Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 353 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bpaulet (af fr. épaulette)opr. Beskyttelsesmiddel for Skuldrene, nu Prydelse og Distinktion for Officerer - épave (fr.), herreløst Gods; droit d'é., Retten til at konfiskere saadant Gods, særlig Vrag, opdrevet paa Forstranden. - Épée, Charles Michel de l', Grundlæggeren af Døvstummeundervisningen i Frankrig, (1712-1789) - Epeios, græsk Sagnheros, Søn af Panopeus, berømt som Skaber af den kolossale Træhest, der hidførte Troja's Fald - Bpeira, se Hjulspindere. - Epeiros (gr.), egentlig Fastland (lat. Epirus), gr. Betegnelse i ældre Tider for den vestlige Del af Hellas

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Eks. af de tyske Ulaner, det fr. Liniefodfolk
o. fl. Afdelinger. I den eng., østerrigske og
danske Hær har Officererne ikke E., hvorimod de
er alm. for Marineofficerer i saa godt som alle
Stater.
B. P. B.

épave [e’pav] (fr.), herreløst Gods; droit
d’é., Retten til at konfiskere saadant Gods,
særlig Vrag, opdrevet paa Forstranden.
P. J. J.

Épée [l-e’pe], Charles Michel de l’,
Grundlæggeren af Døvstummeundervisningen i
Frankrig og af det første Døvstummeinstitut i
Verden, f. i Versailles 25. Novbr 1712, d. i Paris
23. Decbr 1789. E. studerede først Teologi og
modtog 17 Aar gl Præsteindvielse, opnaaede
imidlertid paa Grund af frisindede Anskuelser ikke
Embede og tog derfor fat paa Juraen, var en
kort Tid Advokat, men vendte sig atter til
Teologien og blev endelig ved formaaende de
Indflydelse Præst og Kanonikus i Troyes, afsattes af
Ærkebiskop de Beaumont og levede i Paris,
udelukkende optaget af videnskabelige Studier,
indtil han c. 1765 ved et tilfældigt Møde med
to døvstumme Søstre førtes ind paa en
filantropisk Gerning, der helt skulde optage hans
Interesse og lægge Beslag paa alle hans Evner.
Ukendt med alle tidligere Forsøg paa at
undervise Døvstumme, kun tilskyndet af de gode
Resultater, han ved en sindrig Benyttelse af de
Døvstummes medfødte Tegnsprog i Forbindelse
med Skrift havde opnaaet med de to Pigebørn,
grundlagde E. c. 1770 det første
Døvstummeinstitut i Paris. Det udvidedes snart, efter en
Flytning til Montmartre, til at omfatte
Døvstumme fra hele Frankrig, men maatte i mange
Aar holdes oppe næsten udelukkende ved sin
ædle Grundlæggers uegennyttige Pengeofre.
Først 1785 fik E. et Tilskud af Ludvig XVI’s
Privatkasse samt en fast, aarlig
Statsunderstøttelse, men med Realisationen af E.’s
Yndlingstanke, at faa Anstalten anerkendt som
Statsinstitution, trak det ud til 1791, da E.
forlængst var død. I sine sidste Leveaar nød E.
med Rette stort Ry over hele Europa, og
mangfoldige var de Døvstummeskoler, der
grundlagdes efter Paris-Instituttets Forbillede. Men lige
til sin høje Alderdom vedblev E. at have
Vanskeligheder at kæmpe med. Hans
Undervisningsmetode angrebes saavel af Tyskeren
Heinicke som af hans Landsmand Pereira, og der
udspandt sig heraf vidtløftige litterære
Stridigheder. Endvidere indvikledes han i en
langvarig Proces til Fordel for en ung Døvstum, i
hvem han mente at have fundet den forstødte
Arving til den grevelige Familie Solar’s
Ejendele; han vandt virkelig Processen og satte
derved Anerkendelsen af den Døvstumme
igennem, men Dommen blev rigtignok omstødt nogle
Aar efter E.’s Død. Denne Begivenhed har
Bouilly behandlet i sit Skuespil: L’abbé de
l’Épée (bearbejdet for og opført paa saavel den
tyske som den svenske Scene). 1843 rejstes der
den ædle Menneskeven en Statue i Versailles.
E.’s Hovedværker er: Institution des sourds et
muets par la voie des signes méthodiques
(Paris 1776). 2. Opl. af Samme under Titlen: La
véritable manière d’instruire les sourds et muets
(Paris 1784). (Litt.: Bébian, Éloge
historique de Ch. M. de l’Épée [Paris 1820];
Degerando, De l’éducation des sourds-muets de
naissance [Paris 1827]; Berthier, L’abbé de
l’Epée [Paris 1852]).
F. B.

