Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
centrale Spørgsmaal, var endnu ikke anerkendt, og
Walpole opgav f. Eks. ikke sin Stilling, da et af
ham forelagt vigtigt Toldlovforslag var faldet
igennem. Whig’erne havde for øvrigt
vedblivende Flertal i Parlamentet, ofte dog kun ved Hjælp
af Bestikkelser, som Walpole anvendte i høj
Grad. Thi medens hans Parti hidtil navnlig
havde haft deres Støtte i Overhuset, var han
klar over, at Parlamentets Magt stod og faldt
med Underhuset, og søgte derfor af al Magt
at sikre sig dette. Hans Politik var afgjort
fredelig; baade indadtil og udadtil gik han af Vejen
for alle Stridsspørgsmaal, og han forstod at
undgaa et Brud med Frankrig, uagtet det gode
Forhold mellem Landene var blevet forstyrret
under den polske Tronfølgekrig. Det
almennyttige, »Borgervellet«, var saavel Tidens som
Ministerens Løsen, ja selv Religionen fik et vist
»nyttigt« Præg, og Deismen sad i Højsædet,
selv om netop paa den Tid Wesley, Metodismens
Stifter, kæmpede for en større Inderlighed i
Troen. Den lange Fredsperiode var i høj Grad
gunstig for den eng. Handel, men da
Englænderne misbrugte deres sydamerikanske
Handelsprivilegier, kom det til hyppige
Sammenstød med det sp. Toldvæsen, og Walpole’s
Modstandere, Toryerne og misfornøjede Whig’er, bl.
hvilke den ældre Pitt, fremtvang derfor en Krig
med Spanien (1739). 3 Aar senere gik Walpole
af (1742), og et nyt Whig-Ministerium, i hvilket
Lord Carteret var den betydeligste Politiker,
overtog Magten. P. Gr. a. Forbindelsen med
Hannover, der som Østerrigs Allierede deltog i
den østerr. Arvefølgekrig, blev E. fra 1744
officielt draget ind i denne. Det var Carteret’s Plan
at forsone de to Hovedmagter Østerrig og
Preussen, for i Forening med dem at overvælde
Frankrig, hvis Magt paa ny var steget betydelig.
Men hans Mæglingsforsøg strandede, og da
Englænderne mere interesserede sig for de
Handelsfordele, de kunde fravriste det afmægtige
Spanien, end for Storpolitikken, traadte Carteret
1744 ud af Ministeriet, hvor de to ubetydelige
Brødre Pelham nu blev de ledende. Paa
Fastlandet var Frankrig sejrrigt, og dets Held
opmuntrede »den unge Prætendent«, Karl Edvard,
Jakob III’s Søn, til at vove et Forsøg paa at
vinde sit tabte Rige tilbage. Han landede 1745
i det vestlige Højskotland, hvor Indbyggerne
sluttede sig til ham, og da de eng. Generaler
var uduelige, kunde han besætte Edinburgh.
Men hans Forsøg paa at vinde E. mislykkedes
p. Gr. a. Befolkningens Holdning. Den viste sig
ganske ligegyldig saavel for Stuarternes som
Hannovers Sag, og Prætendenten maatte vende
tilbage, efter at han var trængt frem til Derby,
i Nærheden af London. Det flg. Aar blev han
slaaet ved Culloden (1746) af Hertugen af
Cumberland, der lod hans Hær nedhugge med
umenneskelig Grusomhed, medens det dog lykkedes
Prætendenten selv at undslippe. Krigen med
Spanien og Frankrig var endt 1748 med Freden
i Aachen, der ikke bragte E. nogen Fordel, men
snart stødte de to Hovedmagter sammen paa
ny i Kolonierne. I Amerika havde Raleigh (1585)
grundet Virginia, som paa ny befolkedes 1607,
og 1620 forlod en lille Skare Puritanere Europa
for hinsides Havet at grunde et »Ny-E.«, hvor de
uforstyrrede kunde dyrke Gud, saaledes som de
ønskede det. Under Karl I fulgte fl. af deres
Trosfæller efter, og senere kom ogsaa
Katolikker til. Modsat i Moderlandet levede de
forskellige Bekendelser dog fredelig Side om Side i
Kolonierne, hvis Tal i 18. Aarh. var steget til
13. Landet Ø. f. Alleghany-Bjergene var besat af
Kolonisterne; men da de søgte at udvide deres
Magt hinsides Bjergene, stødte de sammen med
Franskmændene, som besad Kanada og det
daværende Louisiana, Landet omkr. Mississippis
nedre Løb, og gjorde Fordring paa det uhyre
Distrikt, som skilte disse to Besiddelser.
Urolighederne i Amerika forplantede sig snart til
Europa, og efter at Frankrig havde erobret det
vigtige Minorca (1756), erklærede E. Krig. Ogsaa
i Indien tørnede de to Nationer sammen. Det
ostindiske Kompagni var endnu et rent
Handelsselskab, og dets Landomraade omfattede
væsentlig kun de 3 Byer Madras, Kalkutta og
Bombay med tilhørende Distrikter. Derimod var
den fr. Magt i Indien i stærk Opvækst. Ledede
af den dygtige Dupleix benyttede
Franskmændene sig af de Stridigheder, der, efter at
Stormogulens Rige var opløst, herskede mellem de
Indfødte, og gjorde sig til Herrer over
Karnatik, hvorfra de truede Madras. Freden i Aachen
havde ikke standset Fjendtlighederne, men i
Robert Clive fandt Dupleix en overlegen
Modstander, og efter kort Tids Forløb var det
sydøstlige Indien underkastet Englænderne.
I Europa faldt Krigen mellem E. og Frankrig
sammen med Syvaarskrigen. For at opretholde
den politiske Ligevægt tog E. Parti for
Preussen; men selv om William Pitt, der fra 1756
med en kort Afbrydelse var den ledende
Minister, betalte Frederik II rigelige Subsidier og
til Værn for Hannover lod et eng. Korps forene
sig med den preuss. Hær i Vesttyskland, lagde
han dog Hovedvægten paa Kolonial- og
Søkrigen. Denne førtes med stor Dygtighed og Held.
De eng. Flaader slog gentagne Gange de fr.,
og i Indien erobredes Pondicherry,
Franskmændenes Hovedsæde, medens Robert Clive i Slaget
ved Plassey (1757) lagde Grunden til
Kompagniets Magt i Bengalen. Ogsaa i Amerika fulgte
Lykken de eng. Vaaben, og efter Slaget ved
Quebeck (1760) erobredes Kanada. Spanien
frygtede E.’s Overmagt i Nordamerika, og da det
var knyttet til Frankrig, ved den bourbonske
Familietraktat, beredte det sig til Krig. Pitt, der
forudsaa dette, ønskede at komme det i
Forkøbet, men Ministeriet nægtede at følge ham,
og da han tilmed ikke blev understøttet af den
ny Konge Georg III (1760-1820), tog han sin
Afsked (1761). Han havde set rigtigt, thi
Spanien erklærede Krig, hvad der dog kun førte
til, at Englænderne erobrede Kuba og Manilla.
Imidlertid underhandledes der samtidig om
Fred, og denne sluttedes i Paris Febr 1763 af
Tory-Ministeriet Bute. E. mistede Minorca, men
vandt Kanada og forsk. Besiddelser i
Vestindien og Afrika, som Frankrig afstod, samt
det sp. Florida. Frankrigs Forsøg paa at stifte
et stort Kolonialrige var strandet, baade i
Nordamerika og Indien stod E. nu uomstridt som
den ledende Magt.
M. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
