Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Embede, Tjeneste ell. overdraget Hverv - Embede, Kristi tredobbelte E., er det Skema, hvorefter den traditionelle Dogmatik har behandlet Jesu Frelsesværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnævner, idet alle andre betegnes som
Bestillinger, men denne Sprogbrug er ikke alm.
At E. ikke omfatter Hverv, der slet ikke er
Genstand for Overdragelse, idet de i bestemte
Situationer paahviler enhver som Borgerpligt,
følger allerede af, at de ikke er frivillig overtagne.
Endelig gør Lovgivningen en Sondring mellem
E. og Bestillinger. Begge disse Udtryk bruges
vel undertiden i en videre Betydning som
omfattende alt, hvad der ikke i det foregaaende
er udskilt fra E. (under Bestilling indbefattes
endog som nævnt ofte noget mere), men
regelmæssig stilles de i Modsætning til hinanden,
saaledes, at man ved E. forstaar de mere
betydelige og selvstændige Hverv, ved Bestillinger
de mere underordnede, hvis Indehavere kun
yder en uselvstændig Medhjælp ved
Forretningernes Udførelse. Undtagelsesvis lægges dog,
som ovenfor nævnt, Vægt paa, af hvem
Udnævnelsen er foretaget, hvilket i øvrigt
gennemgaaende fører til samme Resultat.
Som ovf. nævnt bruges E. i Nutiden saa godt
som udelukkende om Hverv i det Offentliges
Tjeneste. Dog forekommer det ogsaa, at
overordnede Stillinger hos ikke-offentlige Stiftelser
ell. hos store private Institutioner som Banker
o. l. betegnes som E. Ligeledes taler man
vedblivende om E. ved Hoffet, hvilke ogsaa
i enkelte Retninger er underkastede samme
Regler som Statsembeder.
P. J. J.
Embede, Kristi tredobbelte E., er det
Skema, hvorefter den traditionelle Dogmatik har
behandlet Jesu Frelsesværk. Det er den
profetiske, den ypperstepræstelige og den kongelige
Gerning, som der tænkes paa. Og der gaas
herved ud fra det gl. Testamente, hvor disse
tre Funktioner findes. Allerede hos Kirkefædrene
findes dette Synspunkt for Jesu Midlergerning.
Det er optaget af Calvin og alm. anvendt i den
ældre lutherske Dogmatik. Til Trods for, at
Schleiermacher har anvendt det, er det dog i
nyere Tid udsat for stærk Kritik. Ved den
profetiske Gerning tænkes paa Jesu
Lærervirksomhed, ved den ypperstepræstelige paa hans
Hengivelse i Lidelsen, særlig Døden, ved den kgl.
paa hans Magtudøvelse, især efter Himmelfarten.
Men Kritikken har sikkert Ret i, at som
Udtrykkene er billedlige, er de hverken klare ell.
udtømmende. Det vil være heldigere at søge et
Inddelingsprincip, som fremgaar umiddelbart af
selve Jesu Liv og Virken, fremfor et saadant,
der er hentet andetsteds fra.
F. C. K.
Embede, det kirkelige, kan ikke føres
tilbage til Jesus selv. Han har vistnok udvalgt
de tolv Apostle og udsendt dem som sine
Medarbejdere. Men Apostolatet kan ikke opfattes
som et særligt E., men kun som en alm.
Forkyndertjeneste. Idet Kirken udvides, og
Samfundet organiseres, fremkommer der allerede i den
apostoliske Tid forskellige Virksomheder, dels
gaaende ud paa Ordets Forkyndelse, dels paa
Ledelsen af de enkelte Menigheder. Mellem disse
Virksomheder, som omtales Ef. 4, 11, gør
Presbytere (deraf Ordet Præst) og Biskopper ɔ:
Ældste og Tilsynsmænd sig især gældende.
Nogen Forskel mellem disse to Virksomheder har
der opr. ikke været, hvad der ses af Acta 20, 17
og 28. Og Grundlaget for dem alle har alene
været givet i de forskellige Naadegaver, som
de enkelte Menighedsmedlemmer var i
Besiddelse af. Dette fremstilles af Paulus i Rom. 12,
3 ff. og 1. Kor. 12, 1 ff. Der har slet ikke været
Tale om en særlig Embedsmyndighed med Magt
over de Enkelte; det er Menigheden selv, der
med Fuldmagt udøver de vigtigste Rettigheder,
vælger Repræsentanter, holder Dom og ordner,
hvad der falder for. Naar der allerede i Acta
13, 3 og siden i Pastoralbrevene er Tale om en
Indvielse af Ordets Tjenere, da er det ikke
andet end en Forbøn og Haandspaalæggelse fra
Menighedens Side.
Men disse fri Forhold varede ikke længe.
Mellem Tilsynsmændene i den enkelte
Menighed kom en enkelt til at gøre sig gældende som
den første, og snart kommer han til at staa som
den ene Biskop i Menigheden. I Beg. af 2. Aarh.
var dette Forhold gennemført i de lilleasiatiske
Menigheder; Ignatius af Antiokia fremhæver i
sine Breve Biskoppen som en Type paa Gud
og Kristus. Og gennem Kampen med det
gnostiske Kætteri blev Bispestillingen konsolideret som
det faste Støttepunkt over for alle Vildfarelser.
Saaledes lærer Irenæus, at for at finde den ægte
apostoliske Lære maa man gaa til Biskopperne
som Bærerne af den rette Tradition. Og ganske
vist gjorde der sig mod en saadan Ophøjelse af
E. en demokratisk Reaktion gældende i
Montanismen, men ogsaa den kom ufrivilligt til at
styrke Hierarkiets Fremskridt, idet man over
for dens sværmeriske Forkyndelse følte sig
draget til den kirkelige Autoritet, der stod med
den faste og rene Lære. Saa finder vi da hos
Cyprian af Karthago en potenseret Værdsættelse
af Bispedømmet. Den enkelte er herefter kun
Medlem af Kirken ved at holde sig til
Biskoppen; den, der bryder med ham, bryder med
Kirken.
Først i den rom.-kat. Teologi er dog Tanken
om E.’s fulde Myndighed ført igennem.
Præsteskabet, i snævrere Forstand Episkopatet med
sit Toppunkt i Papatet, er Midleren mellem Gud
og Menneskene. Præsterne er mere end Engle,
de er Guder. De tilgiver paa Guds Vegne
Synder og frembærer Messeofret. Der tilkommer
dem iflg. Ordinationen en uudslettelig Karakter,
som for bestandig adskiller dem fra Lægfolket.
I Kraft af dette Sakramente, som bliver
Grundsakramentet, kan de alene foretage alle hellige
Handlinger og styre og lede Kirken. Her kan
der i egl. Forstand tales om Hierarki. En
Modsætning dertil danner den protestantiske
Betragtning. Særlig i sine første reformatoriske
Skr kom Luther til stærkt at fremhæve det alm.
Præstedømme: »hvad der er krøbet ud af
Daaben, kan rose sig af allerede at været viet til
Præst, Biskop og Pave«. Dermed ophævede han
dog ikke Embedet, ja han kom senere til at
lægge megen Vægt paa den ydre Kaldelse.
Dertil svarer den Regel, som opstilles i den
Augsburgske Konfessions 14. Art.: ingen bør lære
offentligt i Kirken ell. forrette Sakramenterne
uden at være rettelig kaldet ɔ: efter
Samfundets gældende Orden. Nogen sikker
Bestemmelse af Embedets Karakter er der nu vistnok
ikke givet dermed. Eftertiden har ogsaa vist,
at der var Plads for ret forskellige Opfattelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