C. M. de l’Épée.

Epeios [-’pæ^i-, gr. -’ås], græsk Sagnheros,
Søn af Panopeus, berømt som Skaber af den
kolossale Træhest, der efter Fortællingen i
Odysseen og de kykliske Digte hidførte Troja’s
Fald: Grækerne lod, som var de trætte af den
tiaarige Krig, sejlede bort og lagde sig i Skjul
bag Øen Tenedos; de efterlod den store
Træhest, hvori et Antal af deres bedste Stridsmænd
sad i Skjul; Troerne brød i deres Uforstand
Hul paa Bymuren og slæbte Hesten ind i Byen;
i den flg. Nat krøb Grækerne ud af Hesten,
deres Flaade vendte tilbage, og Troja blev erobret
og ødelagt. Træhesten med Krigerne, som
strømmer ud deraf, er afbildet paa en korinthisk Vase
fra 6. Aarh. f. Kr. I Slutn. af 5. Aarh. er der i
to af de anseligste gr. Helligdomme opstillet
kolossale Bronzestatuer, der skulde gengive E.’s
Værk: paa Akropolis (udført af Strongylion) og
i Delfoi (af Antifanes fra Argos). Den senere
Oldtid mente bl. a. Relikvier fra den troiske
Krig ogsaa at eje det Værktøj, E. havde brugt
til Træhesten, og som han skulde have skænket
som Votivgave til et Tempel i Syd-Italien (ved
Lagaria ell. ved Metapontum).
C. B.

Epeira [-’pæ^i-], se Hjulspindere.

Epeiros [-’pæ^i-] (gr.), egentlig Fastland (lat.
Epirus), gr. Betegnelse i ældre Tider for den
vestlige Del af Hellas i Modsætning til de uden
for Kysten liggende Øer (nu de ioniske Øer),
senere den alm. Betegnelse for det Land, som
mod S. begrænses af Aitolien, Akarnanien og
Bugten ved Ambrakia (nu Arta), mod Ø. af
Thessalien, mod NØ. af Makedonien, mod N.
af Illyrien og mod V. af det ioniske Hav.
Grænserne var dog ikke helt bestemte; tvivlsomt er
det saaledes, i hvilket Omfang Dalen om Floden
Aoos (nu Vjossa) bør medregnes til E., hvis
Areal, naar det tages i videste Omfang, anslaas
til omtr. 17600 km². Landet er meget bjergrigt;
mod Ø. danner Bjergkæden Pindos Grænsen mod
Thessalien, nordligere adskilles det ved Tymfe
(nu Palaiovuni) fra Makedonien. Ved den
nordlige Del af Kysten findes de kerauniske Bjerge,
der ender i Akrokeraunia med Kap Glossa
(Linguetta), som indeslutter Bugten ved Aulon
(Valona). Der er dog ogsaa brede, frugtbare Dale
med mildt, fugtigt Klima, men Forbindelsen
mellem dem er meget vanskelig, hvilket har
haft stor Bet. for Landets politiske Udvikling.
Af Floder mærkes (foruden den nævnte Aoos)
Thyamis (nu Kalamas), Aratthos ell. Arachthos

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>