Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Embrun, By i det sydøstlige Frankrig, Dept Hautes-Alpes, ved Foden af det 2544 m høje St Guillaume - Embryo(græsk: »Kim«, af spire), Foster, egl. den ufødte Frugt i Moders Liv, saa længe endnu ikke alle Formdele er udviklede - Embryo (bot.), se Kim. - Embryogeni (gr.), Fosterets Tilbliven og Udvikling, henh. Læren herom (se Foster). - Embryologi (gr.), den Gren af den zool.-anatom. Videnskab, som behandler Organismens Udformning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ærkebiskoppeligt Palads, der nu anvendes til
Regeringskontorer. Der findes i E. mange
interessante Huse fra 14.-17. Aarh. - E., i
Gallernes (Caturigernes) Tid Ebrodunum eller
Eburodunum, blev allerede Bispesæde i 4.
Aarh. og Ærkebispesæde i 9. Aarh., hvilket først
ophævedes 1791. I Slutn. af Middelalderen hørte
E. med omliggende Landskab Embrunois til
Dauphiné. Det var i sin Tid et kendt
Valfartssted.
G. Ht.
Embryo [’æm’-] (græsk: »Kim«, af (βρυειν,
spire), Foster, egl. den ufødte Frugt i Moders
Liv, saa længe endnu ikke alle Formdele er
udviklede, i Modsætning til foetus, det fuldt
uddannede Foster; denne Forskel i Bet.
overholdes dog i Reglen ikke, og de to Ord bruges
begge ensbetydende med Foster.
S. B.
Embryo [’æm’-] (bot.), se Kim.
Embryogeni [’æm-] (gr.), Fosterets Tilbliven
og Udvikling, henh. Læren herom (se Foster).
Embryologi [’æm-] (gr.), den Gren af den
zool.-anatom. Videnskab, som behandler
Organismens Udformning fra det første Anlæg til den
fuldtfærdige Skikkelse, kan i sin første Beg.
spores helt tilbage til den klassiske Oldtid;
allerede hos Aristoteles findes saaledes
vedrørende Dyrenes Forplantning en Rk.
værdifulde Angivelser, ikke blot af biol. men ogsaa
af ren anat. Art. Mere alm. Synspunkter
lykkedes det herved nu ganske vist ikke
Aristoteles at faa frem; adskillige af hans Anskuelser,
f. Eks. Læren om Selvdannelsen ɔ: Dyrs
Opstaaen af Dynd, raadnende Stoffer o. l., er endog
helt falske; alligevel holdt han sig hele Oldtiden
og Middelalderen igennem som Hovedkilden for
al Viden paa dette Omraade. Først efter, at det
selvstændige anat. Studium var blevet vakt i
16. Aarh., navnlig gennem Nederlænderen
Andreas Vesalius, begyndte ogsaa Interessen
for embryologiske Undersøgelser at røre sig.
Særlig Opmærksomhed fortjener her et Værk
om Dyrenes Forplantning Exercitationes de
generatione animalium, udg. 1651 af den eng. Læge
og Anatom - Blodomløbets Opdager -
William Harvey, i hvilket denne, paa Grundlag
af omfattende Studier, mente at turde fastslaa,
at »et Æg er det for alle Dyr fælles opr. Anlæg«,
ell., som han kort udtrykte det, paa
Originaludgavens Titelkobber: Ex ovo omnia; med fuld
Ret har man betegnet dette Skrift som
Grundlaget for den embryologiske Videnskab. Dette
maa dog ikke forstaas saaledes, at Harvey’s
Lære uden videre trængte igennem; til Trods
for Hollænderen Reignier de Graaf’s
smukke supplerende Undersøgelser over det,
man dengang betegnede som Pattedyrægget,
holdt der sig, f. Eks. paa dette Punkt, stadig en
Tvivl, som først endelig hævedes 1827, da K. E.
von Baer fandt det virkelige Æg i
Æggestokken. Dernæst maa det erindres, at Paavisningen
af »Sæddyrene« ɔ: Sædfimene, der fandt Sted
1677, ogsaa til en vis Grad bidrog til at vække
Tvivl om Gyldigheden af Harvey’s Paastand,
det forekom nemlig adskillige at være det
rimeligste, at ikke Ægget, men tværtimod disse
letbevægelige Dannelser, om hvis Væsen og
Bestemmelse først Nutiden har skaffet Klarhed,
var det egl. Anlæg til den ny Organisme.
