Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Embedsmand kaldes den, der beklæder et Embede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ansvar til Erstatning, ikke til Straf. Noget andet
er, at manglende Tilsyn med Undergivne i sig
selv kan være strafbart. Medhjælperens eget
Ansvar bliver, hvor han er offentlig ansat ell.
autoriseret af det Offentlige, at bedømme efter
samme Regler som E.’s, Strafansvaret saaledes
efter Strfl.’s Forskrifter om Embedsforbrydelser.
Paa privat antagne, ikke autoriserede
Medhjælpere er disse derimod uanvendelige.
Et til Dels tvivlsomt Spørgsmaal er det, om
Staten hæfter for sine E.’s
Handlinger, saa at Borgerne kan holde sig til den for
Tab, der ved saadanne Handlinger retsstridig
paaføres dem. Dette Spørgsmaal har dansk Ret
fra ældre Tid af besvaret benægtende, dog med
en Undtagelse for Tilfælde, hvor Staten træder
i privatretligt Forhold til Borgerne, særlig som
Driftsherre, idet den her bærer det samme
Ansvar som en privat Husbonde for hans
Medhjælperes Forseelser i betroet Hverv (D. L.
3-19-2). For fl. af de vigtigste bl. de
herhenhørende Tilfælde (Statens Drift af Statsbanerne,
Postvæsenet, Statstelegrafen og Statstelefonen)
er der i øvrigt givet særlige Forskrifter. Ogsaa
hvor Staten optræder som Stat, d. v. s. som
Udøver af offentlig Myndighed, er Hovedreglen i
nyere Tid undertiden fravegen, saaledes m. H. t.
Skifte- og Auktionsforvalteres retsstridige
Forkommelse af dem betroede private Midler, hvilke
Staten erstatter, naar Erstatning ikke kan faas
hos E. En tilsvarende subsidiær
Erstatningspligt vil, naar Retsplejeloven 11. Apr. 1916
træder i Kraft, komme til at paahvile Staten
m. H. t. enhver i denne L. omhandlet
Embedshandling, og denne Undtagelse er saa
vidtrækkende og angaar saa mange af de efter
Forholdets Natur mest tvivlsomme Tilfælde, at man
maaske i den vil kunne se et Udtryk for, at
Lovgivningen nu i det hele har opgivet det
ældre Standpunkt og som alm. Regel
anerkender et Ansvar for Staten. Dog vil dette Ansvar
kun være subsidiært, afhængigt af, at E. ikke
kan betale. Ansvaret efter D. L. 3-19-2 og
de med den beslægtede specielle Forskrifter kan
derimod gøres gældende mod Staten, uden at
det er nødvendigt først at søge E.
Embedsforholdet kan ophøre ved, at selve
Embedet forsvinder, være sig fordi de dermed
forbundne Forretninger er tilendebragte, eller
fordi Embedet af anden Grund nedlægges.
Nedlægges et Embede uden for Tilfælde af
Embedsledighed, sættes E., hvis han er
pensionsberettiget, foreløbig paa Ventepenge (efter ældre
Sprogbrug Vartpenge), der udgør 2/3 af
Embedsindtægterne, saaledes som disse kommer i Betragtning ved
Pensionsberegning. Ventepengene tilkommer ham
i fem Aar fra Nedlæggelsen. Har han ikke inden
denne Tid faaet nyt Embede, afskediges han
med Pension, der som oftest vil være betydelig
mindre. Medens han oppebærer Ventepenge,
staar han fremdeles i Statens Tjeneste (se
Disposition) og er pligtig til paa Forlangende
at modtage ny Ansættelse, der dog skal være
passende i Forhold til hans tidligere Embede
og give i det mindste samme Indtægt som dette.
Vægrer han sig herved, forbryder han baade
Ventepenge og Pension, men han kan, hvis
han ikke efter Nedlæggelsen vil staa til Statens
Disposition, straks forlange sin Afsked, og maa
da vistnok have Ret til Pension efter de alm.
Regler.
Foruden ved Embedets Bortfald ophører
Embedsforholdet ved E.’s Død, ved Udløbet af den
Tid, for hvilken han er ansat, ved at han som
Følge af Embedsforseelse dømmes til at have
Embedet forbrudt (se
Embedsforbrydelser), samt endelig ved Afskedigelse (s.
d.). Som det fremgaar af Art. herom, er
Ansættelse paa Tid efter dansk Ret en Undtagelse.
I Alm. er E. ansatte indtil videre og kan da
som Regel afskediges naar som helst og uden
Varsel (Grl. § 17); kun i enkelte Tilfælde er
der foreskrevet en vis Opsigelsesfrist. Faktisk
plejer Afskedigelse dog kun at finde Sted, naar
E. selv ansøger derom, ell. der foreligger
særlige Grunde dertil, være sig, at han ikke længere
opfylder Betingelserne for at beklæde Embedet
ell. viser sig uskikket dertil, ell. at han har
forset sig i Opfyldelsen af sine Embedspligter.
Ifølge et Par nyere Love om Statsbanernes og
Postvæsenets Styrelse kan ingen til disse Etater
hørende Tjenestemand afskediges p. Gr. a.
Tjenesteforseelse, forinden hans Forhold er gjort til
Genstand for en Undersøgelse ved vedk.
Auditør. Der er herved gjort en Beg. til at skabe
retlige Garantier mod vilkaarlig Afskedigelse,
men i øvrigt haves saadanne ikke. Dog gælder
der en Undtagelse i Henseende til Dommere,
der ifølge Grl. § 73 og 3. midlertidige
Bestemmelse (Grl. 1915 § 71 og 4. midlertidige
Bestemmelse) ikke kan afsættes uden ved Dom,
medmindre de har fyldt deres 65. Aar ell. ved Siden
af deres Dommergerning har administrative
Forretninger. Dette sidste er imidlertid endnu
Tilfældet med næsten alle Underdommerne uden
for Kbhvn. Hvorledes det forholder sig med
Adgangen til at afskedige Embedsmænd, der er
udnævnte paa bestemt Aaremaal, er ikke helt
klart. I mange Tilfælde er Afskedigelsesretten
her lige saa ubegrænset som ellers, men
undertiden har det vistnok været Meningen, at
Afskedigelse bortset fra særlige Grunde ikke skal
kunne finde Sted før Tidsfristens Udløb. En
E. har i Alm. Ret til at forlange sin Afsked,
naar han vil, uden at han behøver at anføre
Grunde derfor. Dog kan han ikke forlange den
til et hvilket som helst Tidspunkt ell. med et nok
saa kort Varsel. Som Regel maa han forblive
i Embedet, indtil der kan skaffes Afløsning for
ham, i hvert Fald en passende kort Tid, og
hvor store Interesser staar paa Spil for Staten,
efter Omstændighederne længere. Heller ikke
kan han ved en ensidig Erklæring frigøre sig
for sine Embedspligter, men maa vente, indtil
hans Afsked bevilges ham. Afskedigelsesretten
tilkommer i Reglen den samme Myndighed, som
har foretaget Udnævnelsen.
Naar en E. afskediges fra et Embede og
samtidig modtager Udnævnelse i et andet, taler man
om Forflyttelse. Ifølge Grl. § 17 kan
Kongen forflytte de af ham udnævnte E. uden
deres Samtykke, dog saaledes, at de ikke derved
taber i Embedsindtægter, og at der gives dem
Valget mellem saadan Forflyttelse og Afsked
med Pension efter de alm. Regler, og det samme
maa vistnok gælde om Forflyttelse af andre E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
