Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Emune, dansk Konge 1134/1-1137, var avlet af Erik Ejegod - Erik Eriksson, sv. Konge, kaldt »Läspe och halte«, (1216-1250) - Erik Haraldssøn, kaldet Blodøkse, var Søn af Harald Haarfager - Erikit, et Mineral af kompliceret Sammensætning - Erik Ivarssøn, kaldet Blinde, Norges tredie Ærkebiskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svigersøn, Ubbe Jarl, paa Falster og lod ham
hænge; dernæst satte han sig fast i Skaane,
befæstede Lund og fik Ærkebiskop Asser til at
støtte sig. 4. Juni 1134 landede Niels og Magnus
med en mægtig Hær ved Fodevig; men med sit
Rytteri sprængte E. E. lynsnart imod dem og
knuste ell. splittede den fjendtlige Overmagt;
der faldt Magnus og Henrik Skatelaar samt 5
Bisper, medens Niels og Harald Kesje undkom.
Niels søgte at flygte til Tyskland, men blev
dræbt af Bymændene i Slesvig, og E. E. var
saaledes Herre i Landet. Vel lod Harald Kesje
sig hylde som Konge i Jylland, men E. E.
overrumplede ham, lod sin Broder halshugge og
hans Sønner snigmyrde; kun een, Olav, undkom.
Forinden havde E. E. ladet Harald’s ældste
Sønner, Bjørn Jernside og Erik Diakon, drukne i
Slien, og det skønt de havde skilt sig fra deres
Fader og var blevne E. E. tro. Saaledes tegnede
E. E. sin Vej med Blod. Som Konge øvede han
et myndigt Herredømme; han vilde kue
Stormændenes Selvraadighed og skaffe
Almuesmanden hans Ret, men hans Midler var
voldsomme, og han stødte alle fra sig ved Hovmod
og Pral. De mange Bispesæder, som efter
Bispefaldet ved Fodevig stod ledige, besatte han helt
efter eget Tykke og gjorde ved sin Hensynsløshed
Kirkens Mænd til sine Fjender. Biskop Eskil
af Roskilde og Stormanden Peder Bodilsøn
rejste Sjællænderne imod ham, men Sejren var
dog paa E. E.’s Side, og Eskil maatte udrede
svære Bøder. Vel indtog E. E. Rygen, men
Toget havde ikke varige Følger, og da han
blandede sig i Norges Anliggender, stødte han
paa overmægtig Modstand. E. E. blev lagt for
Had, man saa mere hen til hans Grumhed end
til hans Dygtighed; snart blev han (vistnok paa
Urnehoved Ting) dræbt af Sorteplog (18. Septbr
1137). Med en Frille Thunna havde han Sønnen
Sven, der senere blev Konge. (Litt.: H.
Olrik, »Knud Lavard« [Kbhvn 1888]; Samme,
»Konge og Præstestand«, II [Kbhvn 1895]).
H. O.
Erik Eriksson, sv. Konge, kaldt »Läspe och
halte«, f. 1216, d. 2. Febr 1250, var Søn af Kong
Erik Knutsson og toges til Konge Aar 1222, efter
at den sverkerske Slægt var uddød med Kong
Johan. Aar 1229 blev E. E. forjaget af Knut
Långe og flygtede til sin Morbroder Valdemar
Sejr. Knut var Konge til sin Død 1234,
hvorefter E. E. vendte tilbage og paa ny blev Konge.
Den egl. Magt udøvedes imidlertid af Jarl Ulf
Karlsson og efter hans Død af Birger Jarl: begge
tilhørte Folkunga-Slægten, hvis Magt var i stærk
Tilvækst, og med hvilken E. E. ved Giftermaal
traadte i Frændskab. E. E.’s Regeringstid var
meget urolig. I Upland gjorde Bønderne Oprør,
og Fejder rasede ogsaa mellem Kongen og
Rigets Stormænd. Under E. E. fortsattes det under
hans Stamfader Erik den Hellige begyndte
Omvendelsesværk i Finland, og Tavasterne blev
ifølge den sv. Rimkrønike af Birger Jarl tvungne
til at lade sig døbe. Ved denne Lejlighed skal
Tavastehus være blevet grundlagt. E. E.’s Tid
er ogsaa betydningsfuld derved, at den svenske
Kirke nu gjordes mere lig den almindelige kat.
