Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik den Røde's Ø, Grønlands Østkyst - Erik Ejegod (egl. Egod, »den altid gode«), dansk Konge 1095-1103 - Erik Emune, dansk Konge 1134/1-1137, var avlet af Erik Ejegod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
c. 15 km2 stor Ø, der ligger paa Østsiden af
Fjorden Sermiligak (ved Angmagsalik). Paa dens
485 m høje Top rejste den danske
»Konebaadsekspedition til Grønlands Østkyst« 1884 en
Varde, inden i hvilken nedlagdes Beretning om,
at den nyopdagede Del af Landet var tagen i
Besiddelse i Kongen af Danmarks Navn og kaldt
»Kong Christian IX’s Land«.
G. F. H.
Erik Ejegod (egl. Egod, »den altid gode«),
dansk Konge 1095-1103, var Søn af Sven
Estridsøn og sluttede sig til sin ældre Broder Knud
den Hellige; efter hans Ønske skal han have
fængslet deres Broder Olav, og da Knud
efter Jydernes Rejsning flygtede til Fyn, kom
E. E. til ham, men forlod ham umiddelbart før
det bevægede Optrin i Odense, der endte med
Knuds Drab (1086). Olav Hunger kom nu paa
Tronen, og en politisk Reaktion fik Overtaget;
E. E. og hans Hustru Bodil tog Ophold i
Sverige. Men ved Olav’s Død (1095) blev E. E. valgt
til Konge og vendte tilbage til Danmark. Lykken
tilsmilede ham. De frygtelige Uaar afløstes af
Frugtbarhed, og Venderne, som havde gjort de
danske Farvande usikre, blev nu avede; E. E.
erobrede endog Rygen, ligeledes Vagrernes
Hovedby Starigard ell. Oldenburg og indsatte sin
Søstersøn Henrik til Vendernes Fyrste. Tilmed
genoprettede han Tugt og Orden i Landet. Hans
smukke Kæmpeskikkelse og mandige
Veltalenhed vakte Beundring, og hans vennesæle Væsen
vandt ham Hjerterne; deraf hans ærefulde
Tilnavn, skønt hans Kongegerning var en
Fortsættelse af Knud den Helliges myndige Styrelse.
Roskildekrøniken vilde hævde, at E. E. fandt
paa mange uretfærdige Love; men den Dom var
ikke Folkets Røst, og man gav E. E., hvad man
havde nægtet Knud, særlig synes Tienden at
være indført. E. E. drog endog til Paven for
at faa Knud kanoniseret. E. fulgte Urbanus II
til Bari (1098), hvor ogsaa Anselm af Canterbury
kom til Stede, og grundlagde Herberger for
Pilegrimme i Piacenza og Lucca. Endelig optog
Pave Paschalis II Knud bl. Kirkens Helgener,
og ved en stor Fest i Odense fejredes
Skrinlæggelsen af Kongemartyrens Relikvier. E. E.
havde ogsaa et andet Ærinde hos Paven; han
vilde fuldende, hvad Sven Estridsøn og Knud
den Hellige havde tilstræbt: Oprettelsen af et
nordisk Ærkesæde i Lund. For at jævne Vejen
kaldte han de to andre nordiske Konger til et
Fredsmøde i Konghelle (1101), fik dem forligt
og udsonede sig med den norske Konge,
Magnus Barfod, som havde forfulgt en Fjende ind
paa dansk Grund. Ærkebiskop Liemar af
Hamburg var i Fjendskab med Paven og derfor
ufarlig. Selv oplevede E. E. dog ikke at se sit Værk
fuldført; først samtidig med hans Pilegrimsfærd
ophøjedes Lund til Ærkesæde; men Æren derfor
tilkommer ligefuldt E. E. Trods vidtdrevet
Frillelevned var E. E. religiøs; han byggede Kirker,
saaledes i sin Fødeby Slangerup, og grundlagde
ved indkaldte eng. Munke det berømte Kloster i
Odense til Hellig Knud’s Ære. Betaget af den
mægtige Korstogsbevægelse lod han Danske
deltage i det første Hovedkorstog og var selv den
første Konge, der efter Jerusalems Erobring
drog paa Pilegrimsfærd til det hellige Land
(1102). Efter Sagnet tilbød Folket forgæves
Trediedelen af alt Løsøre for at frikøbe den
folkekære Konge fra hans Korstogsløfte: E. E.
