Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik XIV (1533-77), sv. Konge (1560-68), Søn af Gustaf I og dennes første Hustru, Katarina af Sachsen-Lauenburg - Erik Aarsæl ell. Kol er efter Islænderne en sv. Konge efter Inge II (c. 1125) - Erik af Pommern, dansk Konge, ( -1459)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jöran Person dømme til Døden, befalede
Biskopperne at opfordre Folket til ved dets Bønner
at afvende Himlens Straf, og han gav Johan fri.
1568 vendte imidlertid E.’s gl. Sindstilstand
tilbage: Jöran Person erklæredes uskyldig og
Sturerne retfærdig straffede. Johan og Broderen
Karl stillede sig nu i Spidsen for en Opstand,
der medførte E.’s Overgivelse og Fængsling. -
Johan overtog Regeringen, og Stænderne dømte
E. til at have Tronen forbrudt (Jan. 1569). Et
af de faa Mennesker, som havde haft nogen
Magt over Kongens Sind, var hans Elskerinde,
Karin Månsdatter, som havde vundet hans
Kærlighed ved sin Skønhed og sit gode Hjerte. Efter
at E.’s mange Ægteskabsplaner (bl. a. med
Elisabeth af England og Maria Stuart) var
mislykkedes, havde han paa højtidelig Vis ladet sig
vie til hende (Juli 1568). Med hende havde E.
fl. Børn, bl. hvilke Sønnen Gustaf arvede
Faderens Sind, senere førte et eventyrligt Liv i
Udlandet og døde i Rusland i Armod, og
Datteren Sigrid blev gift med den finske
Adelsmand Henrik Tot.
E. behandledes for det meste taaleligt i
Fængslet, saaledes levede hans Hustru og Børn hos
ham indtil 1573. Sandsynligvis p. Gr. a. de mange
Sammensværgelser, der stiftedes (i Særdeleshed
bl. Almuen) for at befri ham, flyttedes han fra
det ene Slot til det andet (bl. a. Åbo og
Gripsholm); Johan III gav i fl. Breve E.’s
Fangevogtere udførlig Anvisning paa, hvorledes de skulde
tage deres Fange af Dage, hvis man forsøgte at
befri ham. Sandsynligt, om end ikke bevist, er
det ogsaa, at E. døde ved Gift (paa Örbyhus
Slot i Uppland). I sin Fængselstid sysselsatte E.
sig en Del med litterært Arbejde. Det meste af
dette er tabt; bevaret er nogle Optegnelser i en
trykt Bog, i hvilke han forsvarer sine
Regeringshandlinger og sine Børns Ret til Tronen.
E.’s lat. Dagbogsoptegnelser (de, som han skrev
under Fangenskabet, er tabt) giver et
ejendommeligt Førstehaandsindblik i Kongens Sjæleliv.
Tillige med et aabent Brev, som E. udstedte til
sine Undersaatter (8. Juli 1568) for at forsvare
sine Handlinger, bekræfter de Indtrykket af, at
han var sindssyg, og at man maaske nærmest tør
fastslaa Sindssygens Art som Forfølgelsesvanvid.
Uden indre Sammenhæng skildrer Brevet
Sture-Mordene og Flugten i Skoven, hvor »Djævlen
[havde] indgivet os [E.] alle Slags Tanker om,
at vi skulde forlade Gud, og forsøgte ved Trusel
om store Farer og alle tænkelige Plager at
overbevise os om, hvilke Plager Grev Svante’s
Tilhængere vilde anrette«. I meget er E.’s
Skikkelse overordentlig fængslende. I sin Pragtlyst,
Ærgerrighed, Smag og Anlæg, i sin brutale
Hævdelse af sin Personlighed, minder han ofte
om Renaissancens ital. Fyrster. (Litt.:
Geijer, »Sv. Folkets Hist.« II [1834]; O.
Celsius, »Konung E.’s Hist.« [1774]; J. Mankell,
»E.’s fall« [1876]; Ahlqvist, »Om
Sturemorden« [»Hist. Bibliotek«, 1877]; E.’s Optegnelser
i »Handb. rör. Skandin.’s Hist.« XIII, XIV; det
aabne Brev i »Schwed. Bibliotek« IV [1731].
