Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1300 blev Værdigheden arvelig, og dette gjaldt
ogsaa for de Peerer, som fra Richard II’s Tid
udnævntes ud af den lavere Adel, og hvem
det kgl. Patent gav Adkomst ligesom tidligere
Lensbesiddelsen og Indkaldelsen.
Peers-Værdigheden arves efter Førstefødselsretten, men alene
af Mænd, naar der kun er kvindelige Arvinger,
hviler den, indtil en mandlig Ætling er blevet
myndig (21 Aar gl). De yngre Sønner gaar
over i den lavere Adel, og Slægtens Sidelinier
synker efterhaanden ned i det menige Folk; det
hænder derfor ogsaa, naar en Peers-Slægt
synes uddød, at fjerne Slægtninge af ringe Stand
dukker op og godtgør deres Arveret. Til
Gengæld fornys Overhuset især fra rige
Godsejerslægter ell. ved Mænd, der har udmærket sig
som Statsmænd, Krigere ell. Jurister; i nyere
Tider er ogsaa Handelsmænd, Fabrikanter og
Forf. blevne ophøjede dertil. Fra 1678 indtil
1829 var de kat. Peerer udelukkede fra at tage
Sæde i Overhuset; 1885 udnævntes den første
Jøde til Peer. Overhuset, der i ældre Dage var
ret faatalligt, er især i det sidste Hundredaar,
ligesom Gehejmeraadet, blevet stærkt udvidet.
Det sammensættes nu (1918) af 2
kongelige Prinser, 2 eng. Ærkebisper og 24 Bisper
(de irske bortfaldt 1869 ved Statskirkens
Ophævelse), alle eng. (ell. rettere britiske) Peerer
610 i Tallet (nemlig 20 Hertuger, 29 Markis’er,
124 Jarler, 55 Viscounter og 382 Baroner) og 44
»repræsentative« Peerer, nemlig 16 valgte af de
skotske Peerer (86 i alt, deraf kun 35, som ikke
tillige er britiske) for hvert Parlaments
Varighed, og 28 valgte af de irske (163, hvoraf 80 ikke
er britiske) paa Livstid; endelig 3 livsvarige
lovlærde Lorder. Overhuset er altsaa nu
lige saa talrigt som Underhuset. Kongen kan
udnævne saa mange britiske Peerer, han vil
(derimod ingen skotske, faktisk heller ingen
irske), og et Forsøg paa at begrænse
Peers-Klassen til et bestemt Tal strandede 1719. Det har
aldrig været Skik at udnævne mange Peerer ad
Gangen, og da det 1832 syntes uundgaaeligt, for
at Valgreformen kunde føres igennem, undveg
man dette Skridt, der vilde have været
skæbnesvangert for Husets Anseelse. Siden 1760 er
Peerernes Tal vokset meget stærkt og især i den
nyeste Tid, medens ikkun 40 Slægter er
ophøjede før 1600 og kun 60 i 17. Aarh. Ret
mærkeligt er det ogsaa, at kun et lille
Mindretal til Stadighed deltager i Husets
Forhandlinger, i Reglen mellem 40 og 60, sjælden over
100; og efter Forretningsordenen er endda 3
nok til at tage Beslutning. Afstemning ved
Fuldmagt ophørte 1868. Ligesom Overhuset var det
ældste, var det ogsaa i fl. Aarh. det mægtigste,
og selv efter at Underhuset var traadt i
Forgrunden (fra 1640), øvede Peererne stor
Indflydelse paa dets Sammensætning. Først da dette
ophørte ved Valgreformen 1832, er Forrangen
utvivlsomt gaaet over til Underhuset; men dog
har Overhuset indtil den nyeste Tid været i
Stand til at forhale Reformer i Aarrækker
(saaledes Loven om Ægteskab mellem en
Enkemand og hans Hustrus Søster fra 1882 til 1907),
ja helt forhindre dem (saaledes 1895 Loven om
Irlands Selvstyre) ell. til at tiltvinge sig
væsentlige Ændringer, medmindre den offentlige
Mening har givet sig saa tydelig til Kende, at
det ser sig nødsaget til at give efter. Efter 1911
(se ndf. S. 231) maa dets Myndighed dog til en
vis Grad siges at være indskrænket til at give
et »udsættende Veto«. Overhuset er ikke alene
Domstol i Straffesager imod Peerer og
Peers-Fruer, fordi enhver Engelskmand skal dømmes
af sine Jævninge, men tillige Rigsret i politiske
Sager efter Underhusets Anklage imod Ministre
o. a. Statsforbrydere; den første Anklage af
denne Art rejstes 1376. Indtil 1876 var det endog
Højesteret for hele Riget, skønt Myndigheden
kun øvedes af de virkelig lovlærde Peerer.
