Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eskil, angelsachsisk Missionsbiskop i Södermanland i 11. Aarh. - Eskil, Ærkebiskop af Lund, (c.1100-1181)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den gl. Kirkes Plads en mærkelig kristen
Gravkiste med malede Dyreslyngninger og Runer
fra c. 1050, og Fundene deromkring viser, at der
har været Kamp mellem Korset og
Thorshammeren, Kristentro og Asadyrkelse, allerede i
1. Halvdel af 11. Aarh. E.’s Martyrdød hører
da snarest herhen og har ikke noget med
Blót-Sven at gøre. Men Eskilstuna blev et Knudepunkt
for Kristenforkyndelsen og var endog, som det
nylig er opdaget, Bispesæde for det vestlige
Södermanland. Før 1170 nedlagdes dog denne
Bispestol; men snart efter knyttedes til E.’s
Gravkirke et Johanniterkloster. »Eskilsmessen«
fejredes 12. Juni, Skrinlæggelsen 6. Oktbr.
(Litt.: Sune Lindqvist, »Den helige E.’s
hiskopsdöme« [Sthlm 1915]).
H. O.
Eskil [’æ-], Ærkebiskop af Lund, f. c. 1100,
d. i Clairvaux 6. ell. 7. Septbr 1181, hørte til en
jysk Stormandsæt, der paa mødrene Side kunde
føre sin Stamtavle op til Sven Tjugeskæg; hans
Fader var den mægtige Kristjern Svensøn, en
af Erik Emune’s ivrigste Tilhængere, hans
Farbroder Ærkebiskop Asser, og disses Faster var
Dronning Bodil. 12 Aar gl blev E. sendt til
Domskolen i Hildesheim, som stod i højt Ry.
Cistercienserlegenden fortæller, at han her blev
dødssyg, men frelstes af Jomfru Maria imod at
love hende 5 Skæpper af 5 forsk. Slags Korn;
dette tydedes saaledes, at E. skulde blive en
stor Mand i Kirken og grundlægge 5 Klostre af
forsk. Ordener. Vist er det, at E. senere viste
glødende Iver for al Slags Munkeliv, og at
Klostervæsenet ved ham fik stor Bet. for
Danmark. Efter sin Hjemkomst synes den unge
Klerk at have giftet sig, efter hjemlig Skik,
men imod Kirkeloven; i alt Fald havde han en
Datter, som ægtede Jarlen Karl af Halland.
Længe varede Ægteskabet ikke. E. blev Kannik
i Lund under Asser, steg (1131) til
Domprovsteværdigheden og viste staalsat Villiekraft, idet
han mandede Asser op til at forsvare sin
Ærkebispeværdighed imod det hamburgske
Ærkesæde, og derved reddede den danske Kirkes
Selvstændighed, ligesom han fik Asser til at
slutte sig til Erik Emune, hvorved denne vandt
Sejr ved Fodevig. Efter Sejren indsatte Erik
Emune E. paa det ledige Bispesæde i Roskilde
(1134), og herved fik E. et større Virkefelt for
sine Evner. E. havde sin Slægts Stolthed, Kraft
og Mod; men han overgik alle andre ved sit
Snille, sin høje Aandsdannelse og sin
Begejstring for de ny kirkelige Ideer. Derfor virkede
E. allerede nu for Klostervæsenet, idet han
(1135) bidrog til Grundlæggelsen af Skt Peder’s
Kloster ved Næstved; men derfor modsatte han
sig ogsaa Erik Emune’s Voldsomhed over for
Kirken, ja rejste endog Sjællænderne til Oprør,
men trak det korteste Straa, maatte udrede
svære Bøder, og havde i Øjeblikket forspildt
Udsigten til Ærkebispeværdigheden, som han
ellers efter Asser’s Død (1137) maatte være
selvskrevet til. Kort efter blev Erik Emune
imidlertid dræbt. Lunds Kanniker kasserede nu det
Valg, de havde foretaget under Tryk fra
Kongen, og valgte E. Erik Lam vilde ikke
samtykke; men over for Skaaningernes Modstand
faldt han snart til Føje, og det varede ikke
længe, før han var behersket af E.’s overlegne
Personlighed. 1139 afholdt E. i en pavelig
Legats Nærværelse en nordisk Bispesynode og
gjorde saaledes sin Ærkebispeværdighed
gældende i dens fulde Udstrækning. Snart efter
kom E. i stor Fare. Harald Kesje’s Søn Olav
opkastede sig til Konge i Skaane, og E. blev
ved Overrumpling tvunget til at aflægge ham
Troskabsed; men uden at ænse de Gidsler, han
havde maattet stille, flygtede han til Erik Lam,
og Olav indsatte da en anden Ærkebiskop, som
for øvrigt ogsaa hed E. Erik Lam besejrede op
forjog dog Olav, og Modærkebispen blev hængt.
