Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elverfolk, Ellefolk, sv. Elvor, norsk Alvefolk; hos de nordiske Folk Navne paa smaa, luftige Væsener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omtales, at en Karl har kastet sin Mellemmad
til Ellekonen for at stille hende tilfreds, og at
man har skaanet enkelte Træer, Krat ell. Moser,
hvor E. holdt til; mange Steder kendes det, at
man skal bede E. ell. »Hyldemor« om Lov, før
man tør skære en Gren ell. fælde et Træ. -
E. er smaa af Vækst, ligesom Børn; om Natten
kan de gaa forbi som »et Kvindemenneske i
en besynderlig lys og taaget Skikkelse og Dragt«;
men naar Ellekonerne kommer Mennesker
nærmere, er de »klædte som en Bondepige«, »med
røde Bindeærmer« o. l.; men de kan altid
kendes paa, at Ryggen er »hul som et Dejtrug«
(ell. »runken som en Elletrunte«).
E. opfattes nu som hængende sammen med
Elletræer; men Forestillingen er ikke videre
bestemt i sine enkelte Træk. Snart tros de at
bo i Elletræerne, snart under Elletræerne,
snart er de selv forvandlede til Elletræer, ell.
deres Ryg ligner en runken Ellestub; paa den
anden Side angives ogsaa de runde, lavtliggende
»Ellehøje« at være deres Bolig og endelig ogsaa
Hyldebuskene. Denne Vaklen i Folketroen har
sin Grund i, at E. for nylig er sat i Forbindelse
med Elletræerne; i ældre Kilder findes den rette
Form: Elver (i Enkelttal: en Elv), Elve(r)folk
o. s. v. Nu bruges sammensatte Navne: Ellefolk,
Ellekoner (paa Sjælland dog ogsaa: en Els),
Elledrenge; de sidste hedder ogsaa »Grønne Drenge«
(Sydfyn og Langeland) ell. »Røde Drenge«
(Himmelbjerg-Egnen); paa Falster »Skovfruen«
jævnsides med Ellefruen; paa Sjælland kendes
»Mosekonen«, som »brygger«, naar den hvide Taage
efter Solnedgang stiger op fra Grunden.
Enkelte Egne har særlige Navne paa Væsener, der
er som en Slags Gentagelse i svagere Form af
E.: Gravelsmøerne i Vendsyssel,
Hyldefolkene paa fl. Steder, snart opfattede
som lig E., snart forsk. fra dem, stedse boende
i ell. under Hyldetræer, og heraf forklarer
Folket deres Navn; i Nordsjælland og Skaane
plantes Hylden ved Gaardene for at holde
»Hyldemor« til Huse. Opr. maa dog Navnet være
det samme som isl. huldufolk, det tilhyllede,
det usynlige Folk ɔ: Ellefolket. - Forestillingen
om E.’s Bolig er, som nylig nævnt, uklar: de
har Hjem under Menneskers Huse, i Høje,
under visse Træarter og i visse Træarter,
Hyldemor ell. Hyldekvinden i den bestemte Hyld ved
Gaarden; endvidere opfattes visse mærkelige
Træer som beboede af et kvindeligt Væsen ell.
som egl. værende »et E., som om Natten gaar
levende omkring i Skoven«. Det er dog
Undtagelsen, at E. opfattes som det enkelte Træs
Sjæl; sædvanlig er de blot det levende, puslende
ell. virkende i den af Menneskehaand
uforstyrrede Skovnatur. - Adskilt fra de andre
Elleforestillinger er den sjællandske Tro paa en
Ellekonge (i Folkeviser Elve[r]konge), der
gør Ulykke, naar en anden Konge kommer
inden for hans Omraade (Stevns, Odsherred og
i Middelalderen i Skelskør); i Stevns rider han
natligt Ridt ligesom den vilde Jæger. - Ogsaa
Troen paa den natlige Jagt efter Ellefruen
tilhører Sagnkredsen om den vilde Jæger
(s. d.).
