Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epona, gallisk Gudinde, der tilbades som Beskytterinde af Heste, Æsler og Muldyr - Eponymos (gr.: den, som giver Navn), i de gr. Stater en aarlig skiftende Embedsmand, efter hvem Aaret fik Navn - Epope, se Epos. - Epopsi (gr.), Beskuelse, Betragtning, Anskuelse. - Epopter (gr., »Beskuere«) kaldtes i Mysterierne Medlemmerne af de Indviedes højeste Grad - Epos (gr.). - I. Den episke Poesi i Alm. - II. Den episke Digtekunsts Inddeling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hos hvem alt, hvad der hørte til Kørsel og
Ridning, var udviklet til stor Fuldkommenhed.
I Kejsertiden fandt E.’s Kultus Indgang i
Italien o. a. Egne af Romerriget; men hun
regnedes bestandig til de lavere Guddomme, og
Juvenal spotter en Konsul, fordi han gjorde for
meget Væsen af hende. Af det store Antal
Mindesmærker om E.’s Dyrkelse, der er bevaret,
Votivindskrifter, Relieffer og Smaafigurer,
hidrører de fleste fra beredne Soldater i den rom.
Hær. Gudinden afbildedes i den ældste Tid til
Hest, senere (under rom. Paavirkning) oftest
siddende, fodrende ell. kærtegnende Heste ell.
Muldyr, der er grupperede paa begge Sider af
Hende.
C. B.
Eponymos (gr.: den, som giver Navn), i de
gr. Stater Betegnelse for en aarlig skiftende
Embedsmand, efter hvem Aaret fik Navn
(ligesom i Rom efter Konsulerne), saaledes i Athen
den øverste Archont, i Sparta den øverste Efor,
i Boiotien den øverste Boiotarch o. s. v. I Attika
kaldtes de 10 Stammehelte, efter hvem
Kleisthenes gav de af ham oprettede 10 Fyler Navn,
de eponyme Heroer.
K. H.
I Assyriologien tales ogsaa om E., og man
betegner hermed de højere Embedsmænd, hvis
Navne Assyrerne benyttede som Dato til at
betegne Aaret (der begyndte med Maaneden Nisan
ved Foraars Jævndøgns Tider). Vi har 4 af
Assyrer i 7. Aarh. f. Kr. forfattede Lister, hvor
disse E. er opførte i Rækkefølge gennem et
Tidsrum af omtr. 250 Aar; disse Lister, der er
skrevne med Kileskrift, er udgivne af
Rawlinson, som ogsaa har udgivet Brudstykker af
ass. hist. Tabeller, ordnede efter E. E.
anvendes allerede før Aar 1300 i Assyrien, maaske
endnu tidligere. I lang Tid plejede man at tage
Kongen til E. for det første Aar efter hans
Tronbestigelse; efter ham kom Tartan
(Feltmarskalken), derpaa andre høje Embedsmænd;
derefter Statholderne i de vigtigste Byer, hvorpaa
man begyndte med Kongen igen. I senere Tid
fulgtes denne Regel ikke saa nøje. I Babylon
brugtes E. ikke; man daterede efter Kongens
Regeringsaar. Efter at Babylon var kommet i
Seleukos’ Hænder, daterede man fra denne
Begivenhed, senere daterede man fra Arsakidernes
Optræden, oftest sammen med Datoer efter
Kongens Regeringsaar.
V. S.
Epope, se Epos.
Epopsi (gr.), Beskuelse, Betragtning,
Anskuelse.
Epopter (gr.: εποπται, »Beskuere«) kaldtes
i Mysterierne Medlemmerne af de Indviedes
højeste Grad; kun disse havde Adgang til alle
de hellige Handlinger, som hørte til
Mysterierne; se Eleusis.
V. S.
Epos [’e.pås] (gr.). I. Den episke Poesi
i Alm. Poesien giver os enten et
Stemningsbillede (Lyrikken) ell. et Handlingsbillede, og
Handlingsbilledet kan enten gives os i
Aktionens, Handlingens, Rollens Form, den dram.
