Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erstatning betegner efter retlig Sprogbrug en Værdi, der tilkommer en Person som Oprettelse for en Skade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afværgelse (egen Skyld udelukker derfor let
Kravet paa E., se compensatio [culpæ]).
Erstatningspligt bør som Regel kun ramme den,
hvis Handling ikke har truffet det rette Maal i
Forsoningen af hans egne og den Skadelidtes
Interesser. Dels opnaas derved, at den
Skadelidte saa vidt gørligt gennem E. sættes i sin
forrige Tiistand, dels faar alle Mennesker
gennem deres eventuelle Erstatningsansvar en
vægtig Opfordring til at undgaa at fremkalde
uretmæssig Forringelse af deres Medmenneskers
Forhold. Den Erstatningspligt, som paahviler en
Forsikrer, har kun ydre retsteknisk Lighed med
alm. Erstatningspligt. Økonomisk fungerer
Forsikreren som en Fordeler af de enkelte Skader
paa samtlige de Forsikrede; deres
Præmiebetaling betegner en Sammenslutning om at bære
visse ensartet truende Tab.
De Hovedprincipper, hvorpaa al moderne
Erstatningsret hviler, stammer fra Romerretten.
Opr. holdt denne, saa lidt som gl germansk og
nordisk Ret, E. ude fra Straf; saaledes
paalagdes der for Skade ved Drab ell. Beskadigelse
Bøder, der paa een Gang var Straf og E. I
Forbindelse hermed staar det, at først og
fremmest forsætlig Skade erstattedes. Ved Siden af
har dog f. Eks. nord. Retskilder ret udførlig
udformet Grupper af det sædvanlige Livs farligere
(»gennemsnitlig uagtsomme«) Handlinger som
medførende et ubetinget Erstatningsansvar, hvis
Skade skete (f. Eks. Skade ved Bjørnegrav nær
alfar Vej, Skade, som Kvæg tog paa Gærde, jfr
Christian V’s L. 6-19-10 om Ansvar for den,
som lader Barn ell. Taabe hente Ild). Men først
i Roms retlige Blomstringstid udvikledes det
Hovedprincip: den Skyldige bærer
Erstatningsansvar. Det maa bestemmes ved en
konkret Undersøgelse, om der foreligger Forsæt
(dolus) ell. Uagtsomhed (culpa). Vanskeligheden
viser sig navnlig ved culpa, hvor den
Handlende i og for sig maaske forfølger berettigede
Formaal. Romerne spurgte her: har den
Handlende forholdt sig som en kyndig og paapasselig
Mand (bonus pater familias)? Der henvistes
herved til et frit etisk-retligt Skøn af Dommeren.
Kernen i denne Afgrænsning er - som nyere
nordisk Videnskab (Goos og Getz) klart har
udviklet - denne, at selve den enkelte ydre
Handlings Beskaffenhed undergives en konkret
Vurdering. (Om den dobbelte Bedømmelse, der
i Nutidens Retsvidenskab søges gennemført: var
Handlingen objektiv retsstridig og var den
subjektivt tilregnelig?, se nærmere under Skyld).
Det er Menneskenes Retsgoder og Handlefrihed,
hvis indbyrdes Sammenstød skal reguleres. At
min Handling har gjort Skade, gør mig ikke
erstatningspligtig, hvis Skaden, da jeg
handlede, var uberegnelig og fjerntliggende;
medmindre jeg efter mine Forhold skulde træffe
særlige Foranstaltninger mod Faren (f. Eks. en
Brandvagt), og jeg har forsømt dem. Og selv
den Handling, som sikkert vil bringe stor Skade,
kan retfærdiggøres af dens Formaal (Lægen
amputerer et Ben for at redde Patientens Liv).