Ved Bestemmelserne om Cølibat m. m. paa
Kirkemødet i Skeninge 1248 og ved Innocentius
IV’s Bulle af 1250 blev Kirken i Sverige skilt fra
Staten, og Grunden lagdes til Kirkevælden. E.
E. var den sidste Konge af den Erik’ske Slægt.
(A. S.). A. M. D.
Erik Haraldssøn, kaldet Blodøkse, var
Søn af Harald Haarfager, Norges første
Enehersker, og dennes Dronning, den danske
Kongedatter Ragnhild. Opfostret hos Thore Herse i
Fjordene for E. H. fra sit 12. til sit 20. Aar paa
Vikingetog baade i Østersøen og Vesterhavet og
skal være kommet N. over helt til Bjarmeland.
Da Harald 930 delte sit Rige mellem sine
Sønner, gav han E. H. Navn og Værdighed som
Overkonge; men han fik næppe nogensinde
nogen virkelig Magt uden for Vestlandet
(Gulatingslagen). Medens Faderen endnu levede, dræbte E.
sin Broder Bjørn Farmand, der boede paa
Sæheim ved Tunsberg. Da Broderen Halvdan
Svarte, der havde Rige i Trondhjem, vilde
hævne Drabet, drog Harald og E. H. imod ham.
Hærene mødtes paa Reinssletten i Stadsbygden;
men her mæglede Skjalden Guttorm Sindre
Forlig. Ogsaa fl. a. af sine Brødre fældede
Kong E. H., og Folkets Had vendte sig derfor
mod ham. Da hans unge Broder Haakon
»Adalsteinsfostre«, der var opdraget i England, efter
at Faderen 933 var afgaaet ved Døden, kom
hjem til Norge, sluttede Folket sig straks til
ham, og E. H. og hans Dronning Gunhild, der
var endnu mere hadet og frygtet end E. H. selv,
nødtes til at forlade Landet. Han tog da ud
paa Vikingtog og opkastede sig for en Tid til
Konge i Northumberland. Det lykkedes dog den
eng. Konge at fordrive ham herfra, og E. H.
optraadte paa ny som Viking. Paa et Tog, som
han 954 foretog til England, blev han fældet i
et stort Slag.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Erikit, et Mineral af kompliceret
Sammensætning, væsentlig indeholdende Si02, P2O5,
(Ce.La.Di)2O3, Al2O3, Na2O og H20. Krystalliserer
i regelmæssig rombiske Krystaller af gullig brun
Farve og fuldstændig uigennemsigtige, da den
opr. Substans øjensynlig er stærkt omdannet;
af samme Grund findes ingen Spaltelighed.
Haardheden er omtr. 6, Vægtfylden 3,5. Er kun
fundet i en Pegmatitgang ved Nunarsuatsiak,
Julianehaab Distrikt, Grønland.
O. B. B.
Erik Ivarssøn, kaldet Blinde, Norges
tredie Ærkebiskop, Søn af Nidaros’ Biskop Ivar
Skrauthanke, studerede i sin Ungdom ved Skt
Victorsklostret i Paris, blev siden (c. 1170)
Biskop i Stavanger og blev 1188 taget til
Ærkebiskop i Nidaros efter Formandens, Eystein
Erlendssøn’s Raad, men mod Kong Sverre’s Ønske.
Under de forudgaaende Kampe havde E. I.
nemlig stillet sig paa Magnus Erlingssøn’s Side, og
Kongen frygtede i ham en haardnakket
Forkæmper for Hierarkiet. Han gav dog efter, og
E. I. blev 1189 af Pave Clemens III beklædt med
Palliet. Straks efter hans Hjemkomst fra Rom
rejste der sig Strid mellem ham og Kongen.
Denne drejede sig bl. a. om Ærkestolens
Indkomster, Kaldsretten til private Kirker og
Ærkebiskoppens Følge og Optræden offentlig. Men
hertil kom ogsaa forskellige Krav fra
Kongens Side om at krones og øve
Indflydelse paa Biskoppernes Valg. Da
mindelig Overenskomst ikke kunde bringes i
Stand, forlod Ærkebiskoppen 1191 Landet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
