Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsvare sit Rige. Gentagne Gange købte han
dem bort, hvad der gav Anledning til den
første alm. eng. Landeskat, Danegælden, og da dette
Middel udøvede den modsatte Virkning, lod han
1002 paa St Brixcii Dag (13. Novbr) en stor
Mængde Danske myrde. Men Sven Tveskæg
hævnede sine Landsmænd og kæmpede fra nu af
med Landets Erobring for Øje; 1013 var hele E.
i hans Vold, og Ethelred maatte flygte til
Normandiet. Det flg. Aar døde Kong Sven, og hans
Mænd valgte Sønnen Knud til Konge i E.;
Ethelred vendte tilbage og genoptog Kampen,
der med større Held fortsattes efter hans Død
(1016) af hans tapre Søn Edmund Jernside.
Denne vandt efter Slaget ved Assandun (1016)
det halve Rige tilbage, men døde s. A. Knud
den Store blev nu Enehersker og optraadte
ikke mere som Erobrer, men som indfødt
Fyrste. Han ægtede Ethelred’s Enke, den
normanniske Prinsesse Emma, og sendte største Delen
af sine danske Tropper hjem, dog beholdt han
6000 ell. 3000 Mand tilbage som en staaende
Hær, det saakaldte Vederlag ell. Thingmannalid.
E. blev Hovedlandet i hans store Rige, dets gl.
Love holdt han højt i Ære, og de 4 store
Jarledømmer, Wessex, Østangel, Mercia og
Northumberland, i hvilke han delte Landet,
betroede han snart til indfødte Stormænd;
Godwin havde saaledes Wessex inde, og i Mercia
var Leofric Jarl. Efter Knud’s Død (1035) udbrød
der Strid mellem hans to Sønner Harald Harefod
og Hardeknud, mellem hvilke han havde tvedelt
Landet; den første døde 1040, og Hardeknud
blev derpaa Konge, men gjorde sig alm.
forhadt ved sin skændige Færd. Da han døde,
valgte Angelsachserne derfor Edvard
Bekenderen (1042-66), Ethelred’s Søn, der hidtil
havde opholdt sig i Normandiet, til Konge, og
Danskeherredømmet var til Ende. Dybe Spor
efterlod dette sig ikke, kun synes det, som om
de mange ny Kræfter havde forøget
Frimændenes Tal i Nordengland betydeligt. Edvard var
en svag og uselvstændig Fyrste, hvis Regering
var opfyldt af Strid mellem Kongens
normanniske Yndlinge og de indfødte Stormænd, af
hvilke Godwin var den mægtigste; medens
Leofric’s Æt besad de nordlige og vestlige
Jarledømmer, styredes Syden og Østen af hans
Sønner. Den betydeligste bl. disse var Harold, der
i Slutn. af Edvard’s Regering var den egl.
Hersker, og da Kongen døde barnløs, besteg han
Tronen. Men mod ham rejste Hertug Vilhelm af
Normandiet Krav paa Kronen, støttende sig paa
et Udsagn af Edvard og et Løfte, han tidligere
havde aftvunget Harold, og ved at optræde som
Hævner af en normannisk Ærkebisp,
Angelsachserne havde udjaget, fik han Kirken paa sin
Side. Medens Harold ventede paa et Angreb fra
denne Kant, meldtes det ham, at hans Broder
Toste, hvem han havde frataget
Northumberland, tillige med den norske Konge Harald
Haarderaade var landet ved Humber. Han ilede
imod dem og slog dem ved Standfordbridge,
hvor de begge faldt. Men samtidig landede
Vilhelm i Kent, og uden at faa Hjælp fra de Jarler,
han nylig havde reddet, maatte Harold drage
mod den ny Fjende. Ved Senlac stødte Hærene
sammen (14. Oktbr 1066), og de normanniske
Ryttere og Bueskytter viste sig de eng.
Øksemænd overlegne. Hele den angelsachsiske
Styrke blev oprevet, og Kongen selv faldt i Kampen,
om hvilken vi i Bayeux-Tapetet (s. d.) besidder
et interessant Minde. Stormændene valgte
Edgar Ætheling, en Sønnesøn af Edmund
Jernside, til Konge, men gjorde intet for at forsvare
ham; Vilhelm fik derfor London i sin Magt,
og Juledag 1066 kronedes han i
Westminster-Abbediet til E.’s Konge (1066-87). De nordlige
Egne, der fik Hjælp fra Danmark, gjorde i fl.
Aar Modstand, indtil de 1070 blev undertvungne
og haardt straffede.
II. Fra 1066 til 1485.
Vilhelm Erobreren var nu Herre over hele
E. og tvang tillige den skotske Konge til at blive
sin Lensmand. Følgen af Erobringen var, at
Overklassen hovedsagelig blev normannisk, og
Fransk det toneangivende Sprog i de højere
Kredse; for de lavere Klasser medførte den
derimod ingen væsentlig Forandring. Tillige blev
Lensvæsenet nu gennemført i E., hvor det dog
alt havde slaaet dybe Rødder. Vilhelm
opfattede sig som Edvard’s lovlige Arving og Harold
som en Usurpator. Alle Angelsachser, der ikke
havde ydet ham Bistand, fradømtes derfor deres
Godser, men de, der ikke havde gjort aktiv
Modstand, fik dem tilbage mod høje Bøder og
mod at tage dem til Len af Kronen; det
øvrige uddelte han til sine normanniske
Ledsagere. I Modsætning til den paa Fastlandet
gældende Sæd og Skik aflagde imidlertid ikke blot
Kronvasallerne, tenentes in capite, men ogsaa
disses Vasaller, Lensed til Kongen, hvorved
dennes Magt steg betydelig. Rundt om i Landet
byggedes der faste Borge for at holde Folket
i Ave, saaledes f. Eks. Tower i London, men
Kongedømmet havde dog mindre at frygte af
Angelsachserne end af de normanniske Baroner,
der baade under Vilhelm og hans nærmeste
Efterfølgere fl. Gange gjorde Oprør. For at
deres Magt ikke skulde blive alt for stor,
sørgede Vilhelm for, at Lenene ikke laa samlede,
men spredte over hele Riget, ligesom han
ophævede de gl. Jarledømmer. I det hele var
Kongemagten nu langt kraftigere end i den
angelsachsiske Tid, og Styrelsen blev mere
centraliseret. De højeste kgl. Embedsmænd var
Justitiaren, Kansleren og Kammermesteren (the
treasurer), der stod i Spidsen for Finans- og
Skattevæsenet; for at skaffe et paalideligt
Grundlag for dette lod Vilhelm 1085 den saakaldte
Domesdaybook (s. d.) affatte. Den
Indskrænkning, der havde ligget i Witenagemotet,
forsvandt, idet det afløstes af et Lensraad,
magnum concilium, hvortil Kongen sammenkaldte
Bisperne og enkelte af de store Kronvasaller
efter sit eget Tykke; dets Bet. var dog ringe,
da dets Beslutninger ikke var bindende for
Kongen. Det lokale Selvstyre lodes derimod urørt
af Erobringen; Hundrede- og Shire-Møderne
fortsattes stadig og blev den Spire, hvoraf E.’s.
fri Forfatning senere udviklede sig. Ligesom i
Staten blev ogsaa de højeste Poster i Kirken
besatte med Normanner, saaledes bl. a. selve
Ærkebispedømmet i Canterbury, der gaves til
den lærde Lanfranc, og den angelsachsiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
