Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Emaille (fransk email, italiensk smalto) (hermed l Tavle), letflydende Glassorter, som paasmeltes Metalgenstande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kors, der antages udført i 9. Aarh. (Fig. 1). I
Nordeuropa begyndte man allerede paa Karl
den Store’s Tid (c. 800) at dyrke Celle-E., og
enkelte Værksteder (Reims, Trier) naaede vidt
i Efterligningen af de byzantinske Forbilleder.
Af et lat. Skr.: Diversarum artium schedula
ell. et lidet Blad om forsk. Kunster, forfattet
af en Munk, Theophilus, i Beg. af 12. Aarh., ses
det, at Fremgangsmaaden ved Udførelsen af
Celleemaille dengang i det væsentlige var den
samme som den, der endnu anvendes af
Emaillørerne, dog med Undtagelse af, at der nutildags
ved Brændingen bruges en Muffel, medens man
i Middelalderen anvendte en Jernklokke, der var
gennemboret paa Ydersiden med smaa Huller,
som dannede Ujævnheder for at tilbageholde den
paa Klokken af Brændselsmaterialet under
Brændingen dannede Aske, medens de paa Indersiden
af Klokken udvidede sig til større, glatte
Aabninger. Theophilus bruger Ordet Electrum om E.,
men denne Benævnelse fortrængtes snart af det
middelalderlig-lat. Ord smaltum ell. esmaltum,
der første Gang forekommer paa
Karolinger-Tiden og tydelig genkendes i det ital. smalto
og det fr. émail, men sikkert er af germansk Rod
(schmelzen, smelte). Det er meget forklarligt,
at Electrum, der i Oldtiden betød Rav ell. den
ravlignende Legering af Guld og Sølv, maatte
vige for den ny Betegnelse. Medens Theophilus,
der sikkert er identisk med den som udøvende
Guldsmed kendte Benediktinermunk Rogerus fra
Helmershausen, kun har skrevet om
Celle-Teknikken, optog hans nærmeste Eftertid
Grubeteknikken (émail champlevé) og udviklede
denne Fremgangsmaade til en høj Grad af
Fuldkommenhed. Man anvendte som
Ekscipient helst ret svære Plader af forgyldt
Kobber ell. Bronze, hvori man ved Hjælp af
Gravstik indgraverede Fordybninger til at
optage Glasmassen. Fremgangsmaaden var i
øvrigt væsentlig den samme som før. Grube-E.
med sine uigennemsigtige, mere ensformige
Farver, væsentlig blaa, gule og grønne, der ikke
altid er adskilte ved Metalrande, men ofte
indsmeltede i samme Grube, gør ikke saa
glimrende et Indtryk som den byzantinske
Celleemaille med de gennemsigtige Farver paa
Guldgrund, men dens kunstneriske Virkning kan
være meget fin. Som Datidens banebrydende
Emaillører nævnes kølnske Klosterkunstnere
som Eilbertus (c. 1130) og Fredericus (c. 1160),
og fra Tiden ved Aar 1200 stammer saa store
Værker som Helgenskrinene i Aachen og
Trekongerskrinet i Kölns Domkirke, medens
samtidig Lægmandskunstneren Godefroid de Claire
i Maastricht udførte en Række lignende
Relikvieskrin, f. Eks. Servatiusskrinet i Maastricht.
Endnu i disse Arbejder faar E. dog sjældent
Lov til at virke alene, idet den blandes med
drevne Relieffer og tjener hyppigst som
Indfatning for disse. Langt mere eneherskende
blev den i de samtidigt opblomstrende fr.
Værksteder i Limoges, der c. 1150-1250 forsynede
hele Vesteuropa med emaillerede Helgenskrin,
Krucifikser, Bogbind og andet Alterudstyr, og
som har udført saa omfangsrige Værker som
Altertavlen i Kloster-Neuburg ved Wien (1181).
