Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
normannisk Tid domineres det ydre af et mægtigt
Korsskæringstaarn, og selv om der kan findes
Vesttaarne, er de sjældent sammenkomponerede
med Vestfaçaden, der beherskes af enkelte, store
Vinduer ell. udformes til en dekorativ Prydvæg
med mange Rækker af Blendarkader over
hinanden og foroven vandret afsluttet. Efter
normannisk Tradition blev de vandrette Led stærkt
fremhævede, næsten paa Trods af Gotikkens
Væsen. Gesimserne akcentueredes ved kraftige
Profiler ell. Tinder, Taarnene mangler i Reglen
store Spir; det virker, som om den britiske
Nøgternhed har kappet Hovedet af Gotikkens
Himmelstræben. Stilens tre Hovedstadier
betegnes sædvanlig ved Navnene Early english,
Decorated og Perpendicular style. Early english,
der herskede i 1200’erne og prægede Bygninger
som Westminster Abbediet og Domkirkerne i
Lincoln, Chichester og Salisbury, særtegnes ved
mange normanniske Træk baade i Dekoration
og Struktur, f. Eks. runde Arkadepiller, hvorom
der nu grupperedes fritstaaende, slanke
Smaasøjler uden organisk Forbindelse med
Hvælvingsribberne. Tidligt optræder i E. Kølbuer og
kurveliniet Stavværk, beslægtet med Fastlandets
Flammeværk (smlg. Flamboyant), og 14.
Aarh.’s Decorated Style (f. Eks. i Ely, Exeter,
York og Lichfield) har sit Navn efter den rige
Dekoration. I Løbet af 15. Aarh. forandrede
Stavværket atter Karakter og blev gitteragtigt
og retliniet, svarende til Stilnavnet
Perpendicular. De meget fladt spændte Spidsbuer, de lave,
fortrykte Kølbuer (Tudorbuer) og de med stive,
vifteformede Ribbenet beklædte Hvælvinger giver
den eng. Sengotik et halvt nøgternt, halvt
fantastisk Præg (Winchester, Westminster Abbedi).
Ejendommelig for eng. Gotik er ogsaa de rigt
dekorerede aabne Tagstole, der forekommer
baade i mindre Kirker og i verdslige Bygninger.
Af middelalderlige Profanbygninger ejer E. en
Mængde normanniske Borge med Donjoner,
gotiske Slotte, Borgerhuse af Bindingsværk
og anselige Universitetsbygninger (f. Eks. Kings
College i Cambridge), og ikke mindst gennem
dem voksede Gotikken sig saaledes ind i
Nationens Liv, at den aldrig fuldstændig fortrængtes
af de senere Stilarter.
Den dekorative Ungrenaissance traadte
tidligst frem i Værker af ital. Kunstnere som
Torregiani, Rovezzano og G. da Majano (c. 1510-
1520), hvis Terrakotta-Dekorationer
indarbejdedes i sengotiske Helheder (f. Eks. Sutton Place).
Snart efter fulgte H. Holbein’s ornamentale
Arbejder og efter 1550 en stærk tysk-nederlandsk
Paavirkning, der ogsaa særlig gjorde sig
gældende i det dekorative. Mange store
Herresæder byggedes i Elisabeth style, men skønt
den nordiske Renaissances Rigdom skulde synes
at passe saa godt for Datidens eng. Samfund,
er de mest nationalt prægede Værker dog enkle
og beherskede. Og da den ital. Senrenaissance
for Alvor optoges, valgte den banebrydende
Mester, Inigo Iones, betegnende nok den strenge
Palladio som sit Forbillede (Whitehalls
Banquetting House efter 1619) og viste saaledes Vejen
ogsaa for de kommende Slægter. Sir
Christopher Wren, der ledede Londons Genopbyggelse
efter den store Ildebrand 1666, og hvis
Hovedværk er den store Paulskatedral, var vel skolet
i Frankrig og stærkt paavirket af den samtidige
Louis XIV-Stil, men netop denne var jo ret
behersket og kølig, akademisk og korrekt. Den
viltre Barok faldt ikke i Englændernes Smag.
Den optoges hverken af Wren’s Samtidige som
Vanbrugh ell. af hans Elever som Hawksmoor;
tværtimod fastholdt de eng. Arkitekter gennem
18. Aarh. med Forkærlighed palladianske
Former; det gælder Kent, den eng. Havekunsts
Skaber, Gibbs og Chambers, der dog var
paavirket af kin. Smag. End ikke i
Kunsthaandværket fik Rokoko’en frit Spil; allerede c. 1700
udviklede Møbelkunstnerne en særegen, nøgtern
Queen Anne-Style, og dens Traditioner levede
senere videre (smlg. Chippendale), indtil
man gik over til Nyklassicismen. Det var en
eng. Arkitekt, som skabte Tidens første nye
Opmaalingsværk af antikke Bygninger (Woods
Palmyra 1753), og stor Bet. fik Stuart og Revett’s
Gengivelser af Athens Oldtidsarkitektur (1762).
I Opmaalingsarbejderne deltog ogsaa Robert
Adam og hans Brødre som Bannerførere for
den bevidst antikiserende Retning, der trods
alt Slægtskab følte sig i Opposition mod
Palladio og I. Jones, og som dog ikke mindst i det
opblomstrende eng. Kunsthaandværk fastholdt
meget af Fortidens gode Traditioner (smlg.
Møbelkunst, Wedgwood) og derved
bevarede en særlig eng. Stilnuance. Under
Empiren og efter Napoleonskrigene udviskedes dette
Særpræg; det 19. Aarh.’s nyklassiske Værker
er mere slavisk kopierende (Inwood’s
Pancratiuskirke, Smirke’s British Museum), og i
Opposition mod Antikken søgte man da tilbage til den
hjemlige Gotik, som aldrig havde været helt
forladt, og som, omend uden dybere Forstaaelse,
var prøvet baade af Palladianere og
Nyklassicister fra Wren til G. Dance. De berømteste
Nygotikere blev nu Pugin og Barry, det største
nygotiske Arbejde Parlamentshuset i London
1840-52, der benytter sengotiske Motiver,
medens Scott i Kirkebygninger genoptog
Unggotiken. Snart var man i E. som andetsteds
inde paa en Kopiering af Alverdens Stilarter (f.
Eks. Waterhouses naturhist. Museum i London,
med Renaissance-Terrakotta). Men
interessantere og mere national er den friere Retning, der
udgik fra Ruskin’s Skribentvirksomhed og
førtes ud i Livet af Will. Morris, hvis »røde Hus«
(af Phil. Webb) var banebrydende for eng.
Husarkitektur. Til denne Retning sluttede sig den
alsidige og produktive Normann Schaw, og af
den fremvoksede den moderne »Studio-Stil«,
Forgængeren for alle Forsøg paa at skabe en
selvstændig moderne Stil. I de seneste Aaringer
er den friere Retning fortsat bl. a. af Voysey
og Harrison Townsend, medens andre Arkitekter
er vendt tilbage til Palladianismen.
Flere af de særlige eng. Stilnuancer har haft
Bet. for Nordens Bygningskunst især i den ældre
Middelalder og i Slutn. af 18. Aarh. Den
normanniske Stil og Early English har paavirket
Norges gl. Kirkebygninger og spores i al Fald
i danske Kirkers Enkeltheder, og eng.
Palladio-Stil er kendelig i dansk Nyklassicisme, ligesom
det særegne eng. Kunsthaandværk mærkes
allerede i Beg. af 18. Aarh. og fik stor Bet. for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
