Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elæocéccaolie, se Aleuritesolie. - elæodorisk (gr.), blandet med Olie (om Voks, der benyttedes til Oldtidens enkaustiske Maleri, se Voksmaleri). - Elæolit, se Nefelin. - Elæolitsyenit, se Nefelinsyenit. - Elæometer (gr.) kaldes undertiden et særlig til Olier bestemt Aræometer. - Elæopten, se Olier, æteriske. - Elæosaccharum, d. s. s. Oliesukker (s. d.). - Em kalder man den Taage, som viser sig over varmt, især kogende Vand - emacerere (lat.), udmarve, afmagre, udsulte; Emaceration, Udmarvning, Udsultning, Afmagring. - émail à jour, se Emaille. - émail brun (fr.), ukorrekt Betegnelse for en Teknik, der intet har at gøre med Emaille - émail champlevé; é. cloisonné , se Emaille. - Emaille (fransk email, italiensk smalto) (hermed l Tavle), letflydende Glassorter, som paasmeltes Metalgenstande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
elæodorisk (gr.), blandet med Olie (om
Voks, der benyttedes til Oldtidens enkaustiske
Maleri, se Voksmaleri).
A. Hk.
Elæolit, se Nefelin.
Elæolitsyenit, se Nefelinsyenit.
Elæometer (gr.) kaldes undertiden et
særlig til Olier bestemt Aræometer.
Elæopten, se Olier, æteriske.
Elæosaccharum, d. s. s. Oliesukker
(s. d.).
Em kalder man den Taage, som viser sig
over varmt, især kogende Vand. E. er dannet
af fortættet Damp og bestaar af meget smaa
Vanddraabe.
K. S. K.
emacerere (lat.), udmarve, afmagre,
udsulte; Emaceration, Udmarvning,
Udsultning, Afmagring.
émail à jour [e’ma.j-a-’зu.r], se Emaille.
émail brun [e’ma.j-’brð] (fr.), ukorrekt
Betegnelse for en Teknik, der i Virkeligheden
intet har at gøre med Emaille. Ved Behandling
med varm Linolie farvedes Kobberplader brune,
og efter at det hele var afsvalet, fremskrabedes
de forud forgyldte Partier, Ornamenter og
Bogstaver, der saaledes kom til at tegne sig lyse
paa mørk Bund. é. b.-Teknikken tilhører den
ældre Middelalder og den romanske Stil,
dyrkedes af de rhinske Emailleurer, forekommer i
stor Udstrækning paa de romanske
Antemensaler (smlg. Alter), hvis særegne Farvevirkning
den bestemmer, og skildres af Theofilus
Presbyter i Schedula diversarum artium (c. 1100).
Nutidsforsøg har vist Rigtigheden af denne
Forfatters Anvisninger (smlg. Schnütgen i »Kunst
und Gewerbe«, 1886, S. 194).
C. A. J.
émail champlevé [e’ma.j-∫al’ve]; é.
cloisonné [-klwazå’ne], se Emaille.
Emaille [e’maljə] (fransk émail, italiensk
smalto) (hermed 1 Tavle) kalder man
farvede eller farveløse, i Reglen
uigennemsigtige, i Varmen letflydende Glassorter, som
paasmeltes Metalgenstande for at give disse
et Overtræk af beskyttende ell. udsmykkende
Karakter. Ligesom almindeligt Glas bestaar E.
af komplicerede Blandinger af Silikater af
Natrium, Kalium, Kalcium, Bly, Aluminium o. s. v.,
hertil kommer dog som oftest og hyppigt i
meget betydelig Mængde Borater og Fluorider
af de nævnte Metaller, endvidere - for at
farve Glasmassen ell. for at gøre den
uigennemsigtig - Ilter af Tin, Antimon, Zirkon o. l.,
hvortil endnu kan komme yderligere
Tilsætninger af Kemikalier med særlige Virkninger paa
Smeltemassen, saaledes kan man tilføje
Brunsten for at faa Jernforilte overført til mindre
stærkt farvende Jerntveilteforbindelser. Det
vigtigste Raamateriale er Feldspat, særlig norsk
Ortoklas, et Aluminium-Kalium-Natrium-Silikat med
c. 65 % Kiselsyre; ønskes E. givet et højere
Indhold af Kiselsyre, kan denne tilsættes som Kvarts,
Sand ell. malet Flintsten. Natrium tilføres som
Soda, Kalium som Potaske, Bly som Mønnie ell.
