte alle Farer og Ydmygelser med den.
Hun flygtede fra Paris med den, blev med den
arresteret i Varennes, fulgte den umiddelbart
før Stormen paa Tuilerierne 10. Aug. 1792 til
den lovgivende Forsamling og blev sammen
med den interneret i Temple-Taarnet. Efter
Kongens Henrettelse 21. Jan. 1793 var hun
Dronning Marie Antoinette’s Trøst og Støtte og efter
Dronningens Henrettelse en anden Moder for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
