Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erstatning betegner efter retlig Sprogbrug en Værdi, der tilkommer en Person som Oprettelse for en Skade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bære Skaderisikoen. Vor Ret kender her kun et
Ansvar for Skyld, men ganske vist et praktisk
meget vidtrækkende, idet Driftsherren hæfter,
medmindre det bevises, at Skaden ikke var
forskyldt af ham selv ell. en af hans
Underordnede. Et saadant Ansvar indtræder efter vor
nyeste Lovgivning ved Jernbane- og
Sporvejsdrift, ved elektriske Stærkstrømsanlæg og ved
Motorkørsel. Et af Skyld uafhængigt Ansvar er
dels den særlige E. til uskyldig Arresterede ell.
Straffede, idet Staten, i hvis Interesse
Strafforfølgning foregaar, bør bære Risikoen ved
Fejltagelser, dels Statskassens Ansvar for
Embedsmændenes Handlinger (der dog i Danmark
og Norge kun er delvis anerkendt). Nævnes kan
ogsaa her, at man i Nød kan tage andres
Ejendom, og at der kan eksproprieres til offentlige
Formaal; men i begge Tilfælde maa der gives
E., af den, til Fordel for hvem Indgrebet sker
(se Ekspropriation). Det er tvivlsomt,
baade om Romerretten og om de moderne
Retsforfatninger fordrer, for at Ansvaret kan
indtræde, at den Skadegørendes indre subjektive
Agtpaagivenhed (hans aandelige Anspændthed)
ikke har svaret til en »god Familiefaders«, ell.
om Ansvar indtræder, allerede fordi hans ydre
Handling ikke stemmede med, hvad en saadan
hypotetisk Person i hans Situation vilde gøre.
Det sidste er det praktisk heldigste og det, som
p. Gr. a., at det indre saa vanskelig kan
oplyses, i Praksis maa blive Hovedsagen. Der vil
nu vel være nogen Tilbøjelighed til, naar
saaledes en personlig svagere Begavelse ell. andre
mindre Abnormiteter gør Kravet til den
Enkeltes Anspændthed (diligentia) strengere, - idet
han alligevel skal handle som en »god
Familiefader« - da ogsaa at lade Børn og virkelig
Sindssyge være erstatningspligtige, fordi ogsaa
deres Handlinger er »objektivt retsstridige«.
En saadan Slutning, tilsyneladende »fra det
mindre til det større« er dog langtfra sikker. Dansk
Ret bestemmer utvivlsomt (D. L. 1-24-9), at
Børn under 15 Aar alene for deres forsætlige
Skadetilføjelser hæfter til E., ogsaa fremmede
Love begrænser Børns Ansvar. Dansk Praksis
antager, om end maaske med nogen
Tilbøjelighed til Skærpelse, det samme for de Sindssyges
Vedk. Efter de fleste Landes Ret, ligesom efter
Romerretten er Sindssyge ansvarsfri; men nyere
Lovgivninger, f. Eks. tysk, norsk og schweizisk,
giver dog Dommeren Beføjelse til efter
Omstændighederne at paalægge dem (og Børn) et
vist Ansvar, forudsat at det ikke vil være
ruinerende for dem. Er fl. Personer
erstatningspligtige, hæfter de normalt solidarisk for
Skaden og vil kun efter Omstændighederne
have indbyrdes Regres.
Da E. praktisk taget kun kan ydes i Penge
(jfr dog D. L. 5-3-31, N. L. 5-3-42, om at
den, hvem det lejede ikke ydes, kan kræve
»lige saa god Jord«), vil det, som erstattes,
først og fremmest blive Indgreb, som direkte
formindsker Formuen. Men ogsaa mere
indirekte økonomisk skadende Følger erstattes.