Dette Princip har lex Aquilia (s. d.) bragt til
Anvendelse paa Tilfælde af direkte Skade (paa
Legeme ell. Ting). Endvidere er det
efterhaanden blevet videre gennemført ogsaa inden for
Kontraktsforhold. Medens tidligere Undtagelser
forsvandt, saaledes det strengere Ansvar for
custodia (Bevogtning), hvor Debitor, der havde
Kreditors Ting i sit Værge (Leje, Laan, Pant),
bl. a. ubetinget maatte erstatte Tingen, om den
blev stjaalet fra ham, bevaredes dog enkelte
Undtagelser (jfr casus).
Nutiden har gennemført det alm. Ansvar
for dolus og culpa inden for som uden for
Kontraktsforhold, ogsaa saaledes at Ansvaret kan
veksle: for den Debitor, der faar Vederlag (Leje),
er det strengere end for den, der f. Eks.
gemmer en Ting gratis for en anden; i Alm. maa
simpel Uagtsomhed (culpa levis) tilsvares,
undertiden kun grov Uagtsomhed (culpa lata). I
Kontraktsforhold er der dog en stærkere
Tendens til at hævde et Erstatningsansvar
uafhængigt af Debitors Skyld, f. Eks. ved Spørgsmaal
om E. for, at Tingen ikke var Sælgerens (se
Vanhjemmel), at en Ydelse udeblev ell.
kom for sent (se Mora), ell. at det viste sig,
at noget umuligt var blevet lovet (se
Umulighed). Ansvaret for Kreditors Ting, som
Debitor havde i sit Værge, er vel normalt kun
for Skyld, men dels hæfter Debitor dog
endvidere for sine Folks Brøde, dels maa han -
efter Aftale ell. Lov - undertiden erstatte
enhver Skade, som ikke skyldes visse, klart
skyldfri Begivenheder (se casus), dette gælder
saaledes f. Eks. Bankerne efter de sædvanlige
Kontrakter om Bankdeposita, Statsbanerne m.
H. t. Godset under Transporten (L. 24. April
1896), jfr ogsaa det maaske noget mildere
Ansvar, som Rederen har for Ladningen efter
Sølovens § 142 og Kbhvn’s Frihavnsselskabs
Ansvar for de modtagne Varer (L. 30. Marts 1894).
Grunden er i alle disse Tilfælde vistnok dels
den, at Debitor i sit Vederlag ogsaa faar nogen
Dækning for Risikoen ved Erstatningsansvaret,
dels og navnlig, at man saaledes sikrer sig at
ramme en Skyld hos Debitor, der ofte
foreligger, men er vanskelig at paavise. Dette Hensyn
til at ramme skjult Skyld medvirker ogsaa
uden for Kontraktsforhold til Udvidelser af
Ansvaret. De fleste moderne Lovgivninger (f. Eks.
fr., eng., amer. og nordisk) hævder den
Bestemmelse, som germansk og nordisk Ret altid
har kendt, men som strider mod Romerrettens,
at Husbonden ikke blot efter Reglerne om
Meddelagtighed kan blive ansvarlig for sine Folks
Brøde, navnlig fordi han har gjort et slet Valg
ell. ført slet Tilsyn, men at han hæfter
ubetinget for Fejl, som begaas »i Udførelse af
Hvervet« ɔ: som lader Faremomenter knyttede
til Hvervet blive aktuelle, ell. som dog staar i
en vis erfaringsmæssig naturlig Forbindelse
med Hvervets Udførelse (D. L. 3-19-2, N. L.
3-21-2 og Sølovens § 8). En lgn. Betragtning
ligger vistnok bag det særlige Ansvar for
Husdyr, navnlig Hunde, og for vilde Dyr, man
holder i Fangenskab. Paa lgn. Grunde lader fl.
fremmede Love i andre Tilfælde den hæfte,
hvem et Foretagende bringer den økonomiske
Fordel (Driftsherren), f. Eks. Jernbane-, Fabriks-
og Bjergværksdrift. Disse Bedrifter er paa
forskellig Maade farlige for Omgivelserne (Gnister
fra Lokomotiv, Kedeleksplosion). De tillades,
men kun saaledes, at »Bedriften« ubetinget skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
