Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derfor efter nogen Betænkelighed deres Samtykke
til Foreningen (1707), mod at Navigationsakten
hævedes for Skotlands Vedk. Den ældre
Personalunion afløstes nu af en Realunion, og
Skotland sendte for Fremtiden 45
Underhusmedlemmer og 16 Peerer til Parlamentet i
Westminster. Mod de irske Katolikker udstedtes
derimod haarde Tvangslove, som bl. a.
udelukkede dem fra Parlamentet, og Landets
blomstrende Handel ødelagdes ved Udførselsforbud.
Det eng. Ministerium skiftede efterhaanden
Karakter og blev udelukkende sammensat af
Whig’-er; men Landet var træt af Krigen, og 1710
valgtes der et Tory-Parlament, hvorefter
Harley og Bolingbroke dannede et Ministerium af
samme Farve, medens den tidligere alt
formaaende Marlborough faldt i Unaade.
Ministeriet underhandlede hemmelig med Frankrig, og
da Overhuset, i hvilket Whig’erne havde
Flertal, holdt paa en krigersk Politik, bevægede det
Dronningen til at skabe en Tory-Majoritet ved
at udnævne 12 ny Peerer. Det var første Gang,
at dette Middel anvendtes, og det viste, at i en
Konflikt mellem Parlamentets to Huse maatte
Lorderne for Fremtiden være de underlegne.
Underhandlingerne med Frankrig gik snart over
til en Vaabenstilstand, og 1713 sluttedes Freden
i Utrecht mellem de krigsførende Magter med
Undtagelse af Karl VI. Medens E. i Europa kun
beholdt Gibraltar og Minorca, fik det meget
store Udvidelser i Amerika, hvor Frankrig
afstod Hudsonbugt-Landene, Ny Foundland og
Ny-Skotland. E. havde svigtet sine Allierede,
men dets Magt var steget betydelig, og navnlig
var det nu uomstridt Europas første Sømagt,
da dets Rivaler Frankrig og Nederlandene var
saa svækkede af Krigen, at de ikke kunde tænke
paa at reorganisere deres Mariner. Det var
Tory’-erne, der havde ønsket Freden, men det
Overherredømme paa Søen, denne havde skabt,
maatte være gunstigt for Whig’erne, til hvem
Handelsstanden og adskillige af de store
Godsejere hørte, medens Gejstligheden og Gentry’en
gennemgaaende var torysindede. De store
ideelle Stridsspørgsmaal, der hidtil havde dannet
Skel mellem de to lige aristokratiske Partier,
døde for øvrigt efterhaanden hen og afløstes af
en ren Interessepolitik, selv om Tory’erne
bevarede en vis Intolerance over for Dissenters.
Deres Stilling var for Øjeblikket ret uheldig.
Kurfyrst Georg af Hannover var ivrig Whig, og
mange Tory’er ønskede derfor Stuarterne tilbage,
men rigtignok kun paa den Betingelse, at
Prætendenten, Jakob III, gik over til den
episkopale Kirke. Dette afslog han, og Partiet
spaltedes nu i to Grupper, af hvilke den ene
»Jakobitterne«, der lededes af Bolingbroke, for
enhver Pris holdt paa Stuarterne, medens den
anden indtog en afventende Holdning. Da
Anna døde, blev Georg I uden Modstand
udraabt til Konge (1714-27).
Huset Hannovers Tronbestigelse bidrog ikke
til at styrke Kronens Magt. Thi Georg I, der var
lige ukendt med eng. Sprog og eng. Forhold,
ophørte med at deltage i Ministermøderne, hvad
der gav disse forøget Bet. Ogsaa Kronens
Vetoret gik nu af Brug; uden nogen Sinde formelt at
blive ophævet anvendtes den sidste Gang under
Anna 1707. Georg I var paa Forhaand ene
henvist til Whig’erne; han tog straks et
Whig-Ministerium, og ved ny Valg fik de Flertal i
Parlamentet, da mange moderate Tory’er, som ikke
ønskede Stuarterne tilbage, sluttede sig til dem.
De betydeligste af Modstanderne anklagedes for
Overhuset, men fl. af dem flygtede til
Frankrig, bl. a. Bolingbroke, der gik i Prætendenten
Jakob III’s Tjeneste, og Whig’ernes
Voldsomhed skadede deres Sag. Den ny tysktænkende
og tysktalende Konge var ilde lidt, og uagtet
Ludvig XIV’s Død havde berøvet Jakobitterne
ethvert Haab om Hjælp fra Frankrig, skete
der Rejsninger til Fordel for Prætendenten i
Nordengland og Skotland, hvor Stuarterne som
et nationalt Dynasti var populære mellem
Højskotterne. Decbr 1715 kom Jakob selv til
Skotland, men han viste sig ganske uduelig, og i
Løbet af 1716 blev Opstanden dæmpet.
Stemningen i Landet var dog endnu overvejende for
Tory’erne, og medens det 1694 var blevet fastsat,
at Parlamentssessionerne skulde være treaarige,
fik Whig’erne derfor gennemført den til 1911
gældende Lov om syvaarige Sessioner. Ved at give
denne Bestemmelse tilbagevirkende Kraft
lykkedes det dem at bevare Magten, indtil
Sympatien for Jakob III var forsvundet. Mere af
personlige end af politiske Grunde var Partiet
spaltet i to Grupper, af hvilke den ene lededes
af Stanhope og Sunderland, den anden af
Walpole og Townshend. De to Fraktioner var
skiftevis de ledende, men begges Politik var nu i
Modsætning til tidligere fredelig og franskvenlig,
og E. deltog sammen med Nederlandene,
Frankrig og Østerrig i Tripel- og Kvadrupelalliancen,
der var rettede mod Spaniens Udvidelseslyster.
P. Gr. a. Freden tog den eng. Handel et stort
Opsving; men ligesom samtidig i Frankrig var
det ogsaa en gylden Tid for Spekulationer og
usunde Forretninger. Det betydeligste af disse
Foretagender var Sydhavskompagniet, stiftet for
at udnytte den Ret, E. ved Freden i Utrecht
havde faaet til een Gang aarlig at sende et Skib
til de sp. Kolonier i Sydamerika og forsyne
disse med Negre. Dets Aktier steg til det
tidobbelte, men 1721 kom Krakket, der bragte stor
Forstyrrelse. Da Stanhope og Sunderland var
indviklede i Kompagniets Affærer, maatte de
trække sig tilbage, og 1721 blev Walpole
Skatkammerkansler og første Skatkammerlord. Ved
sin overlegne finansielle Dygtighed forstod han
atter at bringe de økonomiske Forhold paa Fode
og vedblev at være den ledende Minister i 21
Aar, selv om det en Stund saa ud, som hans
Magt var til Ende, da Georg II (1727-60)
besteg Tronen. Hans lange Ministertid blev af stor
Bet. for den eng. Forfatnings og specielt det
eng. Ministeriums Udvikling. Tidligere var
Regenten blevet betragtet som Chef for
»Kabinettet«, en Benævnelse, der under Anna havde
afløst den ældre »Junto«. Dette var nu ophørt, og
Walpole blev den egl. Skaber af
Premierministerposten (første Skatkammerlord), med hvis
Anskuelser Ministeriets øvrige Medlemmer
skulde være i Overensstemmelse. Dette var vigtige
Skridt hen imod den moderne
Parlamentarisme, men dennes Hovedsætning, Ministeriets
Overensstemmelse med Underhuset i alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