Da Olav fornyede Kampen og under et Tog til
Sjælland nedhuggede Biskop Rike af Roskilde,
fik E. Paven til at bandlyse ham. Med Olav’s
Fald (1143) fik E. og den danske Kirke endelig
Ro. E. udnyttede Sejren i rigeligt Maal. Erik
Lam gav ham og Ærkesædet store Gaver, og
paa gunstige Vilkaar overlod han ham
Krongodset Esrom, hvor E. grundlagde et
Benediktinerkloster. Samtidig var E. traadt i
Forbindelse med Bernard af Clairvaux og det
storladne kirkelige Opsving, som udgik fra ham og
de fr. Cisterciensere; selv stiftede E. 1144 det
første danske Cistercienserkloster, Herrisvad i
Skaane. Samtidig fuldførte E. Skibet og det
herlige Kor af Lunds Domkirke og smykkede
Kirken særdeles rigt, baade indvendig og udvendig
med Skulpturer i lombardisk Stil; 1. Septbr
1145 foretog E. den højtidelige Indvielse, og ved
denne Lejlighed forøgede han Domkapitlet ved
at oprette ny Præbender. Efter Erik Lam’s
Fratræden og Død forestod der atter E. en
vanskelig Tid. Ud fra sit hierarkiske Livssyn
betragtede han Staten med Mistro, medens
Kirken var ham det eneste rette Fædreland, og
derfor søgte han under den voldsomme
Tronstrid først og sidst at varetage de kirkelige
Interesser. Som Følge heraf vilde han i Beg.
ikke hylde nogen af de to Tronkrævere; han
modsatte sig ikke Sven Eriksøn, som lod sig
vælge i Skaane, men nærmede sig dog til hans
Modstander, Knud Magnussøn, af hvem Kirken
kunde vente sig mere. Først da Knud kom til
Øresund med sin Flaade, brød E. aabenlyst med
Sven. Knud vovede dog ikke at lande, og Sven,
som nu havde Overtaget, lod E. gribe og
indespærre i Lunds Domkirke. Denne Politik var
den unge Konge imidlertid ikke stærk nok til at
fortsætte, og E. lod sig ikke forsone, før Sven
gav Ærkesædet vidtstrakte Besiddelser, bl. a.,
som det synes, de 3 af Bornholms 4 Herreder.
Striden endte altsaa med Sejr for E. 1147
fejrede han endog den Triumf at faa Sven og
Knud til i Fællesskab at gøre Korstog mod
Venderne, hvortil Hellig Bernard havde
opfordret. Men dette Togs uheldige Udfald varslede
et Omslag, og under den fornyede Borgerkrig
gled Ledelsen E. af Hænde. Forpint af idelige
Stridigheder med Kong Sven tænkte han
allerede paa at blive Munk i Clairvaux; men
Bernard fraraadede ham det, fordi han som dansk
Ærkebiskop vilde kunne udrette meget mere for
Kirken, og E. kom da kun til Clairvaux som
Gæst (1152). Derfra hentede han Munke, ved
hvilke han omdannede Esrom til et
Cistercienserkloster (1153 ell. 54). E. laa fremdeles i
Strid med Sven Eriksøn, og derfor greb han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
