Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Treasury); men 1885 foretrak Markis Salisbury
selv ved Dannelsen af sit første
Ministerium og igen 1895 Stillingen som
Udenrigsminister og lod første Skatkammerlord
overtage Hvervet som Regeringens Ordfører i
Underhuset (»Underhusets Leder«). Det er
Førsteministeren, som faar Opgaven at vælge de
andre Ministre (dog kunde Dronning Victoria
endnu 1892 hindre en enkelt Mands [Labouchère’s]
Udnævnelse) og at bestemme Regeringens alm.
Politik; han fører ogsaa senere et alm. Tilsyn
med alle Ministrenes Embedsførelse og
Udnævnelser, samt fremsætter de store Lovudkast, der
ikke særlig hører under en Fagminister, og
optræder som Regeringens alm. Ordfører. Iflg.
hans Indstilling udnævner Kongen Biskopperne
efter en Raadspørgsel af Domkapitlerne, samt
besætter de 120 høje gejstlige Embeder, hvortil
Kronen har Kaldsret. Skatkammerkansleren
(Chancellor of the Exchequer) er Finansminister
og udarbejder Budgettet; han er derfor altid
Underhusmedlem. Nu er der 5 Statssekretærer;
for det Ydre (Foreign Office), for det Indre
(Home Office), under hvem Politiet og
Strafferetsplejen samt Fængselsvæsenet henhører, for
Indien, for Kolonierne og for Krigen ɔ:
Landforsvaret. Flaadens Styrelse er underlagt
Admiralitetet, hvis »første Lord« er Minister, og
som desuden omfatter 5 »yngre« Lorder, deraf
4 Officerer og 1 Finansmand. Baade Flaade- og
Krigsministeren er næsten altid civile Mænd;
den sidste har til milit. Raadgiver Hærens Chef,
som indtil 1846 ogsaa hørte til Ministeriet og
endnu indtager en meget selvstændig Stilling i
alle Kommandosager. Til Hjælp for
Statssekretæren for Indien staar et Raad af 15 livsvarige
Medlemmer, hvoraf de 7 fornys ved Raadets
eget Valg; de kan kun fjernes ved
Parlamentsbeslutning. Lordkansleren (Lord Chancellor) er
vistnok den mærkeligste Figur i hele E.’s
Statsordning: han er paa een Gang et Slags
Justitsminister, Formand i Overhuset (siddende paa
»Uldsækken«) og i Højesteret samt i den
særlige Kanslerret, endvidere Overformynder og
Tilsynsmand med de offentlige Stiftelser; han
udnævner de andre Dommere og sammen med
Indenrigsministeren alle Fredsdommerne og
besætter endelig 720 Præstekald. Som
Storseglbevarer er han selvskrevet Medlem af
Kabinettet; det samme gælder om Seglbevareren (Lord
Privy Seal) og Formanden for Statsraadet, der
begge kun er Ministre uden Portefeuille. Til
Ministeriet hører endvidere Vicekongen og
Lordkansleren for Irland, samt Oversekretæren for
Irland, Generalpostmesteren, under hvem siden
1870 ogsaa Telegrafvæsenet hører, Formanden
for Handelskollegiet (Board of Trade) og
Formanden for Kollegiet for den stedlige
Forvaltning i E. og Wales (oprettet 1847 under Navn
af Fattigkollegiet, Poor Law Board, og siden
1875 tillige omfattende Sundhedsvæsenet),
Undervisningsministeren (siden 1902 President for
educational Board), første Kommissær for de
offentlige Arbejder og Bygninger, samt de to
ny Ministre, Sekretæren for Skotland (oprettet
1885; og for Landbrug (1889), og endelig
Kansleren for Hertugdømmet Lancaster (der indtil
1873 havde en Særstilling i Retsplejen), nu
nærmest en Minister uden Portefeuille. Som man
ser, har fl. Ministerier en kollegial Ordning,
medens de fleste er departementalt styrede.
Endvidere maa nævnes de 6 saakaldte
Law-Officers, der er Kronens jur. Raadgivere og
forsvarer dens jur. Lovforslag i Underhuset
ved Siden af at røgte deres Sagførerhverv for
Skranken, nemlig Attorney-General for E. og for
Irland, Lord Advocate for Skotland og
Solicitor-General for hvert af de 3 Riger. Resten af de
politiske Embedsmænd udgøres af »yngre«
Skatkammerlorder (3, i Reglen 1 for hvert
Kongerige) og af Undersekretærer for de
enkelte Ministerier, der som oftest vælges
saaledes, at de hører til et andet Hus end det, i
hvilket selve Statssekretæren ell. den
ligestillede Minister har Sæde, for at der altid kan
være en Fagmand i hvert Hus til at oplyse
forefaldende Spørgsmaal. Ved Siden heraf er
der »faste« Sekretærer, som ikke skifter med
de vekslende Ministerier, men vedligeholder
Traditionen og Embedsrutinen; enkelte mindre
Grene af Forvaltningen er nu henlagte under
faste Embedsmænd, medens de tidligere
styredes af politiske, altsaa skiftende Chefer.
Ministrene har kun Adgang til det Hus, hvortil de
hører; i Underhuset sidder de samlede paa den
saakaldte »Skatkammerbænk«, til højre for
Formandens Stol, medens deres Forgængere af
Modpartiet sidder paa den forreste Bænk til
venstre. De kan ikke ret vel forblive i deres
Embeder, saafremt de som
Underhusmedlemmer vrages i deres Valgkredse og ingen ny
aabner sig for dem. Ved Udnævnelsen til en
Post i Ministeriet skal de underkaste sig
Omvalg, derimod siden 1867 ikke ved en blot
Oprykning til en anden. De 8 højeste Ministre faar
en Lønning af 5000 £ og de lavere af 2000,
medens Undersekretærer og de »yngre« Lorder
kun faar 1000-1500, hvilke Summer efter eng.
Forhold ingenlunde er overdrevne, ja næppe
nok strækker til for at hævde deres Stilling.
Lordkansleren faar vel 10000 £, fordi han
tillige er Formand i Overhuset, og som Efterløn
5000; men det maa huskes, at han i Reglen
tidligere har været en anset Advokat og haft
langt større Indtægt. Ogsaa er der Adgang for
afgaaede Ministre - dog kun for 4 ad Gangen
- til at faa en Efterløn af 2000 £, saafremt
deres private Formuesforhold ikke tillader dem
at leve standsmæssig efter den Stilling i
Samfundet, som de ved deres Embede har vundet
(Disraeli oppebar i sin Tid en saadan Efterløn).
For Undersekretærerne er der lgn. Adgang.
Overhuset (House of Lords) er baade det
ældste og det fornemste af Parlamentets tvende
Huse. Det stammer fra de Raadsforsamlinger,
som de normanniske Konger holdt med deres
Lensmænd, i Lighed med de angelsachsiske
Kongers Witenagemot (ɔ: »Vismandsmøde«, hvad
et moderne Udtryk vilde kalde
Notabelforsamling). Denne Ordning vedligeholdtes i de senere
Parlamenter, men det afhang af Kongen, hvem
han vilde indkalde, og snart opstod en Lyst til
at udskille en Højadel, idet kun Jarlerne og en
Del af Baronerne indkaldtes, medens de
mindre Baroner smeltede sammen med den lavere
Adel og kun fik Valgret i Grevskaberne. Omtr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