og Bodil drog gennem Rusland til
Konstantinopel, hvor Kejser Alexios Komnenos først modtog
ham med Mistro, men da han ved Spejdere
erfarede, at den danske Konge formanede
Væringerne til Troskab mod deres Kejser, viste han
ham Ære og skænkede ham Skibe. E. E. og
Bodil satte nu deres Kurs til det hellige Land,
men E. E. fik Feber og blev bragt i Land ved
Baffa paa Cypern, hvor han døde (10. Juli 1103).
Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham
i sit »Eiriksdrapa«. Med Bodil havde E. E. kun
Sønnen Knud Lavard, men flere Slegfredbørn,
blandt andre Harald Kesje, Erik Emune og
Datteren Ragnhild, Erik Lam’s Moder. (Litt.:
Ræder, »Danmark under Svend Estridsen og
hans Sønner« [Kbhvn 1871]; A. D.
Jørgensen, »Den nordiske Kirkes Grundlæggelse«
[Kbhvn 1874-78]; H. Olrik, »Knud Lavard«
[Kbhvn 1888]; Samme, »Konge og
Præstestand« [I2 Kbhvn 1905]).
H. O.
Erik Emune [-’e.-], dansk Konge 1134
(1131)-1137, var avlet af Erik Ejegod med en
anden Mands Hustru, hvorfor hans Broder, Harald
Kesje, nægtede ham Del i Fædrenegodset; E.
tog sig da selv til Rette. Deres Broder Knud
Lavard stævnede dem til sig og irettesatte dem,
men afgjorde Sagen til Fordel for E. E. Denne
stod i det hele Knud nær og blev af ham sat
til at vogte de sydlige Øer mod Venderne. Efter
Knud Lavard’s Drab (7. Jan. 1131) optraadte
E. E. som hans Hævner og tvang paa det
sjællandske Landsting Niels til at forvise Morderen,
Kongens egen Søn Magnus. Da Niels imidlertid
snart kaldte Magnus tilbage, begyndte E. E.
Borgerkrig. Sjællænderne valgte E. E. til Konge;
men af Hensyn til sin ældre Broder Harald
tøvede han med at tage Kronen. Derimod kastede
han sig straks i Kamp mod Niels; men forraadt,
af Ribebispen Thure led han Nederlag paa
Jællinge Hede, og for nu at holde sammen paa sit
Parti antog han Kongenavn. I Tillid til Hjælp
fra den tyske Konge, Lothar, satte E. E. sig fast
i det befæstede Slesvig; men Lothar svigtede
ham, og Vinteren 1131-32 maatte han udholde
en haard Belejring af Niels’ Hær. Efter at være
sluppet ud traadte han i Forbindelse med Norge
ved at ægte Malmfred (s. d.) og trolove Knud
Lavard’s Datter Christine med Kong Magnus
Sigurdsøn, gjorde dernæst et stort Tog til
Jylland, slog Magnus Nielssøn ved Sejrø og trængte
frem til Viborg, hvor han nedhuggede Biskop
Eskil foran Asmild Kirkes Alter; men ved Onsild
blev han slaaet af en fjendtlig Overmagt og
undkom med Nød og næppe til sine Skibe. Harald
Kesje gik nu over paa Niels’ Side. E. E. hærgede
hans Borg ved Roskilde; men Fjenderne havde
allerede Overtaget og angreb ham paa Sjælland,
hvor han tabte i Kampen ved Værebro (1133).
E. E. tyede nu til Norge; her vilde Magnus
Sigurdsøn forraade ham, men ved den unge
Dronning Ghristine’s Hjælp undslap han til Danmark.
Idelig havde den raske Kriger maattet flygte, og
hans Fjender haanede ham med Øgenavnet
»Harefod«; men i den afgørende Kamp gjorde
han al Spot til Skamme og blev »Emune« (den
mindeværdige). Først overrumplede han Niels’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