Endelig kom en væsentlig Indvending fra
Læren om Selvdannelsen, der ganske vist for
Insekternes Vedk. ved simple og utvetydige
Beviser allerede 1668 var blevet afvist af
Florentineren Francesco Redi; ved de
mikroskopiske Undersøgelser, der nu, ansporede af
Hollænderen Leeuwenhoek’s glimrende
Eksempel, tog mere og mere Fart, paaviste man
nemlig en uendelig Masse smaa bitte Organismer,
der syntes at opstaa, idet de enkelte Smaadele
ell. »Molekyler« af henfaldende organiske Stoffer
atter forenede sig til ny Væsener. Anskuelser af
den Art levede atter og atter op, selv helt ind i
19. Aarh., da de endelig modbevistes af
Pasteur. - Som værdifulde Bidrag inden for den
ældre Litt. kan endnu nævnes Bonnet’s
Undersøgelser over Bladlusene og Ormene, i hvilke
de to afvigende Forplantningsmaader,
Partenogenesen og den ukønnede Deling er beskrevne;
i øvrigt har største Delen af, hvad der fremkom
i 17. og 18. Aarh., kun hist. Interesse; Datiden
manglede i alt for høj Grad de nødvendige
anatomiske Forudsætninger. Til Gengæld har mange
Skr fra den Tid et stærkt spekulativt Præg; en
Sag, der saaledes drøftes i det uendelige, er, om
man, med de saakaldte »Præformister«, skal
antage, at den kommende Organisme ligger fuldt
færdig »indkapslet« i Ægget (ell. Sædfimet) -
kun usynlig for vore ufuldkomne Sanser -, ell.
om man, med de saakaldte »Epigenetikere«, skal
tro, at den først lidt efter lidt udformes af et
ensartet Grundstof. Et vigtigt Skridt fremad
kom først med Caspar Friedrich Wolff
(1733-94), der dels paaviste Uholdbarheden af
»Indkapslingsteorien«, dels leverede en
fortræffelig Undersøgelse af Organdannelsen hos
Kyllingen. - Det store Opsving, som Zoologien tog i
Beg. af 19. Aarh., og som navnlig skyldes
Cuvier’s Virksomhed som Anatom, virkede ogsaa
fremmende paa E.; 1828-37 udgav saaledes
Karl Ernst von Baer, Skaberen af den
moderne E., sit berømte Hovedværk »Ueber
Entwickelungsgeschichte der Tiere«, en Bog, der
udmærker sig ikke mindre ved sin Rigdom af
nøjagtige Iagttagelser, end ved den overalt
fremtrædende, sunde Kritik. Paa det af von Baer
skabte Grundlag har senere en stadig voksende
Skare af Undersøgere bygget videre; af
saadanne kan nævnes R. Remak, A. Kölliker
og W. His, som især har beskæftiget sig med
Hvirveldyrene, medens Johannes Müller
og navnlig de to russ. Forskere A.
Kowalewsky og E. Metschnikoff med
Forkærlighed studerede de lavere Dyr. Den
rivende Udvikling, som E. er undergaaet i
sidste Halvdel af 19. Aarh., staar i øvrigt i nøje
Forbindelse med andre Fremskridt paa den
zool. Forsknings Omraade; saaledes var,
navnlig af Th. Schwann (1839), Cellens Bet. som
»elementær Bygningsenhed« for alle Organer
blevet fremhævet; allerede herved, men dog i
Særdeleshed efter at de finere Forhold ved
Cellernes Formering i Slutn. af 1870’erne var
blevne udredede af E. Strasburger og W.
Flemming, aabnede der sig Mulighed for
at trænge til Bunds i alt, hvad der hedder
Dannelse og Vækst af Organismens enkelte Dele.
For den rette Opfattelse af Sædfimets og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
