Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongedømmet ogsaa hurtigt blev alm. Det var som hos
de fleste andre germanske Folk arveligt inden
for den enkelte Slægt, der nedledte sin
Herkomst fra Wodan; Kongens Magt beroede for
en stor Del paa Størrelsen af hans Hird, men
var for øvrigt i den ældste Tid stærkt
indskrænket af Folkeforsamlingen, der raadede over
Krig og Fred, og de enkelte Bestanddele, hvoraf
Rigerne var sammensatte, nemlig Hundredet og
Shiret, havde et vidtstrakt Selvstyre. Den
folkevalgte ealdorman, en Afløser af de gl.
Høvdinger, der stod i Spidsen for hvert Shire og
anførte dets vaabenføre Mandskab i Krigen,
havde saaledes fra første Færd en langt større
Indflydelse end den af Kongen indsatte
Shiregreve (sherif), der førte Opsyn med Kronens
Godser i Distriktet og oppebar dens Indtægter,
hovedsagelig bestaaende i Rettertingsbøder o. l.
- Samfundsforholdenes demokratiske Karakter
forsvandt dog temmelig hurtigt og afløstes af
en Tilstand i Lighed med den, der i disse Aarh.
udviklede sig paa Fastlandet. I Modsætning til
de første Erobringskrige var de idelige Fejder
mellem Rigerne til liden Baade for de smaa
Frimænd, der tillige begyndte at trykkes af
hidtil ukendte Statsbyrder, den saakaldte
trinoda necessitas, det vil sige Krigstjeneste og
Statshoveri omtr. svarende til det danske Inne,
Stud og Leding. Mange Frimænd gav sig derfor
frivillig ell. nødtvungen ind under en Stormand,
af hvem de fik deres Ejendom tilbage som
Fæste, saaledes at han blev deres Hlaford.
Samtidig blev de smaa Bønder mere og mere
ukrigerske, og Hærens Hovedkerne var derfor
Hirden, der stadig forøgedes og nu var spredt
over hele Landet, medens Thegnere tidligere
fortrinsvis havde levet i Kongens Gaard.
Enhver fri Mand, der var i Stand til at tjene i
fuld Rustning, kunde blive Thegn og fik som
saadan visse Rettigheder over sine Fæstere,
uden at dette dog førte til en Opløsningstilstand
som f. Eks. i Frankerriget, ligesom der heller
ikke skabtes et egl. Lensaristokrati, idet
Thegnen som oftest besad sin Jord som fuld
Ejendom, ikke som Len. Resultatet af denne
Udvikling var socialt en stærk Formindskelse i de
fri Bønders Tal og en Sondring af Folket i
forskellige skarpt afgrænsede Klasser, saaledes
som det navnlig viser sig i Bødesystemet, idet
der betaltes forsk. Mandebod efter de forsk.
Klasser. Politisk blev Følgen, at
Folkeforsamlingens Magt gik over til Stormændene, der
udøvede den gennem Witenagemotet ɔ: de vise
Mænds Møde, et Raad, der sammenkaldtes af
Kongen og bestod af Ealdor-Mændene, de
vigtigste Thegner samt Bisperne. Thi E. var nu
atter blevet kristnet. Alt i Romertiden havde
Kristendommen vundet Fodfæste paa Øen, men
den var gaaet til Grunde under
Erobringskampene. Kong Æthelbert af Kent, hvis Hustru,
den frankiske Prinsesse Bertha, var Kristen,
lod sig imidlertid døbe 597 af Pave Gregor den
Store’s Udsending Augustin, der grundede
Ærkesædet i Canterbury. Herfra bredte
Kristendommen sig over hele Øen, og allerede 627 stiftedes
Ærkebispedømmet i York; senest antoges den ny
Lære i Sussex (686). Samtidig med, at rom.
Missionærer trængte frem fra S., havde
Udsendinge fra den irske Kirke, Kuldæer-Kirken
(s. d.), virket i Nordengland, og det var i nogen
Tid tvivlsomt, hvilken af de to Retninger, der
skulde gaa af med Sejren, indtil endelig
Northumbrernes Konge, Oswio, paa Synoden i Whitby
(664) erklærede sig for Romerkirken, der dog
lærte meget af sin Modstander. Katolicismen fik
saaledes i E. et langt folkeligere Præg end paa
Fastlandet, ligesom der i den eng. Kirke rørte
sig et paa den Tid ukendt Aandsliv, og medens
Bogsproget i det øvrige Europa var et
barbarisk Latin, begyndte der i E. at udvikle sig
en Litt. paa Modersmaalet.
I politisk Henseende var den stadig fortsatte
Kamp med Briterne nu udelukkende tilfaldet
de tre Hovedriger Wessex, Mercia og
Northumberland, af hvilke de 4 andre som oftest var
afhængige. Den i Øjeblikket mægtigste Konge
synes at have ført Titlen Bretwalda, men hans
Overherredømme beroede udelukkende paa hans
personlige Magt. Northumberland var fra
første Færd det mægtigste, indtil ved Midten af
7. Aarh. Magten gik over til Mercia. Kong Offa
af Mercia undertvang omkr. 800 Kent, Essex
og Wessex, men det lykkedes Kong Egbert af
Wessex lidt efter lidt at gøre sig til Herre
over alle syv Riger, saaledes at man fra c. 829
plejer at tale om E. som eet Rige. Dog
vedblev der endnu i lang Tid at eksistere næsten
uafhængige Underkonger, og den løse Enhed fik
snart en farlig Fjende i Normannerne, de
danske og norske Vikinger, der 793 første Gang
viste sig i E., hvor de plyndrede Lindisfarne.
I Beg. optraadte de kun som Sørøvere, der
gjorde Strandhug paa Kysterne; men fra Midten
af 9. Aarh. søgte de at erobre sig Land og vinde
faste Boliger. Nordengland blev først erobret og
udplyndret (867), og 871 rettede de deres Angreb
mod selve Wessex, hvis Konge, Alfred den
Store (871-901), efter en tapper Modstand
maatte flygte. Han vendte dog hurtig tilbage og
overvandt de Danske ved Ethandun (Edington
i Wiltshire) (878); disses Høvding Gudrum
sluttede nu Fred, lod sig døbe og anerkendte
Alfred’s Overherredømme. Ved Forliget i
Chippenham blev E. tvedelt, saaledes at alt, hvad der
laa N. f. den store Watlingastreet, Romervejen,
der førte fra London til Chester, d. e.
Northumberland, en Del af Mercia og Østangel, tilfaldt
de Danske, efter hvem det fik Navnet Danelagen.
Allerede Kong Alfred, i alle Maader en
udmærket Hersker, der sørgede godt for sit Folks
aandelige og materielle Kultur og styrkede
Landets Forsvarsvæsen, erobrede noget af
Danelagen tilbage, og hans Søn og Efterfølger
Edvard (901-25) tvang Vikingerne til at
anerkende sin Overhøjhed. Da de derpaa i Forbund
med den skotske Konge rejste sig mod Kong
Æthelstan (925-40), led de et stort Nederlag ved
Brunnanburg (937). De flg. Konger Edmund,
Edred og Edwig fortsatte Kampen mod dem, men
efterhaanden indtraadte der et venligere
Forhold, og de to Folk begyndte at smelte
sammen. Under Ethelred den Raadvilde (979-1016)
begyndte imidlertid Vikingerne, bl. a. anførte af
Olaf Tryggvason og Sven Tveskæg, deres
Anfald paa ny, og Kongen, der laa i stadig Strid
med Stormændene, viste sig ude af Stand til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
