Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Enzio, ital. Diminutiv for Henrik, illegitim Søn af Kejser Frederik II af Hohenstaufen. (c.1220-1272) - Enzooti (gr.) er et Udtryk, som i Veterinærmedicinen bruges paa samme Maade som Ordet Endemi i Menneskelægevidenskaben - Enzymer (tidligere benævnt Fermenter, uorganiserede Fermenter) - Enø danner Kysten af Sjælland SØ. f. Karrebæksminde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stamfader til Slægten Bentivoglio, og om hans Forsøg
paa at flygte i en tom Tønde, hvorved han blev
røbet af sit lange gule Haar, men disse
Fortællinger er næppe meget paalidelige. Han
begravedes med stor Pragt i Kirken S. Domenico
i Bologna. Hans ulykkelige Skæbne, hans aabne,
lyse Karakter og store Begavelse, der bl. a.
gav sig Udslag i fl. Sonetter, af hvilke nogle
er bevarede, vil altid sikre hans Navn mod
Forglemmelse. (Litt.: Blasius, »König E.«
[Breslau 1884]).
J. L.
Enzooti (gr.) er et Udtryk, som i
Veterinærmedicinen bruges paa samme Maade som
Ordet Endemi i Menneskelægevidenskaben,
altsaa som en Fællesbetegnelse for saadanne
Sygdomme, som optræder med sygeagtig Karakter
paa bestemte Lokaliteter ell. i enkelte
Besætninger, til hvilke de er mere ell. mindre stærkt
bundne ved ejendommelige stedlige Forhold, ell.
fra hvilke de af forsk. Grunde ikke breder sig
videre.
G. S.
Enzymer (tidligere benævnt Fermenter,
uorganiserede Fermenter) findes i talrige
af Dyrerigets og Planterigets Celler, og betinger
efter vor nuv. Opfattelse Hovedparten af de
Spaltnings- (Nedbrydnings-) processer, formentlig
ogsaa af talrige syntetiske (Opbygnings-) Processer,
som forløber overalt, hvor der er Liv. Ofte findes
E. i uvirksom Tilstand, som Pro-enzymer,
der først ved Indvirkning af visse Stoffer ell.
Ioner, de saakaldte Ko-enzymer ell.
Komplimenter, bringes i aktiv Tilstand. Hvad
E. er, hvorledes de er byggede, hvilken deres
kem. Sammensætning er, er det endnu ikke
lykkedes at fastslaa; kun saa meget synes med
Sikkerhed at kunne siges, at E. er nær
beslægtede med Protoplasmaet og ligesom dette af
kolloid Natur E. virker som
Katalysatorer, fremskynder paa særlig Maade
langsomt forløbende Processer, men hvorledes
Virkningen sker, er endnu uopklaret; karakteristisk
for E. er, at hvert enkelt E. kun virker paa et
enkelt Stof, Substratet, ell. paa ganske faa
hermed beslægtede Stoffer, en Iagttagelse, for
hvilken Emil Fischer har givet den Forklaring,
at et E. i sin Bygning svarer til Substratet som
Nøglen til en Laas. Virkningen af E. er
afhængig af ydre Faktorer; Virkningen stiger med
Temp., men da E. selv - i vandig Opløsning
- ødelægges allerede ved en Temp., varierende
fra 65-85° (medens fl. i fuldkommen tør
Tilstand kan taale Opvarmning til c. 150 ), naas
den største Virkning sædvanlig ved en
Optimaltemperatur, der for de forskellige E.
ligger mellem 35 og 65°; i lige saa høj Grad
som af Temp. er E.’s Virkning afhængig af
Brintionkoncentrationen af den Opløsning, hvori
Processen foregaar, og nyere Undersøgelser
har vist, at hvert enkelt E. har sin optimale
Brintionkoncentration - de fleste virker bedst
i ganske svagt sure Opløsninger, kun enkelte,
som Pepsin, i stærkt sur Opløsning. E.