Skaane og Sverige har i »Skogsfru«,
»Skogsnuva«, »Skogsrå«, »Skogman« og »Hulte«
lgn. Væsener som de danske E., lokkende,
drillende og vildledende; nærmer man sig, svinder
de ind til en Træstamme; Vildtet er deres Kvæg,
og de unddrager det fra Jægerne; de aabenbarer
sig i Hvirvelvind, og de forfølges dels af
Tordenen, dels af »Oden« som natlig Jæger. Deres
Magt føles som større end i Danmarks mere
begrænsede Skove; Jægerne ofrer dem Føde ell.
Pengestykker paa Træstubbe. De paatager sig
menneskelig Skikkelse og Dragt, men kan
kendes paa den hule Ryg ell. lange Hale. Af de
danske E.’s Karaktermærker mangler de blot
Navnet og Forkærligheden for Sang og Dans.
Men ved Siden heraf kendes Elv’en og hans
Kvinde, Elva’n (sædvanlig i Fl Elvorna).
Han er »Vatten-elv«, »Strömkarl«, sidder ude i
Fossen og spiller sin Melodi, sin »Elva-lek«, paa
Fedlen, og smaa hvidklædte Skikkelser, ikke
større end Børn, stiger frem af Vandet og
danser paa Bredden. Denne Sammenhæng
mellem E. og Strømmen skyldes dog et sprogligt
Vildskud af lgn. Art som det, der gav de
danske E. Bolig i Elletræer; E.’s Navn er i
Svensk sat i Forbindelse med Elv = Flod. Ser
vi Folketroen nøjere efter, bor E. ogsaa, i
Sverige som i Danmark, i Træer og Høje;
Elvedansen gaar paa Engen i Sommernatten,
»Elvelegen« høres ikke blot ved Strømmen, men
Børnene sætter sig Juleaften foran Højen for
at lytte efter Elvernes »Jul-spel«. De lyse,
flygtige smaa Skikkelser med Forkærligheden for
Dans og Spil er da de eneste faste Træk i den
poetiske Opfattelse af E.
I Norge og dets Nybygder er »Hulderfolk«
(isl. og færøisk »Huldufolk«), »det usynlige Folk«,
det alm. Navn paa disse Væsener, »Alv«’er
det sjældnere; i Norsk siges en »Hulder«;
og desuden bruges »Haugfolk« i samme Bet.
(jfr dansk Højfolk, Bjergfolk, Underjordiske); i
Isl. ofte kælende: »Ljúflingar«, de kære. De
norske Huldrer svarer i Grundtræk til danske
E.; de er luftige, forføreriske, drillende, ligner
fortil skønne Menneskeskikkelser, men set fra
Ryggen røbes de af Kohalen; de bor i Alvehøjen,
Huldrehøjen; ofte er »Huldregaarden« under
Menneskenes Gaard; og Menneskene tager stort
Hensyn til dem, dels ved Ofringer paa Højen
til visse Tider, især om Julen, dels ved stadig
at advare Huldrerne, før man slaar hedt Vand
ud ell. kaster en Økse fra sig. Uligheden er
først og fremmest, at Forholdet til Skoven er
rent uvæsentligt (Jægeren, der laver sig til at
skyde en Bjørn, hører dog, at der inde i
Huldrehøjen kaldes paa Fedegrisen, og i det
samme er Bjørnen forsvundet). Derimod
hænger Huldren inderligt sammen med
Fjeldvidderne og Sæterlivet; i de lange Dages
Ensomhed, med de vide Udsigter og med
Luftspejlinger over Fjeldet, ser Sæterjenten Huldren drive
sine Køer og hører hendes Sange; i de
halvklare Nætter skimtes deres Dans i Stuen; og
hele Huldrelivet former sig som en underlig,
uvirkelig Gentagelse af Menneskelivet; de flytter
fra Sæter og til Sæter med Menneskene, de
har Huldrekirker og Huldrepræst; der er en
uhyre Rigdom, som kan vindes af den, der kan
gribe den ell. kaste Staal over den,
Brudesmykker, Drikkebægre, ja selv Kirker og Øer er paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
