Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elvan, en i Cornwall og Devonshire i Gange optrædende Bjergart - Elvas, sp. Yelves, By i det sydlige Portugal, Prov. Alemtejo, ligger 265 km Ø. f. Lissabon - Elvebakken, et i Alten Herred, Finmarkens Amt - Elvedalen, Særbenævnelse for en Del af Glommen-Dalen mellem Tønsæt og Aamot Herreder - Elvedgaard, Hovedgaard i Skovby Herred, NV. f. Odense - Elvegaardsmoen ligger ved Bunden af Herjangen Fjord N. f. Narvik i Ankenes Herred, Nordlands Amt - Elvegrimer, »de bistre Folk ved Elven« (Göta-elv) - Elvekonge, se Vandstær. - Elvénd (Alvend) Dagh, de Gamles Orontes, 3270 m høj Bjerggruppe i det vestlige Persien - Elverfolk, Ellefolk, sv. Elvor, norsk Alvefolk; hos de nordiske Folk Navne paa smaa, luftige Væsener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Tykkelse, men optræder paa fl. Steder inden
for den nævnte Egn i stort Antal, en enkelt
af dem kan følges over en Strækning af 200 km.
(N. V. U.). O. B. B.
Elvas [’æ£və∫], sp. Yelves, By i det sydlige
Portugal, Prov. Alemtejo, ligger 265 km Ø. f.
Lissabon og 9 km fra den sp. Grænse paa en
Højde, der passeres af Guadiana’s Biflod Caia.
(1900) 14018 Indb. E. er Portugals stærkeste
Grænsefæstning, der ligger 15 km fra
den sp. Fæstning Badajoz. Fæstningsværkerne
er dog nu umoderne. Byen har Arsenal,
Vaabenfabrik og Kanonstøberi. I Omegnen dyrkes
Oliven og Blommer, og her findes Rester af en
gl rom. Vandledning. E. er Romernes Alpesa,
Maurernes Balesh; i 12. Aarh. blev E. maurisk
og kom først 1226 under Portugal. Det af
Maurerne opførte Slot belejredes forgæves af
Spanierne 1658 og 1711. Fæstningen E. indtoges
1808 af Junot.
H. P. S.
Elvebakken, et i Alten Herred, Finmarkens
Amt liggende tæt bebygget Strandsted ved
Alten-Elvens Udløb, med (1910) c. 600 Indb. Betydelig
Laksefiskeri, om Vinteren er her stor Tilførsel
af Renkød og Vildt. I Nærheden
Eksercerpladsen Altengaard. Fjeldovergange fører til
Karasjok og Porsanger.
M. H.
Elvedalen, Særbenævnelse for en Del af
Glommen-Dalen mellem Tønsæt og Aamot
Herreder, se Storelvedalens og
Lilleelvedalens Herreder.
(J. F. W. H.). M. H.
Elvedgaard, Hovedgaard i Skovby Herred,
NV. f. Odense, skal i 15. Aarh. have tilhørt en
holstensk Familie Hesten, i 16. Aarh. ejedes
den af Slægten Brahe. 1590 ombyggede Axel
Brahe Gaarden. Ved hans Datters Giftermaal
gik den over til Slægten Qvitzov, derfra til
Gyldenstjerne, Lykke, Dyre, Juel, Schindel og
endelig til Oberst v. Brüggemann, der opførte
en ny Hovedbygning 1721. Senere gik den over
til Familien Simonsen og tilhørte 1832-58
Historikeren Vedel Simonsen. Ifølge hans
Testamente gik E. over til Kammerherre J. C. F.
Wedel-Heinen, Ætling af en tidligere Ejer af E.
B. L.
Elvegaardsmoen ligger ved Bunden af
Herjangen Fjord N. f. Narvik i Ankenes Herred,
Nordlands Amt, er Eksercerplads for fl.
Afdelinger af 6. Brigade: N. Haalogalands
Infanteriregiment Nr. 15, 6. Sanitetskompagni, 6. Sappør-
og 6. Telegrafkompagni.
M. H.
Elvegrimer, »de bistre Folk ved Elven«
(Götaelv), i tidligere Tid Benævnelse paa Beboerne i
Elvesyssel, som navnlig under
Tronstridighederne i 12. Aarh. var kendte som de
umedgørligste og mest trættekære Folk af alle Nordmænd.
