Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Emaille (fransk email, italiensk smalto) (hermed l Tavle), letflydende Glassorter, som paasmeltes Metalgenstande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter som den ligger dybere ell. højere, skinne
mere ell. mindre igennem, herved fremkommer
den saakaldte émail translucide sur ciselure en
relief (ital.: opera di basso rilievo). Ved émail
cloisonné - paa Tysk kaldet »Zellenschmelz«
- bliver der paa Metalgenstandens Overflade -
svarende til det Mønster, der skal afbildes -
dannet smaa Celler (Domunculi) ved
Paalodning af fine Metaltraade ell. -striber, som
danner en til de før nævnte Grubers Rande svarende
Begrænsning for den smeltede Emaillemasse,
Cellerne kan ogsaa dannes af Filigranarbejde. En
Overgangsform mellem émail champlevé og
émail cloisonné er émail mixte, hvor større
Gruber er delte i mindre celleagtige Afdelinger
ved fastloddede Traade. Ved émail de ronde
bosse forstaas Emaillering af smaa Figurer af
Guld. Maaske den vanskeligste Teknik inden for
E.-Kunsten er den saakaldte Vinduesemaille ell.
émail à jour (esmalta clara), hvor Mellemrum i
et gennembrudt, kraftigt Guld- ell.
Sølvfiligranarbejde udfyldes uden Underlag med farvet
Glassmeltemasse i et Lag af ensartet Tykkelse
paa en saadan Maade, at E. bliver
gennemskinnelig for Lyset; Paaføringen af Massen og dens
Brænding maa gentages mange Gange, indtil
Mellemrummene er helt udfyldte; den udførtes
allerede i Middelalderen med stor
Kunstfærdighed. Maler-E. bestaar i, at Metalunderlaget
dækkes med et fast brændt, ensfarvet Lag E.,
hvorpaa der med Pensel udføres den ønskede
Bemaling med passende farvet E., der ved den
fornyede Brænding forenes med Grunden til en
ensartet Masse. Til Brændingen af Kunst-E.
anvendes smaa Muffelovne, der i Reglen varmes
med Gas, ogsaa Elektricitet kan anvendes.
Ved Fremstillingen af de tekn. E.-Varer, der
næsten altid er af Jern, paaføres E.-Massen i
Reglen ved, at Genstanden dyppes ned i den
i Vand udrørte Masse, denne kan ogsaa
paaføres med Pensel, sprøjtes paa o. s. v. Skal
E. ikke være ensfarvet, men være dekoreret
med farvede Mønstre, kan den farvede E.
paaføres ved Stentryk med Stempler, ved
Skabeloner og paa talrige andre Maader, ogsaa
Aftræksbilleder finder Anvendelse. Derpaa tørres
Genstandene i Luften ell. paa et varmt Sted,
hvorefter de indføres i en Chamottemuffel, der ved
Generatorgas, Oliefyring ell. paa anden Maade
kan varmes til Rødglødhede; alt efter
Genstandenes og Glasurens Art vil der til
Fastbrændingen udkræves en Temp. af 800-1200°. Her vil
E.’s forsk. Bestanddele smelte sammen og danne
et til Jerngenstanden fasthængende Overtræk,
hvad der kun udkræver nogle faa Minutter;
derpaa tages Genstandene ud og afkøles. Alt
efter Jerngenstandenes Art skelner man i
Praksis mellem Blik-E. og Støbejerns-E., hvis
Teknik i væsentlige Punkter adskiller sig fra
hinanden, størst Bet. har Blik-E., hvis
Fremstilling har forvoldt meget store Vanskeligheder,
navnlig foranlediget ved, at Pladejernets
Kulstofindhold reagerede med E.-Massens Metalilter
under Dannelse af Kulilter, der fyldte E. med
Blærer, I Reglen er det nødvendigt at paaføre
E. i to under hinanden liggende Lag; inderst,
grænsende til Metallet, en saakaldt Grundglasur,
der paabrændes ved meget høj Temp., og som
har en mørk uanselig Farve, i Reglen
indeholdende Ilter af Kobolt, Kobber, Nikkel o. s. v.