Særdeles god Fremstilling med Portrætter og
Faksimiler af E. Hildebrand i »Sveriges Hist.«
[1903-04]).
L. K.
Erik Aarsæl ell. Kol er efter Islænderne en
sv. Konge efter Inge II (c. 1125), Søn af
Blót-Sven og ligesom denne hedensk. Han mangler i
de sv. Kongerækker og er kun en Sagnkonge;
Navnet er vel laant fra en af de to Erik’er, der
kæmpede om Kongemagten c. 1070, Tilnavnet
tilhører Erik Sejrsæl. (Litt.: H. Schück, »Den
äldsta kristna konungalängden i Sverige«
[Uppsala 1914]).
H. O.
Erik af Pommern, dansk Konge, d. 1459,
var en Søn af Hertug Vartislavs af
Pommern-Stolpe og Marie, en Datterdatter af Valdemar
Atterdag. Da Dronning Margrete 1387 havde
mistet sin eneste Søn Oluf, udsaa hun E. til
Tronfølger og fik ham anerkendt som Konge i
Norge 1389; 1396 valgtes han baade i Danmark
og i Sverige, og paa Unionsmødet i Kalmar 1397
kronedes han paa een Gang for alle de tre
nordiske Riger. 1401 erklæredes E. for myndig, og
1406 ægtede han Filippa, en Datter af den eng.
Konge Henrik IV. Medens Margrete levede,
traadte E. dog ganske i Skygge for hende, og
først kort før hendes Død spores hans
Indflydelse; han synes over for Holstenerne at have
været mere krigslysten end den gl. Dronning,
og han lod hendes Yndling Abraham Brodersen
henrette. 1412 gjorde hans Fostermoders Død
ham eneraadig, og selv om han i det hele og
store fulgte de Linier, som hun havde draget
for Nordens Politik, viste han snart en
Karakter, der var Margrete’s ganske modsat, fremfor
alt en haardnakket Iver for at gennemføre,
hvad han mente, var hans Ret, uden Hensyn til
de Vanskeligheder, han derved optaarnede
imod sig.
Medens Margrete med Lempe havde søgt at
bringe Sønderjylland ud af Schauenburgernes
Hænder, skred E. straks til at søge en retslig
Afgørelse, og 1413 fik han en Dom af det
danske Danehof om, at Holstenerne havde forbrudt
deres Lensret til Slesvig ved at føre Avindskjold
mod Riget. Denne Dom stræbte E. i de flg. Aar
at gennemføre med væbnet Haand, og ved at
opbyde alle de 3 Rigers Magt kom han ogsaa
fl. Gange saa vidt, at næsten hele Sønderjylland
var i hans Hænder; kun Gottorp Slot naaede
han aldrig at indtage. Den Modstand, han
mødte, fæstnede blot E. endnu mere i
Overbevisningen om sin Ret, og han paastod nu, at
Schauenburgerne allerede af den Grund ikke kunde have
noget Krav paa Hertugdømmet, at der
overhovedet i Danmark ikke eksisterede noget
Arvelen; han formaaede baade de vendiske
Hansestæder og den preuss. Højmester til at love
ham Støtte imod Holstenerne, og under en
Udenlandsrejse 1423-25, der endog førte ham til det
hellige Land, fik han Kejser Sigismund til at
dømme i Striden om Slesvig efter sit Ønske
(1424). I dette Øjeblik syntes han at være sine
Ønskers Maal ganske nær, men snart vendte
Bladet sig. Hansestæderne, der frastødtes af
E.’s levende Interesse for det vaagnede
Handelsliv i Danmark, stillede sig paa Holstenernes
Side (1426), og fra nu af gik det tilbage med
E.’s Magtstilling i Sønderjylland; til Søs
overvandtes vel Hanseaternes Flaade 1427, og
Aaret efter tilbagesloges deres Angreb paa Kbhvn,
men i Slesvig vandt Holstenerne langsomt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
