Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik af Pommern, dansk Konge, ( -1459) - Erikapaios eller Erikepaios er i de orfiske Spekulationer over Verdens Tilblivelse et mand-kvindeligt Væsen - Erik Christoffersen, ( -1332) var ældste Søn af Christoffer II og blev 1321 valgt til Medkonge - Erik den Gamle og Erik den Unge, se Haarik. - Erik den Hellige, sv. Konge, sikkert kun over Svealand, omkr. 1150-60. - Erik den Røde, se Eirikr rauði. - Erik den Røde's Ø, Grønlands Østkyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sikkert fremad, indtil Kongen til sidst kun sad
inde med Haderslev. Da afsluttedes Krigen med
en Stilstand i Horsens (1432), der 1435 gik over
til en Fred; det var betegnende, at E.
forbeholdt Kronen dens fulde Ret, om end han fandt
sig i, for sin Levetid at indrømme Grev Adolf
Hertugdømmet.
Under den lange og byrdefulde Krig var
imidlertid Misnøjen med E.’s Styrelse blevet stærk
baade i Norge og Sverige; man harmedes over
de tunge Ydelser til et fjerntliggende Formaal
og over de fremmede, danske ell. tyske
Fogeder, der opkrævede dem. Engelbrekt
Engelbrektsson rejste Dalekarlene til Opstand 1434,
og det danske Herredømme i Sverige
omstyrtedes; Aristokratiet fuldendte, hvad Bønderne
havde paabegyndt, og med den næsten
enevældige Styrelsesmaade, som E. havde taget i Arv
efter Margrete, var det nu forbi, men dermed
tillige med den nøje Forening af de 3 Riger.
I Danmark var man ogsaa misfornøjet med E.,
og Rigsraadet vilde ikke finde sig i at
anerkende hans Fætter Bogislavs af Pommern som
den barnløse Konges Efterfølger. Led ved det
hele tog E. 1436 Ophold paa Gotland, hvor han
havde bygget sig det faste Visborg Slot; »jeg vil
ikke være eders Jaherre«, var i disse Aar hans
stadige Ord til Stormændene; »saaledes har jeg
ikke modtaget Riget af Fru Margrete, salig
Ihukommelse«. De flg. Aar fyldes af Forsøg paa at
finde ny Former for den nordiske Union; men
E. var ganske umedgørlig, og 1439 opsagde
baade det danske og det sv. Rigsraad ham
Troskab; i Danmark valgtes i hans Sted hans
Søstersøn Christoffer af Bayern til Konge,
medens man i Norge, hvor man ansaa E. som
Konge efter Arveret, holdt noget længere fast
ved ham. Siden levede E. paa Gotland, hvorfra
hans Kapere plagede baade Nordboer og
Hanseater; men da 1449 Sveriges ny Konge Karl
Knutsson rettede et alvorligt Angreb paa Øen,
foretrak E. at spille den i Hænderne paa de
Danske. Selv drog han til Pommern, hvor han
levede 10 Aar, og ligger begravet i den lille
Stad Rügenwalde.
Den nordiske Union, saaledes som Margrete
havde skabt den, med Danmark som det
herskende Land, med et kraftigt Kongedømme som
Midtpunkt, faldt til Jorden under E.’s Hænder
og sikkert ikke uden megen Skyld fra hans egen
Side; den politiske Opgave, som her var stillet
til ham, var dog saa vanskelig, at vel heller
ingen anden kunde have løst den. Med alle sine
Fejl maa E. prises som den, der satte al sin
Kraft ind paa at hævde Danmarks Ret til
Sønderjylland, og ogsaa paa mange andre Punkter er
hans Styrelse værd at mindes; det var ham, der
ved at tage Kbhvn fra Roskilde-Bispen (1416)
skaffede det danske Rige dets naturlige
Hovedstad, og den af ham indførte Øresundstold blev
Aarh. igennem de danske Kongers vigtigste
Indtægtskilde. Ogsaa for aandelige Bevægelser
havde E. Sans; han skaffede Birgittinerordenen
Maribo Kloster og fik af Paven Tilladelse til at
oprette et dansk Univ. Rygterne om, at hans
Ægteskab med Filippa var ulykkeligt, er meget
tvivlsomme; efter hendes Død (1430) stod han i
Forhold til en Frille, Cæcilia, som endog fulgte
ham til Gotland og Pommern (Litt.: Kr.
