Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkelige Ønske, en Bitterhed i Sindene, der aldrig
senere har helt fortaget sig. Dertil bidrog
ogsaa, at det ikke lykkedes at overvinde Kongens
bornerte Modstand mod Katolikkernes
Ligestilling i hele Riget, hvad der vilde have været
Unionens naturlige Udfyldning.
Pitt tog derfor sin Afsked Febr 1801, og et
mere fredeligt Ministerium under
Addington fulgte efter. Det foretog dog s. A. et Tog
mod Kbhvn for at bryde det ny væbnede
Neutralitetsforbund mellem Østersøens Magter, og
det tvang endvidere den fr. Hær til at rømme
Ægypten. Men derefter sluttedes Marts 1802
Fred i Amiens, hvorved alle de fr. Kolonier
gaves tilbage, medens E. beholdt Ceylon og
Trinidad. Freden varede dog ikke længe; thi da
Frankrig ikke overholdt dens Forudsætninger,
men tværtimod udvidede sin Magt over
Nabolandene (Holland, Schweiz og Norditalien), der
skulde være uafhængige, nægtede E. ogsaa at
rømme Malta, som det havde indtaget 1800.
Endvidere krævede Førstekonsulen
Indskrænkninger i E.’s Pressefrihed for at undgaa Bladenes
skarpe Domme over hans Færd. Det kom
derfor Marts 1803 til et nyt Brud; Hannover blev
besat af fr. Tropper, og E. selv truedes med en
Landgang fra Kysten ved Boulogne. Dette vakte
alm. Begejstring; Hær og Milits fik en stærk
Udvikling, og frivillige Korps dannedes paa i
alt 300000 Mand. 1804 lagdes igen Ledelsen i
Pitt’s stærke Haand, og nu begyndte Krigen
paa Liv og Død mellem de tvende Magter. Han
fremkaldte den 3. Koalition mod Frankrig, og
Nelson’s Sejr ved Trafalgar 1805, hvor den
fr.-sp. Flaade ødelagdes, sikrede E. mod et
fremtidigt Angreb; derimod var dets Forbundsfæller
til Lands lidet heldige i Slaget ved Austerlitz.
Kort efter døde Pitt i stor Bekymring for,
hvad Fremtiden vilde bringe; men hans Politik
fortsattes baade af hans gl. Modstander Fox
med det kortvarige Blandingsministerium af
»alle Talenter« og af de flg. Ministerier, i hvilke
først Canning og senere Castlereagh
spillede Hovedrollen. Den første lod 1807 som Svar
paa den af Napoleon kundgjorte
Fastlandsspærring og som Nødværge foretage Toget mod
Kbhvn for at hindre, at den sidste
tilbageværende Flaade i Europa skulde falde i Napoleon’s
Hænder og tjene som Vaaben mod E. Toget
skyldtes Mistænksomhed mod Danmark for
dettes uklare Holdning siden 1800 og bragte baade
ligefrem og i sine Følger langt større Tab over
Danmark end Gavn for E. Ved en mere
hensynsfuld Optræden kunde det endog være helt
sparet, da Danmark, naar det afgørende Valg
mellem E. og Frankrig ikke længere lod sig
udsætte, utvivlsomt vilde have stillet sig paa E.’s
Side. Canning fremkaldte ogsaa Toget til
Spanien, som førtes 1808-14 af Wellington med
beundringsværdig Udholdenhed og væsentlig
medvirkede til at bryde Napoleon’s Magt. Ellers
førtes Kampen nærmest derved, at E. ydede
sine Forbundsfæller paa Fastlandet store
Pengemidler, samt i dette Øjemed paalagde sig tunge
Skatter og stiftede en umaadelig Statsgæld;
denne var 1763 140 Mill. f og 1784 250, men
voksede 1793-1815 med 600 Mill., hvorhos der 1813
udrededes i Skat den 6-dobbelte Sum mod 1794.
Ogsaa paadrog Handelsspærringen, især 1810-
13, Folket megen Nød. Misnøjen herover gav sig
Udslag i mange Voldsomheder mod
Maskinerne, men paavirkede ikke Regeringens Holdning.
Og ligesom Wellington’s Jernfasthed havde
Hovedæren for Napoleon’s endelige Nederlag ved
Waterloo 1815, saaledes har E.’s kraftige og
udholdende Modstand den største Fortjeneste af
at have frigjort Europa fra et truende fr.
Verdensherredømme.
Ved Fredsslutningen 1814 gav E. til Ære for
Legitimiteten Frankrig dets fleste Kolonier
tilbage; det beholdt dog Mauritius og et Par
mindre Øer samt Kaplandet, som det 1806 paa ny
havde frataget Holland, Helgoland, som
Danmark maatte afstaa 1814, og endelig
Protektoratet over de ioniske Øer, som 1809 var tagne
i Besiddelse. Under Krigene i Europa havde E.
ogsaa udvidet sit Omraade i Indien meget
betydeligt. Endelig blev Hannover i meget
forstørret Skikkelse givet tilbage til Kronen og
ophøjet til Kongerige. 1814 afsluttedes ligeledes
den Krig, som E. siden 1812 havde ført med
Nordamerika. Tilstandene i E. efter Freden var
ingenlunde lystelige. Ophøret af den lange
Krigstilstand og af Handelsspærringen fremkaldte
stærke Rystelser i Handel og Industri, og da
der tillige indtraadte Misvækst, opstod en
voldsom Gæring i de lavere Klasser, som klagede
over de tunge Skatter, især paa Korn, og
krævede vidtgaaende politiske Reformer,
fornemmelig en Valgreform. Misstemningen holdtes
nede ved stedse strengere Tvangsforholdsregler
mod de radikale Blade og mod Folkemøder.
Aug. 1819 blev et saadant i Manchester sprængt
ved Rytteri, og derefter fulgte en Række ny
Indskrænkninger i den borgerlige Frihed.
Sjælen i Regeringen var Castlereagh, der
sammen med Lordkansleren Eldon planmæssig
modsatte sig enhver Reform, og som i
Fællesskab med de 3 østlige Stormagtshoffer fastholdt
Legitimitetsgrundsætningerne. Den
maadeholdne Retning var repræsenteret af Canning, der
tilraadede Katolikkernes Ligestilling, og af R.
Peel, som vel ikke vilde politiske, men nok
praktiske Fremskridt, bl. a. Formildelse af de
forældede og barbariske Straffelove.
Det gjorde ingen Ændring, da Georg III 29.
Jan. 1820 døde og efterfulgtes af sin ældste Søn,
Georg IV; thi denne havde allerede siden
1811 styret som Prinsregent, da Faderens
gentagne Sindssygdom viste sig uhelbredelig, og
han havde fra den Stund helt opgivet de
Whig-Meninger, han i sin Ungdom havde hyldet. Først
da Castlereagh Aug. 1822 havde taget Livet af
sig, og Canning var blevet Udenrigsminister
og Regeringens egl. Leder, foregik et Omslag,
først og fremmest i Udenrigsstyrelsen. Som
Svar paa den fr. Indblanding i Spanien 1823,
hvorved Enevælden genoprettedes, godkendte
E. de ny syd- og mellemamerikanske Staters
Uafhængighed ved Nytaarstid 1825, ell. som
Canning senere udtrykte sig, »den ny Verden
kaldtes til Live, for at Ligevægten i den gl.
kunde opretholdes«. Ligeledes standsede 1826
en eng. Hær og Flaade, der sendtes til
Lissabon, en paatænkt sp. Indblanding i Portugal
og reddede for en Stund dets fri Forfatning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
