Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udelukkende var bygget paa Tallet. 1918 forhøjedes
Medlemstallet til 707 (før 1885 var der 658),
nemlig 492 for England, 36 for Wales, 74 for
Skotland og 105 for Irland. Dette Rige har
næsten 40 Medlemmer fl., end dets Folketal
giver det Adkomst til. I Storbritannien har hver
Kreds nu i Gennemsnit 70000 Indb. (fra 50000 til
100000). Der sidder 372 Medlemmer for
Grevskabskredse, 62 for Hovedstadskredse og 258 for
Storstadskredse ell. særlige Valgflækker, samt
15 for Universiteterne.
Opr. valgtes Underhuset paa ny ved hver
Indkaldelse af Parlamentet, og allerede 1376
lovedes en aarlig Samling, hvad dog først 1661
blev Regel. 1694 fastsattes Valg hvert 3. Aar,
men 1716 forlængedes Valgperioden til 7 Aar;
siden 1832 har den dog i Gennemsnit været 5,
hvad i lang Tid regnedes for at være en fast
Regel og 1911 lovfæstedes for Fremtiden. I gl.
Dage fik Medlemmerne baade Rejsepenge og
dagligt Vederlag udredet af deres Vælgere, men
denne Ordning ophørte 1660. I den nyeste Tid
oppebar enkelte Arbejderrepræsentanter en
saadan Godtgørelse, frivillig ydet af deres
Partifæller, og 1911 fastsattes et aarligt Vederlag for
alle Medlemmer af 400 £. Valgudgifterne
paahviler derimod Kandidaterne - der medgaar i
alt 2 1/2 Mill. £, foruden hvad Agitationen koster
- og derfor kan som Regel kun velhavende
Mænd søge Plads, skønt den tidligere
Valgbarhedscensus ophævedes 1858. Alle Dommere,
Forvaltnings- og Oppebørselsmænd, samt
Statens Leverandører er udelukkede fra
Valgbarhed; ligeledes den eng. og den skotske
Statskirkes samt den kat. Kirkes Præster, men ikke
de protestantiske Sekters, ej heller Officererne.
Siden 1872 foregaar Afstemningen hemmelig
ved trykte Stemmesedler, som Vælgerne mærker
i aflukkede Rum (ligesom Ordningen har været
herhjemme siden 1901). Valgbrevenes Prøvelse
er siden 1868 overdraget Dommerne for de store
Retter, men paahvilede tidligere Underhuset selv.
Allerede 1407 hævdede Underhuset med
Styrke, at Bevillingsmagten særlig tilkom det som
Skatteydernes Repræsentation, og 1671-76
sloges dette fast saavel for Skatte- som for
Udgiftsbevillingen, saa at Overhuset kun giver et
formelt Samtykke dertil. Men skønt dette ikke
kan ændre Udgiftsbevillingen
(Appropriationsbill), hævdede det dog 1909 sin Ret til at
forkaste den helt, for derved at fremtvinge ny Valg
til Underhuset (»Appel til Folket«). Siden 1860
vedtages alle Ændringer i Skattelove paa
Budgettet. For yderligere at sikre Husets Magt gives
en stor Del af Skatterne kun paa eet Aar, og
efter 1689 maa Kongen ved den aarlige Mutiny
Act have Bemyndigelse til at holde en Hær.
Valget af Husets Formand skal dog formelt
stadfæstes af Lordkansleren i Kongens Navn,
skønt kun een Nægtelse faktisk har fundet Sted,
nemlig 1678; ligeledes fremtræder i Formerne
Underhuset altid som det ringere over for
Overhuset. Derimod har det i Virkeligheden -
især siden Valgreformen 1832 - formaaet at
hævde sin Overvægt ogsaa i den egentlige
Lovgivning, og i den allernyeste Tid er dette endog
formelt slaaet fast. Ved »Parlamentsloven« af 1911
fastsattes det nemlig, at saafremt et Lovudkast
i 3 paa hinanden følgende Samlinger er blevet
vedtaget af Underhuset, men forkastet af
Overhuset, kan det, medmindre Underhuset maatte
tage anden Beslutning, oversendes til kgl.