Erslev, »E. a. P.« [Kbhvn 1901]).
Kr. E.
Erikapaios eller Erikepaios er i de
orfiske Spekulationer over Verdens Tilblivelse et
mand-kvindeligt Væsen, der er en af de tre
Sider af det af Verdensægget opstaaede Lys-
og Livsprincip. Baade Navnets Bet. og
Skikkelsens Oprindelse er uvis.
H. A. K.
Erik Christoffersøn, d. 1332, var ældste Søn
af Christoffer II og blev 1321 valgt til dennes
Medkonge; 1324 kronedes han sammen med
Faderen. E. C. var dog lige saa hadet som denne,
og da han ved Beg. af Opstanden 1326 blev sendt
med en Hærstyrke til Sjællands Vestkyst, rejste
hans egne Tropper sig imod ham; E. C. maatte
kaste sig ind paa Taarnborg og efter et Par
Ugers Belejring overgive sig. Han sad derefter
som Fange paa Haderslevhus, lige indtil Johan
den Milde førte Faderen tilbage til Danmark
(1329). Til Stadfæstelse af Udsoningen med Grev
Gert ægtede E. C. dennes Søster Elisabeth, der
var Enke efter en Hertug af Sachsen-Lauenburg;
men da Faderen brød med Gert, forskød han
sin Hustru. Efter Slaget paa Lohede (29. Novbr
1331) styrtede han med sin Hest paa Flugten
over Danevirke, og Følgerne af Faldet var saa
haarde, at han kort efter døde under Lægernes
Hænder paa Slottet i Kiel.
Kr. E.
Erik den Gamle og Erik den Unge, se
Haarik.
Erik den Hellige, sv. Konge, Søn af en
Jedvard, hvis Navn minder om den fra
England udgaaede Missionsvirksomhed, regerede,
sikkert kun over Svealand, omkr. 1150-60. E.
d. H. kaldes i en Kongerække »Lovgiveren«, men
nogen nærmere Kundskab om hans
Lovgiverarbejde har man ikke. E. d. H.’s største Bet.
ligger i hans Virksomhed for Kristendommens
Udbredelse og Stadfæstelse. Han virkede i den
Retning ivrig i Sverige og foretog 1157 et
Korstog til Finland, i hvilket Land allerede i den
forhistoriske Tid et sv. Element havde været
virksomt. Ved E. d. H.’s Korstog begyndte
Svenskerne nu at kristne Finland. 1160 blev
E. d. H. i det nuv. Upsala overfaldet af den
danske Prins Magnus, Søn af Henrik Skadelaar,
blev slaaet og dræbt. Han havde 4 Børn, hvoraf
Knut blev Konge, og Margareta blev gift med
Kong Sverre i Norge. E. d. H. blev snart efter
sin Død betragtet som Helgen og hyldet som
Sveriges Skytspatron, om end han aldrig blev
formelig kanoniseret. Hans Dødsdag,
Eriksmessen, fejredes 18. Maj som en af Sveriges største
Helligdage, og ligesaa fejredes hans Minde 24.
Jan., den Dag, da hans Ben 1273 var blevne
flyttede fra Domkirken i Gamle Upsala til det
nuv. Upsala, hvor de nu hviler i et gyldent Skrin
bag Højalteret, som indviedes til hans Minde.
Rigsbanneret kaldtes i Middelalderen Skt Erik’s
Banner og udlaantes fra Domkirken, naar
Landet blev angrebet. Hans Billede sattes i det
sv. Rigssegl og siden i Hovedstadens Vaaben.
Rundt om i sv. Kirker møder vi hans Billede.
I nyere Tid har der været ført en livlig Polemik
om E.
A. M. D.
Erik den Røde, se Eirikr rauði.
Erik den Røde’s Ø, Grønlands Østkyst, 65°
48’ n. Br. og 36° 10’ v. L. f. Grw. Det er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