Medens de rhinske E. gennemgaaende er ret
lyse og ynder mælkehvidt, gult og grønt, er
Grundtonen i de fr. E. ofte dybblaa. Af de
mange romanske E. i Nationalmuseet er
Flertallet fr., kun et enkelt (Olafsrelikviaret fra
Trondhjem, Fig. 2) rhinsk Arbejde.
Ved Aar 1300 fremkom i Italien og Frankrig
en ny, for den gotiske Stil typisk Art E., den
bundsnittede Reliefemaille (émail translucid),
idet man i en Sølvplade udgraverede eller
udskar et Relief, der helt blev dækket med en
tynd, gennemsigtig Glasmasse, gennem hvis
glatte Flade Relieffet med dets blanke
Snitflader skinnede, saaledes at de mest fordybede
Partier udviste mørkere Toner paa Grund af
den tykkere E., medens de andre, hvor Relieffet
var højest og Glasmassen tyndest, fremtraadte
med lysere Farver. Den hvide Farve, der altid
er uigennemsigtig, kunde naturligvis ikke
anvendes ved disse E., derimod benyttedes næsten
alle andre Farver. Et udmærket Eksempel paa
denne Teknik er et Sæt Altertøj i
Nationalmuseet, sikkert fr. Arbejde, fra 1333 (Fig. 3),
Relief-E. udførtes endnu paa Sen-Gotikkens Tid, og
man skylder Benvenuto Cellini nogle
Oplysninger om den tekniske Fremgangsmaade ved
disse Arbejder. Renaissancens Guldsmede
emailerede hyppigt smaa fuldrunde Guldarbejder, især
Smykker, hvor E. virkede sammen med ædle
Stene; Flusserne var snart translucide, snart
opake, og Smaafigurer fremstilledes ved
gentagen Smeltning over Ribber af Guldtraad.
Denne Fremgangsmaade dyrkedes ivrigt i
Tyskl. og var kendt ogsaa i Norden; Christian
4’s Krone, der er udført i Didrik Fiurens
Værksted af den indvandrede Tysker Corvinianus
Sauer, er et udmærket Eksempel herpaa.
Endelig skylder vi Renaissancetiden Opfindelsen af
det egentlige Emaillemaleri, der fik sin
første Udvikling i Lombardiet, i Flandern og
i Wien, men dyrkedes længst og med størst
Dygtighed i den førnævnte Emaillørstad Limoges.
Ved dette spiller Metallet, der først var Sølv,
men senere stedse Kobber, ikke den Rolle som
ved de ældre nævnte Arter af E., idet det helt
forsvinder for Synet og kun danner Underlaget
for Billedet ligesom Lærred ell. Træ ved
Oliemalerier. Metalpladen blev forsynet med et Lag
af E. paa begge Sider, for at den ikke skulde
krumme sig i Ilden ell. ved Afkølingen; E. paa
Bagsiden, der kaldtes contre-émail, bestod i
Alm. af en farveløs ell. gennemsigtig Glasmasse,
for at det kunde ses, hvilket Metal der var
anvendt som Grundlag. Ved Aar 1500 var
Farverne endnu meget brogede, men i Midten af
16. Aarh., Limusiner-Emaillemaleriets
Blomstringstid, anvendtes der paa Forsiden især
Grisaille-Dekoration, underst sort ell. mørk E.,
hvorover der anbragtes hvide Farver i tykkere
ell. tyndere Lag, ligesom der ogsaa anvendtes
Skravering. Pladen kom gentagne Gange i
Smelteovnen, først med det mørke, derefter med
det hvide Lag og til Slut med de sidst anbragte
Farver. Grisaillerne oplivedes med gyldne
Detailler, og snart føjedes translucide Farver ind
paa den sorte Grund (Fig. 4). Bl. de
betydeligste Limusiner-Emaillører fra denne Periode
maa nævnes Pierre Reymond, Jean Courlais og
Léonard Limosin samt Susanne de Court; af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
