Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Emolet, en tidligere, vistnok især i det norske Bysprog alm. Betegnelse for den lille Multiplikationstabel - Emollientia (lat.), opblødende, blødgørende Lægemidler - emollitio cerebri, d. s. s. Encefalomalaci. - Emollition (lat,), opblødt Tilstand, bruges i Lægevidenskaben om en sygelig Forandring af Vævsdele - Emolument (af lat. emoluméntum), Fordel, Gevinst, Indtægt, navnlig Biindtægt. Smlg. Embedsemolumenter. - Emotion kaldes Overgangsformerne mellem de egentlige Følelser og de autopatiske Affekter - Emotionsneurose, Nervelidelse som skyldes Sindsbevægelser, Sorg, Skræk e. l. - Emoy, se Amoy. - Empaisme (gr.), Indlægning af Metal i Staal og af Guld i Sølv; Empaistik, Kunsten at udføre saadanne Arbejder. - Empecinado, Juan Martin Diaz, kaldet el E., sp. General (1775-1825) - Empedokles fra Akragas, gr. Filosof (c. 483-23 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Multiplikationstabel (af plattysk Enmalens,
højtysk Einmal-Eins, een Gang een, jfr Holberg
(»Peder Paars« 2. Bogs 1. Sang). I Litteraturen
anvendes Ordet bl. a. af Wessel (»Kærlighed
uden Strømper«, 5. Optog 7. Optrin).
V. D.
Emollientia (lat.), opblødende, blødgørende
Lægemidler, saaledes især forskellige Slags
Omslag (med Havregrød, Hørfrøafkog, Blyvand og
Havresuppe, Vand o. s. v.).
Lp. M.
emollitio cerebri, d. s. s.
Encefalomalaci.
Emollition (lat.), opblødt Tilstand, bruges i
Lægevidenskaben om en sygelig Forandring af
Vævsdele, hvorved disse taber deres finere
Bygning og danner som en blød, jævn Grød. Særlig
benyttes Udtrykket emollitio cerebri, se
Encefalomalaci.
Lp. M.
Emolument (af lat. emoluméntum), Fordel,
Gevinst, Indtægt, navnlig Biindtægt. Smlg.
Embedsemolumenter.
Emotion kaldes Overgangsformerne mellem
de egentlige Følelser og de autopatiske Affekter,
som vedrører selve det personlige Jeg (se
Affekt). Befinder A sig i en ell. anden Situation,
som medfører en udpræget Affekt, Vrede,
Frygt e. l., saa er Affekten givet som
umiddelbar, personlig Oplevelse. Hører A derimod, at
en Ven ell. kær Slægtning befinder sig i en
saadan Situation, saa kan han paa dennes, B’s,
Vegne føle ganske den samme Sindsbevægelse,
kun maa denne Tilstand betegnes som sympatisk
Affekt, da Sagen strengt taget ikke vedrører A
selv. Denne sympatiske Affekt vil nu
erfaringsmæssigt aftage i Inderlighed og Styrke, jo
fjernere B staar A; den er stærkere over for en
Bekendt end over for en Ubekendt, og i sidste
Tilfælde stærkere, hvis B er A’s Landsmand,
end hvis han hører til en anden Nationalitet.
Yderligere modificeres den, hvis B slet ikke er
en eksisterende, men blot en opdigtet Person.
Ogsaa i saa Fald kan en Beretning om B’s
Oplevelser vække Sindsbevægelse hos A; ethvert
Digterværk har den Opgave at faa Læseren til
at »føle med« de skildrede Personer. Men
disse Sindsbevægelser faar et eget Præg ved
Bevidstheden om, at det dog ikke er
Virkelighed; selv om A virkelig føler Sorg, Harme ell.
Frygt, bliver disse Ulyst affekter ikke des mindre
æstetisk Nydelse. Og lykkes det slet ikke
Digteren at interessere Læseren for sine Personer,
saa vil man heller ikke føle Sindsbevægelse,
men kun vide, at en saadan er tilsigtet; i dette
Tilfælde betegnes Tilstanden som en blot
»forestillet« Følelse. Det er disse mangfoldige, mere
ell. mindre udpræget affektagtige
Overgangsformer, der betegnes som E. for at adskille dem
paa den ene Side fra de blot forestillede og
elementær æstetiske Følelser og paa den anden
Side fra de autopatiske Affekter. (Litt.:
Lehmann, »Hauptgesetze des menschlichen
Gefühlslebens« [2. Opl., Leipzig 1914]).
