Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Henrik VI, Konge i begge Riger (1422-61).
Faderen havde indsat hans Onkler Hertugerne
af Gloucester og Bedford til Formyndere henh.
i E. og Frankrig, og Bedford havde god
Fremgang mod Dauphinen, der var blevet udraabt
til Konge som Karl VII. Det vigtige Orléans
var nær ved at falde i hans Hænder, da Byen
befriedes af Jeanne d’Arc, hvis
Fremtræden gav Franskmændene nyt Mod og vakte
deres Nationalfølelse. Karl kronedes i Reims,
og det gavnede ikke Englændernes Sag, at de
fangede Pigen fra Orléans og brændte hende
som en Heks og Kætterske paa Torvet i Rouen
(1431). Hertugen af Burgund forligte sig med
Karl VII, og Englænderne mistede By for By.
Da Bayonne og Bordeaux erobredes 1451, var
Calais deres eneste Besiddelse paa Fastlandet.
I E. var Kong Henrik blevet myndig, men han
var lidet egnet til at regere, og Adelen
spillede Herrer. Den havde hidtil været optaget
af Krigen i Frankrig, nu var dens Kræfter løste,
og almægtig, som den var, begik den utallige
Overgreb. De lavere Stænder, der harmedes
over dette Regimente og over den stadige
Tilbagegang i Frankrig, saa hen til Hertug Richard
af York en Efterkommer af Edvard III’s yngste
Søn, som den eneste, der kunde tøjle
Stormændene. Under Anførsel af Jack Cade, en
irsk Eventyrer, gjorde Bønderne i Kent Oprør
og fordrede, at York skulde være Rigsforstander.
Dette skete virkelig ogsaa nogle Aar senere, thi
under Kongens Sindssygdom blev han
Protektor (1453-54). Uheldigvis kom Henrik sig atter,
og da York nu skulde nedlægge Magten, greb
han til Vaaben, og Rosekrigen begyndte
(1455), saaledes kaldet, fordi Huset York førte
en hvid og Lancaster en rød Rose i deres
Vaaben. Den var i Beg. en Strid mellem to
Adelspartier; men efter York’s andet Protektorat
(1455-56) blev det en Kamp mellem
Kongehusets to Linier. Understøttet af den mægtige
Warwick rejste Richard nemlig Krav paa Kronen,
og efter det sejrrige Slag ved Northampton
anerkendte Parlamentet ham som Arving med
Forbigaaelse af Henrik’s Søn Edvard (1460).
Samme Aar faldt Hertug Richard imidlertid
ved Wakefield mod Dronningen Margrete af
Anjou, der havde faaet Hjælp hos Nordenglands
vilde og krigerske Befolkning, men hans
Tilhængere samlede sig om Sønnen Edvard. Efter
Slaget ved Towton maatte Kong Henrik og
Dronningen flygte til Skotland, og Edvard IV
udraabtes til Konge (1461-83). Han støttede sig
særlig paa Borgerstanden, og betegnende for
hans Regering er det, at han efter sin
Tronbestigelse rettede sin Tak til Parlamentet, til
Underhuset, og ikke som forhen til Lorderne.
Dronning Margrete gjorde fl. Indfald fra
Skotland, men uden Held, og paa et af dem
fangedes Henrik VI (1465). Det saa saaledes ud, som
om Edvard’s Herredømme var sikret. Han
havde imidlertid ægtet Elisabeth Woodwille, og
ved at begunstige hendes Slægt fornærmede
han Warwick, the king maker, der desuden var
stemt for en Tilnærmelse til Frankrig, medens
Edvard ønskede at vinde det tabte tilbage.
Warwick flygtede efter en mislykket Opstand til
Frankrig, hvor Ludvig XI forsonede ham med
Dronning Margrete, hvis Søn Edvard ægtede
hans Datter Anna, og i Forening angreb de E.
Edvard IV maatte flygte, og Henrik VI besteg
paa ny Tronen (1470). Aaret efter vendte den
fordrevne Konge dog atter tilbage og overvandt
sine Modstandere ved Barnet og Tewkesbury;
Warwick og Prins Edvard faldt i Kampen,
Henrik VI blev myrdet, og af hele Lancaster’s
Hus var der kun den 14-aarige Henrik Tudor
af den uægte Linie Beaufort tilbage. Edvard
følte sig nu sikker paa Tronen og tænkte paa
at foretage et Krigstog mod Frankrig; men
næppe var han landet i Normandiet, førend
han lod sig bortkøbe af Ludvig XI. Dog fulgte
han Begivenhederne paa Fastlandet med
Interesse, og da hans Broder Clarence vilde ægte
Karl den Dristige’s Datter Maria for derigennem
at arve det burgundiske Rige, lod han ham
anklage som Højforræder og sætte i Tower, hvor
han efter Sagnet blev druknet i et Fad
Malvoisier. Efter Edvard’s Død besteg hans unge Søn
Edvard V Tronen, men Farbroderen Richard
af Gloucester fangede Drengen og hans yngre
Broder Richard af York og lod sig
udnævne til Protektor (1483). Kort efter
erklærede Parlamentet Edvard IV’s Ægteskab for
ugyldigt og overdrog Kronen til Richard, der
lod sine Brodersønner myrde i Tower. Han
regerede godt, men Rygtet om Børnenes Mord
vakte Befolkningens Afsky. Alle sluttede sig til
Henrik Tudor, der landede i E. Juni 1485,
og i Slaget ved Bosworth (1485) faldt Kong
Richard. Paa selve Slagmarken blev Henrik
udraabt til Konge, og uden nærmere Motivering
vedtog Parlamentet, at Arveretten til Kronen
»skulde være og forblive hos Henrik VII og hans
Arvinger«. Han ægtede Elisabeth af York,
Edvard IV’s Datter, og ved i sit Vaaben at
forene den røde og hvide Rose tilkendegav han,
at Striden nu skulde være endt.
III. Fra 1485 til 1603.
I E. mødte Henrik VII ingen nævneværdig
Modstand; for første Gang truede derimod en
Fare fra Irland. Siden Erobringen under
Henrik II havde det eng. Herredømme ikke
udvidet sig synderligt. Det strakte sig kun over
the Pale, Egnen omkr. Dublin, og ved
Bestemmelserne i Kilkenny (1367) var det udtrykkelig
blevet fastslaaet, at alene i dette Distrikt skulde
eng. Lov og Ret være gældende, medens den
keltiske Befolkning overlodes til sin egen
Skæbne ɔ: en stadig Krig mellem de forsk. Høvdinger
og deres Klaner. Ligesom Moderlandet havde
de eng. Kolonister et Parlament, og da Hertug
Richard af York havde tilstaaet dette fuld
lovgivende Myndighed, var de ivrige Tilhængere
af den hvide Rose og lidet tilbøjelige til at
anerkende en Fyrste af Huset Lancaster.
Stormændene bevægede en 10 Aars Dreng Lambert
Simnel til at udgive sig for Jarlen af Warwick
Clarence’s Søn, hvem Henrik VII havde ladet
fængsle, og gjorde Indfald i E., men blev
slaaede tilbage ved Stoke (1487). Farligere var en
anden Bedrager, Flamlænderen Perkin Warbeck,
der under Navn af Richard af York, Edvard V’s
myrdede Broder, en Tid lang fandt
Understøttelse i Skotland, indtil han endelig ved et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
