Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erling Skakke (*c: Skævhoved), norsk Lendermand og Jarl i 12. Aarh. - Erling Skjalgssøn, norsk Høvding i Slutn. af 10. og Beg af 11. Aarh. - Erlingsson, Þorsteinn, isl. Digter og Bladudgiver, (1858-1914) - Erling Stenvæg, norsk Partihøvding i 13. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antages at gøre Krav paa denne gældende. 1162
fældede han ved Sekken i Romsdalen Haakon
Herdebred, og Aaret efter lod han Sønnen
højtidelig krone af Ærkebispen i Trondhjem. Ved
denne Akt, der i sit Slags var den første i
Norge, fik Sønnens Ret til Kongedømmet
Kirkens Stadfæstelse; men E. S. maatte betale den
dyrt, bl. a. derigennem, at han oprettede et
Augustinerkloster paa Halsnø, til hvilket han
sandsynligvis skænkede sin Æts i Søndhordland
liggende Jordegods. Derhos maatte han gaa ind
paa, at Kongevalget for Fremtiden skulde
afhænge af Biskopperne, og at uægte Fødsel
skulde udelukke fra Tronen. Til Vederlag for Hjælp,
som var ham ydet i den foregaaende Kamp, og
for at sikre Landet mod Angreb fra dansk Side
anerkendte E. S. Kong Valdemar den Store’s
Overhøjhed over Viken, som han med Jarlsnavn
modtog til Len af ham (1170). Men til Trods for
alt dette skulde E. S. ikke nedslaa enhver
Rejsning mod Sønnens Regering. Da Birkebeinernes
Parti opstod, slog E. S. det vistnok i Træfningen
paa Re, hvor dets Høvding Eystein Meyla faldt
(1177). Men saa snart Sverre Sigurdsøn havde
stillet sig i Spidsen for det, vendte Bladet sig, og i
Slaget paa Kalvskindet ved Nidaros (19. Juni
1179) faldt E. S. Han blev omtr. 60 Aar gl. Over
hans Grav ved Nidaros Krist-Kirke holdt Sverre
en af sine mest mesterlige Taler. Under de
forberedende Arbejder til Kirkens Restauration i
Midten af 1860’erne blev, som man antager, E.
S.’s jordiske Rester fundne.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Erling Skjalgssøn, norsk Høvding i Slutn.
af 10. og Beg af 11. Aarh., var af Hørdekaare’s
Æt og boede paa Gaarden Sole paa Jæderen.
Da Kong Olaf Tryggvessøn 997 kom herhen og
paabød Kristendommen, mødte han først
Modstand hos E. S. og dennes mægtige Frænder.
Paa Gulating, hvor endelig Bestemmelse skulde
fattes, erklærede de sidste sig dog villige til at
gaa ind paa Kongens Forlangende, hvis han
vilde give E. S. sin Søster Astrid til Hustru.
Kongen gik ind paa det. Han vilde gøre E. S. til
Jarl; men denne frabad sig Hæderen, dog
modtog han i Forlening Vestlandet mellem
Sognefjord og Lindesnes. E. S. ledsagede Olaf paa
hans Tog til Vendland, men deltog ikke i
Slaget ved Svolder, da han var sejlet forud for
Kongens Flaade. Under Jarlernes Regering
beholdt E. S. sin Magt i den Del af Landet, hvor
han boede. Han kunde ikke tilgive Erik Jarl,
at han havde været i Ledtog med Olaf
Tryggvessøn’s Fjender; men efter at denne havde
forladt Landet, udsonede han sig med Sven Jarl
og Haakon Jarl og fik af dem Stadfæstelse paa
sine Forleninger. Ved denne Tid stod E. S. paa
Højden af sin Magt, og det hed sig, at han
var den gæveste af alle Lendermænd, som havde
levet i Norge. Hjemme paa sin Gaard havde
han efter Sagaens Skildring, som vi rigtignok
ikke kan kontrolere, altid 90 Frimænd, som
han beværtede paa det bedste; naar Jarlerne var
i Nærheden, udgjorde Tallet 240. Naar han
skulde drage til Møde med Høvdinger ell. i
Hærfærd, for han altid paa et Krigsskib med 240
Mands Besætning. Mod sine Trælle, der var 30
i Tallet, var han en mild Husbond; han delte
deres Arbejdstid paa den Maade, at de kunde
løskøbe sig i Løbet af 3 Aar, saafremt der var
nogen Fremfærd i dem. De Frigivne skaffede
han Gaarde og Rydningsland; de blev m. a. O.