Efter Retsreformen 1876 udgør disse tillige med
nogle ny Dommere den da oprettede Højesteret,
som vedblivende bærer Navn af Overhuset; dette
fik saaledes livsvarige Medlemmer, hvad det 20
Aar tidligere havde modsat sig. Senere har
Tanken om en større ell. mindre Omdannelse
af Overhuset fl. Gange været oppe, og 1908
fremsatte en Kommission af dette Hus et
fuldstændigt Forslag derom. Derefter skulde de britiske
Peerer ikke alle have arveligt Sæde, men kun
ligesom de skotske og irske vælge ud af deres
Midte en vis Mængde for hvert Parlaments
Varighed. Foruden disse udvalgte Peerer skulde de
Peerer, som havde været Ministre ell. haft andre
høje Embedsstillinger, have livsvarigt Sæde og
ligeledes 40 særligt udnævnte, samt nogle
Biskopper og nogle Repræsentanter for Kolonierne.
Men dette Forslag, der vilde gøre Overhuset til
en repræsentativ Forsamling, oven i Købet for
hele det britiske Rige, og derved give det en
friere Stilling, har ikke fundet Bifald hos det
liberale Parti og er ikke hidtil ført videre.
Underhuset (House of Commons) blev
som ovf. nævnt grundlagt 1265, idet der
indkaldtes 2 Medlemmer for hvert Grevskab og for
hver større By, og udskiltes omtr. 1340 som en
egen Forsamling. Det afhang indtil 1382 alene
af Kongens Tykke, hvilke Byer der hver Gang
blev indkaldte; men da fastsattes det, at alle
Byer, som fra gl Tid var vante til at vælge,
stadig skulde indkaldes. Derimod beholdt
Kongen Ret til at give Valgret til andre Byer, og
dette misbrugtes i høj Grad for at styrke
Kongens Indflydelse, idet Smaabyer medtoges, som
var særlig afhængige. Omtr. 1677 blev der sat
en Stopper herfor; men Parlamentet gjorde sig
da skyldig i den Fejl ikke helt at tage i sin
Haand det Hverv, Kongen hidtil alene havde
øvet, og foretog ingen Ændring i Listen paa
de repræsenterede Byer, saa at hverken de
udslettedes, der i Tidernes Løb havde tabt al Bet.,
ja stundom næsten helt ophørt at være til (»de
raadne Flækker«), ej heller de ny opvoksende
Stæder medtoges, hvor folkerige og driftige de
end var. Underhuset blev derfor efterhaanden
mere og mere et Vrængbillede af en
Folkerepræsentation, især da Valgretten i mange
Byer var saare indskrænket (stundom til
Byraadets Medlemmer ell. til smaa sluttede
Korporationer) og mange mindre Flækker var saa
afhængige, enten af Regeringen ell. af Peerer
o. a. Godsejere, at Parlamentsvalget var en ren
Formsag, idet Pladserne ligefrem bortgaves af
hine Stormænd (de saakaldte
»Kaaringsflækker«). Saadanne Valgflækker var endog
Genstand for Køb og Salg, fordi Rigmænd ønskede
at sikre sig politisk Indflydelse; ligeledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
