Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Mønt, Maal og Vægt - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
III. Vægt. a) Avoirdupois-Vægt, alm.
Handelsvægt: 1 Pound Avoirdupois (lb,
lb avdp.) = 16 Ounces = 256 Drams = 7680
Grains = 453,5927 g. 1 Ton = 20 Hundredweight
(cwt.) à 4 Quarters (qr.) à 2 Stones = 2240 lbs
= 1016,04754 kg. 21 1/5 Ton = 1 Keel Kul, 53
Cwt. (1/8 Keel) = 1 Newcastle Chaldron,
og 24 Cwt. = 1 London Chaldron Kul. b)
Troy-Vægt. 1 Pound Troy = 12 Ounces
= 5760 Grains = 373,242 g. 1 Ounce 1) = 20
Pennyweights (dwt.) à 24 Grains, ell. 2) efter
Decimalinddeling (Tusindedele) som Bank of E.
o. a. ell. 3) som Medicinalvægt = 8 Drams à
3 Scruples à 20 Grains. 175 Troy-Pund =
144 lbs avdp.
(N. J. B.). Th. O.
Sprog.
Det eng. Sprogs Historie begynder med de
germanske (gottonske) Stammers Erobring af
Britannien og deres Fortrængen af de der hidtil
talte Sprog (kelt. Dialekter, delvis ogsaa i
Byerne Latin). Efter gl Overlevering bestod
Erobrerne af 3 Stammer, Angler, Sakser og
Jyder; Anglerne besatte den største og nordligste
Del af Landet; Sakserne det meste af den sydlige
Del (smlg. Landskabsnavnene Essex, Middlesex,
Sussex og Wessex), og Jyderne Kent samt Øen
Wight. M. H. t. Jyderne er dog at mærke, at
de ikke kan have været Jyder i den Forstand,
hvori vi nu tager Ordet, om danske Beboere af
Halvøen Jylland. Der er ikke i den overleverede
kentiske Dialekt noget som helst, der tyder paa
nordisk Afstamning ell. større Slægtskab med
Dansk end i de andre gl. eng. Dialekter. Man
har derfor stillet de eng. »Jyder« sammen med
de i lat. Kilder nævnte Euthiones ell. Saxones
Eucii, der sandsynligvis boede ved den østlige
Kyst af Nordsøen (H. Møller, »Das altengl.
Volksepos« 1883, S. 88). Ogsaa arkæologiske
Forhold tyder paa, at de Stammer, der
koloniserede Kent og Wight, har været forsk. fra de
angelske og saksiske, og fl. Spor viser hen til
Rhin-Dalen som deres sandsynlige
Udgangspunkt (Thurlow Leeds, The Archæology of
the Anglo-Saxon Settlements, Oxford 1913). Hvad
Anglerne angaar, er Meningerne stærkt delte;
efter Beda skulde de stamme fra det
sønderjyske Landskab, der endnu bærer Navnet
Angel (tysk Angeln), og dette skulde efter deres
Udvandring have henligget øde mellem
Jydernes og Saksernes Lande. I Tilslutning hertil
antager mange, at Anglerne kom til England fra
slesvigske (og muligvis holstenske) Egne, medens
A. Erdmann (»Heimat und Name der Angeln«,
Upsala 1891) har gjort et Forsøg paa at hævde,
at de var den Stamme af dette Navn, der
nævnes af Tacitus paa en saadan Maade, at man
naturligst maa hensætte dem til Egnen ved
Elben og Saale som Varinernes Naboer, og som
ogsaa af Ptolemaios nævnes som dengang (d.
v. s. i 2. Aarh.) boende ved Midten af Elben;
derfra er saa rimeligvis Hovedmassen af
Stammen sejlet op langs denne store Flod; men at
der dog længe efter har været Rester tilbage i
deres opr. Egn, ses af, at vi fra Karolingertiden
har en Lex Angliorum et Werinorum hoc est
Thuringorum, der af forsk. Grunde ikke kan
have været en Lov for de egl. Thüringere, men
for de inden for det gl. Thüringerrige bosatte
nedertyske Angler og Varinere; endvidere har
vi fra Tiden omkr. Aar 1000
Sprogmindesmærker fra Merseburg, der skulde udvise
Overensstemmelser med Oldengelsk og Frisisk. Alt
dette er meget tvivlsomt. Saksernes Hjemstavn
var sandsynligvis Holsten og de dertil mod S.
grænsende Strækninger.
Indvandringen til de ny Bopladser fandt
naturligvis ikke Sted med eet Slag, men tog fl.
Aarh. fra Slutn. af 4. Aarh. Til Trods for
talrige indbyrdes Kampe har de forsk. Stammer
dog følt sig som en Enhed, og sprogligt er der
i alle de overleverede Mindesmærker mange
Fællestræk, der adskiller Sproget i E. fra alle
de beslægtede kontinentale Dialekter; af disse
ligger de frisiske nærmest, saa at man antager
en anglo-frisisk Gruppe, der hører nøje
sammen med de vestgermanske Sprog, men i
enkelte Ting danner et Mellemled mellem disse
og de nordiske. Det er næppe sandsynligt, som
antaget af Chadwick (The Origin of the
English Nation, Cambridge 1907), at der allerede
paa Fastlandet har fundet en Sammensmeltning
Sted af Anglerne og en Del af Sakserne;
Enheden er først blevet til paa den britiske Ø (se
Hoops, »Angelsachsen« i »Reallexikon der
germanischen Altertumskunde«, I). Enhedsfølelsen
viser sig sprogligt deri, at baade de af
Germanerne tilbagetrængte Keltere og Erobrerne
selv havde et Fællesnavn for alle disse sidste,
omend Navnet ikke blev det samme, idet de
første kaldte alle deres Overvindere for
»Saksere« (paa Kymrisk betyder endnu den Dag i
Dag Sais Englænder), medens disse selv snart,
uden Hensyn til den opr. Stamme, kaldte sig
Engle (= Anglere); Landet kaldtes dels
Angelcynn, dels (senere) Englaland, og Sproget
Englisc, en Benævnelse, der f. Eks. stadig
bruges af den Vestsaksisk skrivende Kong Alfred
om hans eget Sprog i Modsætning til Latin.
Navnet Angelsakser er i gl Tid sjældnere; det
synes fra først af brugt om de »engelske«
Saksere i Modsætning til »Oldsakserne«, d. v. s.
de paa Fastlandet blevne Saksere; i senere
Tider er det imidlertid blevet opfattet som
sammensat med Bet. Angler + Sakser og
benyttedes som Betegnelse for den germanske
Grundbefolkning før 1066, altsaa som
Modsætning dels til Kelterne, dels til Danskerne, dels
til de fr. Normanner og til den senere Periode,
da den normanniske Erobring paatrykte E.’s
hele aandelige Habitus sit Præg. Det var en
Tid lang i 19. Aarh. Skik i Strid med de gl.
Englænderes egen Praksis at bruge
Benævnelsen »angelsaksisk Sprog« om Sproget i
England før Erobringen af 1066 og først at tale om
et eng. Sprog efter 1066, en Terminologi, der
imidlertid er uheldig, bl. a. fordi den let fører
til at overvurdere Bet. af denne Erobring for
Sprogets Historie, og som derfor nu mere og
mere forlades til Fordel for den mere rationelle
og med Periodeinddelingen i beslægtede Sprog
stammende Inddeling i en oldengelsk, en
middelengelsk og en nyengelsk Periode. Her skal
endnu nævnes, at i populær Sprogbrug
benyttes Ordet Angelsaksisk ogsaa som
Fællesbetegnelse for de forsk. engelsktalende Folk (i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