Stadfæstelse, uagtet Overhusets Samtykke fattes.
Formanden (Speaker, jfr den sv. Talman) var
i gl. Dage Husets virkelige Ordfører over for
Kongen, men er nu kun Dommer i alle
Spørgsmaal vedrørende Forretningsordenen og Husets
Særrettigheder, samt Ordstyrer i dets egl.
Møder; naar det, som det hedder, »gaar i Komité«
for at drøfte Lovenes Enkeltheder ell.
Bevillingsspørgsmaal, hvilket sker under friere
Former, indtages Forsædet af Næstformanden
(Chairman). Formanden vælges for et
Parlaments Varighed og er siden 1840 blevet
genvalgt, selv om Flertallet skiftede; han har
Embedsbolig i Parlamentshuset og 5000 £ om
Aaret, og naar han gaar af (efter 10-12 Aars
Tjeneste), ophøjes han til Peer og faar en
Aarpenge af 4000 £ for sig og sin første Arving. Til
at tage Beslutning kræves kun 40 Medlemmers
Nærværelse; synker Tallet herunder, kan Huset
»tælles ud«. Der er i Underhusets Sal egl. kun
Pladser til 306 Medlemmer foruden 124 paa
Galeriet, altsaa knapt til de 2/3.
Den næsten uindskrænkede Talefrihed, som
tidligere var Mindretallets kraftigste Værn, blev
1882 - som Følge af Irlændernes Misbrug -
væsentlig beskaaret. Derimod kan det endnu
siges, at »Kompromiset« spiller en Hovedrolle i
E.’s politiske Liv, saavel i Forholdet mellem de
tvende Huse som mellem de politiske Partier.
For at vinde en større Tilslutning til sine
Forslag foretrækker Flertallet jævnlig at søge en
mindelig Overenskomst med Mindretallet, selv
om det derfor skal gøre vigtige Indrømmelser,
fremfor at presse sin Villie igennem ved sin
Overvægt. Til Gengæld kendes heller ikke
Bestræbelser for igen at omstøde fuldbragte
Resultater. Siden Midten af 18. Aarh. er
Underhusets Møder offentlige, og 1771 tiltvang Wilkes
Bladenes Ret til at give Referater, medens der
først 1834 indrettedes formelige Tilhører- og
Referentpladser. Underhuset har Domsmagt over
for Fornærmelser imod dets Værdighed; det
kan kalde Fornærmeren for sin Skranke og
ikende ham Fængselsstraf efter eget Tykke; den
ophører dog, naar Parlamentet hjemsendes.
Allerede fra gl Tid har Parlamentet vundet Ret
til at føre Tilsyn med Statsstyrelsen, og denne
Ret bruger Underhuset i større Udstrækning
end nogen anden repræsentativ Forsamling, idet
alle mulige Spørgsmaal saavel fra den indre
Forvaltning som vedrørende Rigets Forhold
udadtil bringes paa Omtale under en ell. anden
Form. Ligeledes gøres stærk Brug af de
enkelte Medlemmers Forslagsret.
Medens Underhuset hævder Folkets
Indflydelse paa Lovgivning og Statsstyrelse, har ogsaa
Enkeltmands personlige og borgerlige Frihed
været sikret i større Maal og især i langt
tidligere Tid i E. end i de fleste andre Lande i
Europa. Grundsætningen i Habeas Corpus Act
fra 1679 er senere overgaaet til alle fri
Forfatninger; Forenings- og Forsamlingsfrihed er
næsten uindskrænket, og Dagspressen øver
større Indflydelse end noget andet Sted; allerede
1695 bortfaldt Censuren, og siden 1792 paakendes
Pressesager af Nævninger. Trosfrihed var alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