hans Livegne. Da Olaf Haraldssøn kom til
Landet, kæmpede E. S. paa Jarlernes Side mod
ham. Men efter Slaget ved Nesjar udsonede han
sig med Kongen; dog maatte han give Afkald
paa en Del af de Forleninger, han havde
indehaft. Kongen og E. S. kom imidlertid ikke godt
overens, og da Olaf oftere optraadte paa en
saarende Maade over for »Rygekongen«, som
paa sin Side hverken vilde taale andre
Høvdinger ell. kgl. Embedsmænd i sin Nærhed, kom
det snart til Brud mellem dem. E. S. begav sig
over til Kong Knud i England, som lovede at
forlene ham med hele Strækningen mellem Stat
og Rygjarbit, hvorefter han vendte hjem. Om
Vinteren 1027, da Kong Olaf fra Viken vilde
begive sig til Trondhjem, søgte E. S. at
overrumple ham, da han sejlede Jæderen forbi; men det
var dog ham selv, som blev overrumplet. I
Træfningen, som udspandt sig ved Øerne paa
Boknfjorden, blev E. S.’s Skib ryddet. Kongen
tilbød ham Grid, og E. S. overgav sig til
Kongen. Denne var da uædel nok til at haane ham,
og i det næste Øjeblik blev han dræbt af sin
Frænde og Uven Aslak Fitjaskalle (21. Decbr
1027). Hans Æt nævnes endnu i over 100 Aar af
og til, men spiller ikke mere nogen stor Rolle i
Norges Historie.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Erlingsson, Þorsteinn, isl. Digter og
Bladudgiver, f. 1858, d. 28. Septbr 1914. Efter at
være blevet Student tog han til Kbhvn’s Univ.
for at studere Jura, men han afsluttede ikke
sine Studier; han beskæftigede sig ogsaa med
Studiet af den nordiske Oldtid. 1896 rejste han
tilbage til Island og stiftede Bladet »Bjarki« paa
Seydisfjord, som han udgav i 4 Aar; dernæst
udgav han »Arnfirðingur«, der dog kun levede
et Aar. Siden tog han fast Ophold i Reykjavik
og nød i en Række Aar som Digter
Understøttelse paa den isl. Finanslov. E. var i eminent
Grad lyrisk Digter, men ikke synderlig
produktiv. Han var meget radikal af Tænkemaade, og
heraf bærer hans Digtning tydelige Spor;
saaledes har man fra visse Sider betragtet hans
Digt »Gudernes Skæbne« som blasfemisk. Han
revser strengt og er bitter ironisk, men han har
den dybeste og inderligste Medlidenhed med
alt, som lider, ulykkelige Mennesker (den
smukke Cyklus om Biskop Brynjolf’s ulykkelige
Datter, hvoraf 1. Del er udg.), Smaafuglene o. s. v.
Ikke mindre inderlige er hans Fædrelandsdigte.
E.’s Digtning udmærker sig ved et aldeles
fortrinligt Sprog, og hans Form er fuldendt, saa
at det allerede af den Grund er en sand Nydelse
at læse hans Digte. Han har udg. en Samling
Digte: »Þyrnar« (Torne) (2. Udg. Reykjavik
1905).
F. J.
Erling Stenvæg, norsk Partihøvding i 13.
Aarh., udgav sig for at være en Søn af Kong
Magnus Erlingssøn, beviste dette sit Udsagn ved
Jernbyrd (1204) og blev derefter af Baglerne og
under den danske Konge Valdemar Sejr’s
Beskyttelse taget til Konge paa Haugating ved
Tunsberg og senere hyldet paa Borgarting. Men
E. S.’s Magt skulde ikke blive af lang Varighed.
Baglerne foretog nogle Ekspeditioner til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