Saaledes ved Legemsbeskadigelser,
»Helbredsudgifter og Næringstab« (Strfl.’s § 301), ved
Æresfornærmelser og Angreb paa Kvindens
Kønsfrihed, »Ødelæggelse ell. Forstyrrelse af
Stilling ell. Forhold« (Strfl.’s § 303) (hvortil der
i eng.-amer. Praksis bliver rig Lejlighed, da et
simpelt af Manden brudt Ægteskabsløfte giver
Erstatningskrav), ved Drab til Ægtefælle og
Rørn for »Tabet af deres Forsørger« (Strfl.’s §
302), ved Arrest, »Kreditspilde«. Naar
Domstolene endvidere ved Arrest erstatter »Tort«
og ved Legemsbeskadigelse »Ulempe, Lyde og
Vansir«, saa er E. nærmest som et Slags Plaster
paa en, delvis aandelig, Lidelse, en Soning
svarende til den gl. Rets Bøder tilfaldende den
Krænkede og til det moderne tyske Busse. I
samme Grad som man fjerner sig fra det
direkte økonomiske Tab, bliver Dommerens
Ansættelse rent skønsmæssig og ofte vilkaarlig;
den Betænkelighed, som Praksis derfor af
Hensyn til den Erstatningspligtige har haft ved at
tilkende slige Erstatningskrav, er dog med
Rette i nyeste Tid noget mildnet, særlig hvor
Handlingen i øvrigt udgjorde en strafbar
Forbrydelse. Men i øvrigt er Reglen vedblivende
den, at en blot Affektionsværdi (s. d.) ikke
erstattes. Foreligger der nu en Skade af en af de
nævnte Arter og en Handling, som er retsstridig
i den foran beskrevne Forstand, opstaar det
vanskelige Spørgsmaal, om der er den
fornødne Forbindelse mellem Handling og Skade.
Det siges gerne, at der skal være »juridisk
Aarsagsforbindelse«. Afklædt al den Metafysik, som
navnlig tysk Videnskab her har udfoldet, synes
Sagen at være flg.: En Handling er retsstridig,
fordi den efter menneskelig Erfaring om og Tro
paa Aarsagssammenhæng truer med Skade paa
visse Maader. Indtræder nu Skaden paa en
anden Maade, ell. opstaar der en helt anden Skade
(en Mand vil aabne en Pakke og stjæle dens
Indhold, det er en Helvedesmaskine, som gør
stor Fortræd), saa er der maaske
Aarsagssammenhæng, men ingen jur. Indtræder derimod
Skaden paa en af de befrygtede Maader, da
er han Skyld i den. Men enhver skadende
Begivenhed kan faa de mest vidtrækkende Følger;
af disse bør han ud fra samme Betragtning ikke
bære dem, som han, da han foretog Handlingen,
fornuftigvis ikke kunde tage i Betragtning.
Men inden for denne Ramme bliver der atter
Spørgsmaal, om det er det individuelle Tab,
som bør erstattes, ell. blot »Normaltabet« (den
ødelagte Tings Værdi i Handel og Vandel).
Efter vore Loves Udtryk og Reglens Formaal bør
det individuelle Tab erstattes; og det baade
direkte Skade (damnum emergens) og forspildt
Vinding (lucrum cessans). Da den Skadelidte
imidlertid maa godtgøre Skadens Omfang, vil
Dommeren ofte lægge det sædvanlige til Grund,
og, naar det ikke bevises, at Tabet var større
ell. mindre, give E. for Normaltabet. Dette
gælder navnlig Tilfælde, hvor Skaden er mere
indirekte. Medens man tidligere, særlig i
Tyskland, stillede ret strenge Krav til dette Bevis
og saaledes ofte nægtede E., selv hvor stor og
utvivlsom Skade var lidt, stiller Nutiden sig friere.
Man hjælper sig dels med det navnlig tidligere
oftere benyttede Middel, at Skadelidte under Ed
vurderer Tabet (D. L. 5-2-88), dels og navnlig
ved et friere Skøn udøvet enten af Dommeren,
hvor han er sagkyndig nok, ell. af særlige
»Skønsmænd«. Undertiden er E.’s Størrelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