Sølverglød, Bor som Boraks ell. Borsyre. Med
stigende Kiselsyreindhold vokser E.’s Haardhed,
medens Borsyre nedsætter Smeltepunktet; en lgn.
Virkning har et større Blyindhold, der ligesom
Kalium og Natrium vil gøre den mere
letflydende i smeltet Tilstand, Aluminium forøger
Dækkeevnen. For at gøre E. mere uigennemsigtig
tilsættes Fluorforbindelser, særlig Kryolit,
naturlig ell. kunstig; i de seneste Aar erstattes
den en Del af Natriumsiliciumfluorid, et
Affaldsstof fra Superfosfatfabrikationen. Vigtig er,
at E.-Massen sammensættes paa en saadan
Maade, at den efter Paasmeltning paa Metallet
(»Brændingen«) danner et smukt
sammenhængende Overtræk uden Ridser; betydningsfuldt
er det ogsaa, at dens Varmeudvidelseskoefficient
er sammenfaldende med Metallets, da i modsat
Fald Laget let vil springe af ved
Temperaturforandringer, ja allerede ved Afkølingen efter
Brændingen. Ved Fremstillingen af E. bliver
først Grundmassen fremstillet i en særlig
Proces, ved at Bestanddelene pulveriseres fint,
blandes og sammensmeltes i en Digelovn, ved
større Mængder i en Flammeovn; man granulerer
Massen ved at lade det smeltede Glas løbe ud
i Vand og maler den derpaa vaad paa
Kuglemøller, ofte under Tilsætning af noget plastisk
Ler og af de farvende Bestanddele, indtil
Massen danner en lind, ret tyk Grød, i hvilken Form
den paaføres Metalgenstandene; disse varmes
svagt, til Massen er tørret ind, og
Paabrændingen finder da Sted i Ovne af passende
Konstruktion; ved fine E.-Arbejder paaføres dog
Massen udrørt i Lavendelolie. Forinden
Emailleringen maa Metaloverfladen renses godt med
alkaliske Vædsker, Syrer o. l. og derpaa skylles
i Vand. Selv om de kem. og tekn.
Grundprincipper i al Fremstilling af E. saaledes er
nogenlunde ensartet, er dog i Enkelthederne
Udførelsen ret forskelligartet, bedst skelner man
mellem Fremstillingen af de finere, kunstneriske
Emaillearbejder, ogsaa kaldet Specialemailler,
og de mere tekn. Emaillesorter.
Specialemailler anvendes som kunstnerisk
Udsmykning af Genstande, navnlig af Guld- og
Kobberlegeringer. Det er den Del af
E.-Teknikken, som gaar længst tilbage; allerede i
Oldtiden var E. kendt, og byzantinske E.-Arbejder
var allerede før Aar 1000 naaede til en høj
Grad af Blomstring. Man skelner mellem
Guldsmede-E. og Maler-E.; af disse falder den første
i 2 Underafdelinger, émail champlevé og émail
cloisonné. Ved den førstnævnte - paa Tysk
kaldet »Grubenschmelz« - bliver der ved
Gravering, Presning, Ætsning ell. paa anden Maade
udarbejdet Fordybninger i Metallets Overflade,
i hvilke E.-Massen indføres med en Spatel, i
ældre Tid kun een bestemt Farve i hver Grube,
senere har man lært i den samme Grube at
anbringe Masse af fl. forskellige Farvenuancer,
som under Smeltningen delvis vil flyde sammen,
hvor de grænser til hinanden, og derved
frembringe ejendommelige Virkninger. Gruberne kan
være saaledes udarbejdede, at Metalrandene
imellem dem kun træder frem i Overfladen som
ganske tynde Linier, der da kan danne Billedets
ell. Mønstrets Konturer; i den saakaldte émail
à taille d’espargne er derimod Randene saa
brede, at hele Tegningen her er udarbejdet i
Metallets frie Overflade, og kun Grunden uden
omkring er dækket med E. Er Bunden i selve
Gruben behandlet ved Gravering, saa at den
danner et fladt Relief, og er den anvendte E.
temmelig gennemsigtig, vil Metalgrunden, alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