Alfr. L.
Emotionsneurose [-næ^u-], Nervelidelse som
skyldes Sindsbevægelser, Sorg, Skræk e. l.
Emoy [e’måj], se Amoy.
Empaisme (gr.), Indlægning af Metal i Staal
og af Guld i Sølv; Empaistik, Kunsten at
udføre saadanne Arbejder.
J. O.
Empecinado [æmpæþi’naðå], Juan Martin
Diaz, kaldet el E., sp. General (1775-1825),
en Bondesøn, traadte 1792 ind i Hæren og vandt
under Frihedskampen imod Franskmændene
1808-14 et anset Navn som Friskarehøvding.
Han blev 1814 til Løn Generalmajor og fik
Tilladelse til at antage Navnet E., som opr. var
et Øgenavn (»den begede«). Men allerede 1815
faldt han i Unaade hos Kong Ferdinand VII,
fordi han var med til at bede om Genoprettelse
af den fri Forfatning, og forvistes til Valladodid.
Efter Revolutionen 1820 blev han Guvernør i
Zamora og var en ivrig Forkæmper for
Frihedens Sag, men blev derfor 1823, da Enevælden
genoprettedes, fængslet og efter to Aars Forløb
dømt til at hænges. Henrettelsen blev et meget
uhyggeligt Optrin; thi E. gjorde Modstand imod
Bøddelen og blev derfor stukket ned af
Soldaterne.
E. E.
Empedokles [gr. -’kle.s] fra Akragas, gr.
Filosof (c. 483-23 f. Kr.), tilhørte en politisk
betydende Familie i Agrigent og spillede selv
en Rolle i Byens offentlige Liv. Stærkt paavirket
af Tidens forskellige filos. Retninger og af det
hele aandelige Røre i den hellenske Verden
optraadte E. ikke blot i sin Fødeby, men rundt
om i de gr. Stæder i Syditalien og paa Sicilien
som Taler og Lærer og drog omkr. som Læge
og Mirakelmager med markskrigende Reklame.
Af hans i Verseform affattede Skr om Naturen
og om magiske Kunster er kun Brudstykker
bevarede. E. lærer, at intet i Verden opstaar ell.
forgaar, men at al Forandring skyldes Blanding
og Adskillelse af de fire til Grund liggende
Urstoffer, de fire Elementer: Ild, Luft, Vand og
Jord. Principperne for Blanding og Adskillelse
kalder han Kærlighed og Had. Opr. er alt ved
Kærlighedens Eneherredømme forenet i een
Blanding, men efterhaanden faar Hadet
Raaderum, Elementerne adskiller sig fra hinanden, og
der opstaar nu Enkeltvæsener; denne Udvikling
fortsætter sig, indtil alt er splittet ved Hadets
Eneherredømme, hvori alle Enkeltvæsener
ophører at eksistere. Kærligheden vinder da atter
Magt og forener det adskilte, hvorved der paa
ny opstaar Enkeltvæsener, indtil Udviklingen
atter naar tilbage til det oprindelige,
Kærlighedens Eneherredømme, og dette periodiske
Kredsløb vedbliver at fortsættes. Af de
organiske Væsener opstaar Planterne først, derefter
Dyrene, der dannes af Dele, der først har
selvstændig Eksistens. Menneskets Forbindelse med
Omverdenen gennem Sansningen beror paa, at
Udstrømninger fra Sanseorganet og Objektet
forenes, og al Erkendelse beror paa Forening af
det ensartede. Den menneskelige Sjæl var efter
E. af Guderne forvist til Jorden, som var fuld
af Strid og Jammer, og dømt til lange
Vandringer. Ligesom E. her er under Indflydelse af
Pythagoræernes Sjælevandringslære, er han i
det hele lidet selvstændig, paavirket baade af
Parmenides og Heraklit, uden at det er lykkedes
ham at forene de forskellige Elementer til et
Hele. E.’s Lære har en halvt mytol. Karakter,
og selve hans Person blev snart indspundet i
Myter. Mest bekendt er vel den, der lader ham
forsvinde i Ætnas Krater.
W. N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