Poesi, ell. i Fortællingens Form, den episke
Poesi. I Drama er det paavist, hvorledes
denne Grundforskel i Fremstillingen, der er
betinget ved Handlingens og Motivets Natur,
begrunder en forsk. Teknik, Stil og Virkning. Idet
Epikeren fortæller os en Begivenhed, som er
sket, er hans Øje rolig vendt mod Fortiden, ikke
som Dramatikerens urolig spændt mod
Fremtiden. Han kender hele Handlingen, Begyndelse,
Midte og Ende, og den Stemningstone, der
anslaas fra Beg., kan holdes gennem hele Digtet,
og den rent episke Stil særpræger sig ved en
rolig, bred, jævnt fremskridende Fortællemaade.
Handlingen staar for Digterens indre Øje som
afsluttet og skal ikke, som i Dramaet,
fremstilles som en skæbneknyttende Nybegyndelse,
vendt mod Fremtiden, men som en Begivenhed,
indflettet i Kulturudviklingens Sammenhæng, i
Handlingens Aarsagskæde, betinget ved
Verdenssammenhængen, de fys., sociale og politiske
Forhold. I sin højeste Fuldendelse er den episke
Digtning en i Fortællingens Form given poetisk
Fremstilling af Menneskeheden og
Menneskelivet, saaledes om det aabenbarer sig inden for
et Folk i en given Periode. - Medens den dram.
Handling mere fremtræder som et Produkt af
Heltens Daad, hans tilspidsede Villiesbeslutning,
fremtræder den episke mere som et Resultat af
de samvirkende Forhold, en Begivenhed, hvis
Skæbneforløb smedes af Forholdene. Men da
enhver Fabel, ɔ: Handlingens Sammenføjning,
i episk som i dram. Digtning er sammensat af
Karakter paa den ene Side og Handling og
Begivenheder paa den anden Side, kan
Eftertrykket lægges paa een af Siderne, paa
Karakterbrydning og -udvikling ell. paa Handling og
Begivenheder, og Litteraturhistorien viser os, at
Germaner og Englændere har vist Forkærlighed
for den første Form, de romanske Folk for den
anden. Men altid finder en vis Idealiseren Sted
i Fremstillingen. »Princippet for Digtningens
Udformning er dette: at betone
Livsforestillingerne til poetisk betydningsfulde Billeder og
Situationer. Handlingens ell. Begivenhedens
Sammenhæng maa indeholde saa meget som
muligt af følelsesfulde Bestanddele. Tid og Rum
har kun deres Maal i de Handlinger og
Forhold, der fylder dem. Handlingens ell.
Begivenhedens Led formindskes saa meget som muligt,
men de uundværlige udfoldes bredt« (Dilthey).
Et sjælfuldt Billede af Virkeligheden gives i brede,
livsvarme Scener, i plastisk anskuelige Billeder,
døde Beskrivelser skyes, og direkte Tendens
udelukkes; den etiserende Virkning sker
indirekte gennem den æstetiske Beskuelse af rigtig
og urigtig Handlemaade, og hvor den episke Stil
fremtræder i sin reneste Form, er subjektive
Refleksioner fra Digterens Side holdte borte.
Som Goethe udvikler det: »Medens Mimen
(den dram. Digter og Skuespilleren) maa tænkes
omgivet af en utaalmodig skuende og hørende
Kreds, er Rapsodisten, den episke
Foredrager, omgivet af en rolig lyttende Kreds. Han
vil, idet han foredrager det forbigangne, vise
sig som en viis Mand, der i rolig Besindighed
overskuer det skete; hans Foredrag maa tilsigte
at berolige Tilhørerne, saa de hører ham længe
og gerne«. Hans Grundstemning er den rent
objektive Glæde ved Beskuelsen af Livet - en
Rejsestemning - og ved at fabulere ɔ: fortælle
for at fortælle, et Træk, der er alm. for alle
store Epikere.
II. Den episke Digtekunsts
Inddeling. De forsk. mulige Inddelingsgrunde giver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
