Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 293 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Henrik VII
Henrik VIII Margrete [*] 1)Jakob IV af Skotland Marie [*] Hertugen af Suffolk
2) Jarlen af Angus
marie, Elisabeth, Edvard IV Franciska [*] Henrik Grey Hertug af Suffolk

1) Jakob V [*] Marie af Guise 2) Margrete [*] Jarlen af Lennox
Jane Grev [*] Dudley
Marie Stuart [*] Henrik Stuart Lord Darnlet
Jacob VI (I)

Indfald i Cornwall blev fanget ved Exeter (1497)
og senere hængt. For at tvinge Irland til
Lydighed satte Henrik VII igennem, at intet
Lovforslag, der ikke forud var godkendt af det eng.
Gehejmeraad, maatte forelægges det irske
Parlament, og at de Love, der vedtoges af det
eng. Parlament, ogsaa skulde gælde paa Øen.
Denne Lov, der efter den eng. Statholder
kaldtes Poyning’s Akten, ophævedes først 1782.
Endskønt Lancaster optog Henrik VII dog York’s
Politik og støttede sig særlig paa Middelklassen.
Rosekrigen havde hærget frygtelig mellem den
eng. Adel, og Kongen kunde derfor regere
næsten enevældig, saa meget mere som han
gennem sine Embedsmænd raadede for Valgene til
Underhuset, og Borgerne var tilfredse, naar
der blot herskede Fred og Orden i Landet. Og
dette lykkedes det Henrik at gennemføre. Han
forbød Adelen at holde store Følger af
væbnede Undergivne, og da Juryerne som oftest
beherskedes af Egnens Stormænd, organiserede
han af sit Raad en Domstol,
Stjernekamret, der dømte uden Frygt og Personsanseelse.
Lovovertrædelser straffedes med haarde Bøder,
og dels paa denne Maade, dels gennem
Tvangslaan og sin hele økonomiske Politik samlede
Kongen en stor Skat, der gjorde ham uafhængig
af Parlamentet. Henrik’s Politik var fredelig,
og ved kloge Underhandlinger forstod han at
skaffe de eng. Købmænd vigtige Privilegier i
Nederlandene og Norden. For at forhindre
Bretagnes Indlemmelse i Frankrig erklærede han
dette Land Krig, og da han indsaa, at E.’s Magt
var den franske underlegen, sluttede han
Forbund med Spanien og beseglede dette ved et
Ægteskab mellem den sp. Prinsesse Katharine
og Prinsen af Wales. Da denne kort efter døde,
ægtede hun hans Broder, der som Henrik VIII
besteg Tronen (1509-47). Sin Datter Margrethe
giftede han med Jakob IV af Skotland. Under
Henrik VII var Humanismen naaet op til E.
og havde vakt et livligt Røre. Overalt stiftedes
der ny Skoler, Universitetsundervisningen fik
nyt Liv, og en Mand som Kansleren Thomas
More hørte til Tidens største Lærde. Dog havde
den eng. Humanisme ikke den italienskes
antireligiøse Karakter, om der end over dens
Kristendom var et Skær af Rationalisme. Den vilde
ikke bryde med Kirken, men reformere denne
»paa Hoved og Lemmer«, det var Gejstlighedens
Liv og Moral, ikke Dogmerne, den vilde
omforme og højne. I den unge Konge havde den
ny Lærdoms Mænd ventet af finde en Fyrste
efter deres Hjerte og skuffedes derfor, da
Henrik kort efter sin Tronbestigelse tiltraadte den
»hellige Liga« mod Frankrig for at vinde
Akvitanien tilbage. E. havde liden Glæde af Krigen.
Da dets Forbundsfælle Ferdinand den Katolske
havde udnyttet den eng. Hær til egen Fordel,
trak han sig ud af Krigen, og Henrik sluttede
derfor Fred, efter at hans Faders efterladte
Skat var opbrugt 1514. Under Krigen havde
Skotterne gjort Indfald i E., men ved Flodden
led de 1513 et tilintetgørende Nederlag, i hvilket
Jakob IV faldt med største Delen af sin Adel.
Den indflydelsesrigeste Mand i Beg. af Henrik’s
Regering Kansleren Kardinal Wolsey,
Ærkebiskop af York og Pavens Legat, var stemt for
en fredelig Politik, men maatte give efter for
sin Herres Krigslyst, og E. sluttede sig senere
til Kejser Karl V i dennes Kamp med Frants I
af Frankrig om Milano (1522). Henrik nærede
store Planer om at blive Konge i Frankrig, men
Kejseren viste sig lidet tilbøjelig til at
understøtte ham heri, og efter Slaget ved Pavia (1525)
kølnedes Forholdet mellem de Allierede.
Henrik nærmede sig nu til Frankrig og sluttede
Fred, der snart gik over til Forbund. Rent
personlige Forhold greb tillige ind og blev af
den mest afgørende Bet. for E.’s Skæbne.
Kongen havde forelsket sig i sin Dronnings Hofdame
den smukke Anna Boleyn og anmodede derfor
efter Brudet med Kejseren Pave Clemens VII
om at erklære Ægteskabet for ugyldigt, fordi
Katharine først havde været gift med hans
Broder. Men hun var Karl V’s Tante, og Paven,
der hverken havde Lyst til at fornærme denne
ell. underkende sin Forgængers Dispensation,
trak Sagen i Langdrag. Kongens Vrede gik ud
over Wolsey, der faldt i Unaade og døde paa
Vejen til Tower (1530). Henrik forelagde
derefter Europas berømteste Universiteter
Skilsmissesagen og slap samtidig Parlamentet, paa
hvilket han fuldt ud kunde stole, løs paa
Gejstligheden, der blev tvunget til at anerkende
Kongen som den eng. Kirkes øverste Hoved.
Uden fra første Færd at have villet det, maatte
han saaledes bryde med Paven. Siden 14. Aarh.
havde der hersket en stærk antipavelig
Stemning i E. Folket var forbitret over Kuriens
Pengeudpresninger, men holdt fast ved den
kat. Lære, og Protestantismen talte endnu kun
yderst faa Tilhængere. Kongen selv var endog
1521 optraadt personlig mod Luther. 1533
ægtede han imidlertid hemmelig Anna Boleyn og
gik nu videre i sine Angreb paa Pavemagten;
en Parlamentsakt forbød saaledes al Appel til
Rom. I Cranmer, en begavet, men holdningsløs
Prælat, der 1532 blev Ærkebisp i Canterbury,
fandt han et villigt Redskab for sin Politik, og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>