paavirkes ikke, eller kun i ringe Grad, af de
almindelige Protoplasmagifte
(Desinfektionsmidler) som Borsyre, Salicylsyre, Karbolsyre, Æter,
Kloroform, Toluol og lignende, hvad man
drager Nytte af ved Opbevaring af E. E. virker
dels inden for de Celler, hvori de dannes, og
benævnes Endoenzymer, til hvilke
Gærenzymerne hører, dels uden for Cellen, idet de
diffunderer ud gennem Cellevæggen, og
benævnes da Ektoenzymer, til hvilke hører
Dyrenes Fordøjelsesenzymer, men Adskillelsen
mellem de to Grupper er ikke skarp. E. kendes
og karakteriseres altsaa kun gennem deres
Virkninger; vort Kendskab til disse er i de
sidste Aartier forøget overordentligt, og paa de
af Enzymologien vundne Resultater grundes nu
naturligt E.’s Systematik, idet de klassificeres
efter deres Virkninger, og - for saa vidt de
ikke har et alment benyttet Navn - benævnes
efter det Substrat, de paavirker, idet der tilføjes
Endelsen »ase«. Man kan herefter dele E. i
forskellige Hovedgrupper: 1)
Hydrolaserne, de hydrolyserende E., omfatter a)
Carbohydraserne, de kulhydratspaltende E., der
nedbryder Kulhydraterne til mindre sammensat
Form; hertil hører Invertase i Gær (spalter
Rørsukker i Glukose og Fruktose), Maltase (spalter
Maltose i Glukose), Laktase (spalter Laktose i
Glukose og Galaktose), Amylase (Diastase)
(spalter Stivelse i Maltose og Dekstrin) o. m. fl.
b) Glykosidaserne, de glykosidspaltende E., der
fraspalter Glukose; hertil hører Amygdalase
(Emulsin); c) Lipaserne, de fedtspaltende E.,
der spalter Fedtstofferne i Glycerin og fede
Syrer; d) Proteaserne, de proteolytiske,
æggehvidestofspaltende E., der nedbryder
Æggehvidestofferne delvis ell. helt; hertil hører Pepsinase
(Pepsin) i Mavesaften, der nedbryder
Æggehvidestoffer til Proteoser og Peptoner, men ikke
til Aminosyrer, Tryptase (Trypsin) i Bugspyt,
der spalter Æggehvidestoffer og Propeptider til
Aminosyrer, Ereptase (Erepsin) i Tarmsaft
og Tarmens Slimhud, der spalter Proteoser og
Propeptider, men ikke Æggehvidestoffer til
Aminosyrer, og Chymase (Løbe) i Drøvtyggernes
Maver, der omdanner Kasein til Parakasein, som
derefter videre nedbrydes af Chymasen. 2)
Oxydaserne, de iltende E., der er meget
udbredte baade i Dyre- og Planteriget og spiller
en stor Rolle ved Dyrenes indre Aanding; de i
Planterne forekommende Oxydaser foraarsager,
at Frugt, Kartofler, Roer o. l. bliver mørke ved
Snitning; den i Laktræets Bark forekommende
Oxydase, Laccase, ilter den i Saften værende
Polyfenol, saaledes at den stivner til Lak. 3)
Katalase, der spalter Brintoverilte uden dog
at aktivere den frigjorte Ilt, findes
overordentlig udbredt baade i Dyre- og Planterigets Celler,
bl. a. i stor Mængde i Blod. 4)
Reduktaserne, de reducerende E., der synes at have ret
stor Udbredelse, men som kun er lidet kendte.
5) Gæringsenzymerne, Endo-enzymer,
der er virksomme ved de af Mikroorganismer
fremkaldte Nedbrydningsprocesser; disse vil
formentlig ved nærmere Undersøgelse til Dels kunne
indordnes under forannævnte Grupper.
Angaaende enkelte af de vigtigste E. henvises til de
særlige Artikler.
R. K.
Enø danner Kysten af Sjælland SØ. f.
Karrebæksminde. Den er c. 2 1/2 Sm. lang, og
indenfor ligger den grunde Karrebæk Fjord. Fra
den nordlige Del af E. skyder et Flak med
Sten c. 1/2 Sm. ud i vestlig Retning.
G. F. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