Nabofejderne med Danmark og Sverige havde
gjort dem vilde, rovlystne og lovløse, og deres
egen Øvrighed havde ofte Vanskelighed ved at
opretholde sin Myndighed iblandt dem.
Edv. B.
Elvekonge, se Vandstær.
Elvend (Alvend) Dagh, de Gamles
Orontes, 3270 m høj Bjerggruppe i det vestlige
Persien (Prov. Ardilan), SØ. f. Hamadan, rig paa
Petroleumskilder.
M. V.
Elverfolk, Ellefolk, sv. Elvor, norsk
Alvefolk; hos de nordiske Folk Navne paa
smaa, luftige Væsener, der tilhører den
Mennesket omgivende Natur, men som paa forskellige
Egne opfattes paa forsk. Maade.
I Danmark er »Ellefolkene« knyttede til
Skoven, og de kendes overhovedet ikke paa
Steder, hvor der ikke er ell. i de sidste
Menneskealdre har været Skov. Af den, der færdes
ene i Skoven, høres ell. ses de ofte; Pigen, der
malker Køerne ude i Skoven, hører Ellekonens
Sang, medens hun malker, men hver Gang hun
standser og lytter, er den borte; Høstkarlen
lægger sig i Middagsstunden i Skyggen og lader,
som han sover, for umistænkt at høre Ellepigen
komme frem i Skoven og sætte sig til at synge;
Hyrdepigen kan efter en Regnbyge se de lyse
Ellefolksskikkelser danse i Solstraalerne mellem
Træerne; og ofte ses den hvide Flok af
dansende Ellepiger om Aftenen paa Lavninger i
Skoven, paa Mosen mellem Elletrunterne (de
gl. rynkede Elletræer) ell. omkr. Ellehøjen; ell.
Højen staar hævet paa Stene, og Dansen gaar
derinde. Møder E. enlige Mennesker, vil de
gerne drage dem ind med i Dansen; den, der
har været i deres Flok, er bagefter fortumlet
og ustyrlig (deraf Oprindelsen til Ordet
ellevild), ja er ofte vanvittig Resten af sin
Levetid; blot man har set Ellefolk, er man vildet og
kommer ofte kun til sig selv ved Signing ell.
Trolddom, som at støbe Bly over En. Der er
ogsaa Sagn om, at unge Hyrdedrenge er
dansede ihjel af Ellekvinderne; ogsaa, at den, der
een Gang er kommet i Elskov med en
Ellekvinde, kan ikke gøre sig fri; hun drager efter
ham og piner ham til Døde. I ældre
Sagnopskrifter tales der om Ellefolkenes Magt til
ved Slag mellem Skuldrene at dræbe En;
saaledes fortælles om Kong Kristoffer af Bayern,
at Elverkongen i Skelskør hævnede sig over hans
Indtrængen paa denne anden Konges Omraade
og usynlig dræbte ham ved et Slag mellem
Skuldrene; i Folkevisen »Elverskud« faar
Ridder Oluf den samme Skæbne, da han afslaar
Elvermøens Kærlighed. De fleste nyere
Opskrifter af Visen lader dog Ellekvinderne danse
ham ihjel, overensstemmende med den nu
gængse Folketro; og Forestillingen om
Elverskud er i vore Dage indskrænket til, at Kvæget
pludselig styrter »jordskudt« om. - Derimod
hævner Ellefolkene sig ved Hvirvelvind. En
Kone og hendes Datter, der rev Hø ved
Udkanten af Jægerspris Skov, hørte, just som de
var ved at sove ind til Middagssøvn, en nydelig
Musik fra Ellemosen og saa en Jomfru komme
dansende hen mod dem; men da Datteren rejste
sig og vilde danse hende i Møde, raabte den
Gamle til Ellekvinden: »Lad os se, om du ser
ud bag, som du ser ud for!«; da forsvandt
»Els’en« med en Storm, der splittede Høstakken;
og der stod kun en Elletrunte tilbage. Til
Kulsvierens Baal kommer Ellekonen ofte for at
varme sine bare Fødder; slænger han da en
Brand efter hende, farer hun op med et Skrig,
og en Hvirvelvind splitter Milerne ad. Der
synes her at bo en gl Forestilling om Elverne som
de til Skoven knyttede Luft- og Stormvæsener.
Over for Mennesker optræder de mest som
skadelige og drillende, dels ved at vilde dem, dels
ved at borttage Bageredskaber, stjæle Brød og
Brødstumper og malke de løsgaaende Køer. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