samt Borsyre og Fosforsyre, og som har den
Egenskab særlig godt at kunne forene sig med
Jernet; her ovenpaa kommer saa Dækglasuren,
ofte hvid ell. smukt farvet og - alt efter de
forskellige Fordringer, der stilles til den - af
højst forsk. Sammensætning; f. Eks. ved
Kogekar, der skal anvendes i Husholdningen, maa
det selvfølgelig paases, at E. ikke indeholder
giftige Stoffer, der kan gaa i Opløsning under
Brugen. Navnlig emaillerede Blikvarer finder
en stigende Anvendelse, særlig til Køkkenbrug;
til tekniske Øjemed har særlig emaillerede
Støbejernsgenstande faaet en ret betydelig
Udbredelse, f. Eks. i den kem. Industri som
Syrebeholdere, Nitreringsapparater o. l.
Carl J.
Allerede i Oldtiden forstod man i Landene
omkr. Middelhavet at anvende E., der
forekommer baade paa ægypt., gr. og etruskiske
Oldsager. Det er dog i mange Tilfælde tvivlsomt,
om man staar over for virkelige E. ell. over for
beslægtede, koldt paalagte Farver, og Teknikken
stod i al Fald paa et forholdsvis lavt Standpunkt,
idet man ikke forstod at lade Farverne gaa
over i hverandre, men disse stod skarpt
adskilte hver for sig. Slige primitive Grube-E.,
gerne udførte paa uædelt Metal, var yndede i
den senere rom. Kejsertid og fandt fra den
rom. Kultur Vej ud til Nordeuropas Barbarer,
saa at de ogsaa forekommer i danske
Jernalderfund, medens emaillerede Smykker er meget
alm. i sydgermanske Grave fra
Folkevandringstiden. Efter Romerrigets Undergang florerede
en beslægtet Teknik, den saakaldte Cellemosaik
(Verroterie), hvorved man ad kold Vej
indfattede Glasstykker og glatslebne Sten i
Metalkanter (Skattefund fra Pietrossa, nu i Budapest).
Denne Fremgangsmaade, der kendtes allerede i
Ægypten og dyrkedes ivrigt af Nyperserne
(sassanidisk Kunst), er altsaa ingen rigtig E., men
den frembringer en lgn. Virkning, der maa
have tiltalt den sent-klassiske Smag for
kostbare Materialer og for Farveflader. I Byzans,
Antikkens Arvtager, dyrkedes da ogsaa E. saa
dygtigt som ingensinde før og udvikledes til en
Figurkunst med samme maleriske Effekt som
Vægmosaikker og Miniaturer paa Guldbund.
Den i Byzans foretrukne Teknik var
Celle-E. (émail cloisonné); paa en Guldplade
(Ekscipienten) anbragtes der ved Paalodning tynde
Guldstrimler, mellem hvilke Glasmassen blev
anbragt og smeltet og derefter afkølet og
poleret, saa at det hele fremtræder som en Slags
Glasmosaik, hvis forsk. Farver er indrammede
af smalle Guldkanter. Der anvendtes baade
uigennemsigtige (opake) og gennemsigtige
(translucide) Glasmasser, gennem hvilke sidste det
gyldne Underlag glimrede. Hver Farve holdtes
for sig i sin Celle, adskilt fra de øvrige ved
Guldstrimlerne; dog forekommer i Kødpartierne
af Figurerne de forsk. Farver uden Adskillelse
ved Metallinier. Berømte byzantinske
Celleemaillearbejder er den lombard. Jernkrone fra 7.
Aarh., Altertavlen Pala d’oro i Markuskirken i
Venedig fra 10. Aarh. og den ungarske
Stefanskrone fra 11. Aarh. I Nationalmuseet i Kbhvn
opbevares det i Dronning Dagmars Grav fundne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
