Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Estienne, ogsaa Étienne (latiniseret: Stephanus), fr. Bogtrykkerfamilie - estime (fr.), Agtelse, Respekt; estimere, skatte, sætte Pris paa, højagte. - estinto (ital.), mus. Foredragsbetegnelse *c: udslukt, hendøende, ofte Betegnelse for det yderste pianissimo. - estisk Sprog og Litt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1579, lille Format), Gellius (1585), Thukydides
(1564 og senere) o. fl. Som fr. Forf. har E. gjort
sig kendt ved sin mærkelige, livlig skrevne
Bog Apologie pour Hérodote (1566), hvori han
søger at forsvare den gl. Historieskrivers
Paalidelighed; nogle meget uhøviske Afsnit deri
skaffede ham en Del Ubehageligheder fra de
rigoristiske Genferes Side. Desuden kan nævnes
den for den romanske Filologis Historie
interessante Traité de la conformité du langage
françois avec le grec (1565), indeholdende bl. a.
nogle voldsomme Angreb paa Paven, Munkene
og Helgenerne, som blev strøgne i en senere
Paris-Udg., og de af en stærk Patriotisme
udsprungne Dialogues du nouveau langage
françois italianizé (1578) og Précellence du langage
françois (1579). Fremdeles kan nævnes et Par
Skr, der nærmest vedkommer E. som
Bogtrykker: Epistola de suæ typographiæ statu og Artis
typographicæ querimonia (begge 1569). - Men
trods al denne Virksomhed blev E.’s økonomiske
Stilling ingenlunde gunstig, og hans heftige
Karakter paadrog ham mangen Ærgrelse. Kong
Henrik III yndede ham, hvad der gav Anledning
til, at E. fl. Gange opholdt sig nogen Tid i Paris,
om end Hoflivet slet ikke behagede ham. I sine
sidste Aar flakkede han om mangfoldige Steder,
baade i Frankrig og Schweiz, i Tyskland og
Ungarn, og paa en af disse Rejser døde han, ene
og fattig, men optaget af en Mængde litterære
Planer, i et Hospital i Lyon. Hans store Talent
og Lærdom er først ret blevne anerkendte efter
hans Død.
Trykkeriet fortsattes siden »Henricus
Stephanus’« Dage af en Række Medlemmer af Slægten
E., de fleste med Fornavnene Robert og Henri;
der var dygtige Folk iblandt dem, men der er
dog ikke Anledning til at fremhæve nogen anden
end Paul E., Søn af Henri (II) E. (f. 1567,
etableret i Genève; Dødsaaret vides ikke), en
flittig og lærd Mand, i hvis senere Aar
Trykkeriet imidlertid gik tilbage, saa at han maatte
sælge det 1627. Den sidste Bogtrykker af
Familien er Antoine E., der endnu paa en i
Paris 1664 tr. Bog kalder sig Premier Imprimeur
du Roy. (Litt.: A. A. Renouard, Annales
de l’imprimerie des E. [2. Udg., Paris 1843];
L. Clément, Henri Estienne et son æuvre
française [Paris 1899]).
(E. G.). C. S. P.
estime [æ’stim] (fr.), Agtelse, Respekt;
estimere, skatte, sætte Pris paa, højagte.
estinto (ital.), mus. Foredragsbetegnelse ɔ:
udslukt, hendøende, ofte Betegnelse for det
yderste pianissimo.
S. L.
estisk Sprog og Litt. Det estiske Sprog
tales af omtr. 1000000 Mennesker i Estland (med
Undtagelse af nogle faa Punkter paa
Nordvestkysten og derved liggende Smaaøer, hvor der
tales ejendommelige sv. Dialekter, se
Sverige, Afsn. »Sprog«) og i det nordlige af
Lifland indtil en Linie, der danner Sproggrænsen
mod Lettisk og gaar fra lidt N. f. Salis, forbi
Walk og Charlottenburg indtil Peipus-Søen,
samt lidt ind i Guv. Pskov; endvidere paa Øerne
Dagø og Øsel, hvor der tidligere til Dels
fandtes en sv. Befolkning. Det estiske Sprog,
der er nær beslægtet med Finsk, men dog
bestemt forskelligt derfra, adskiller sig fra dette
dels ved visse Lyd- og Formejendommeligheder,
dels ved en stærkere Afslibning af
Endestavelserne, dels endelig ogsaa noget i Ordforraadet,
f. Eks. ved en temmelig stærk Paavirkning fra
Tysk, der i Aarhundreder har været og endnu
væsentlig er de højere Stænders Sprog i
Østersøprovinserne, medens i Finland Svensk har
spillet en lgn. Rolle. Navnet »Ester«, »estisk«
(udtalt med langt e), der fra ældgammel Tid af har
været i Brug hos de germanske Folk (fra først
af vistnok snarest anvendt om Folk af
lettisk-litauisk Stamme), er fra først af ukendt for
Esterne selv, men er dog efterhaanden kommet
i Brug hos dem ved Efterligning af Tysk (særlig
i det efter »Estland« som politisk-geogr. Navn
dannede Eestimaa); ellers kalder de i Reglen
deres Sprog blot maa-keel’, Landsmaal, og sig
selv maa-mehed, Landmænd, ell. maa-rahwas,
Landfolk, i Modsætning til den væsentlig tyske
Bybefolkning. Det estiske Sprog tales i en stor
Masse Dialekter, idet omtr. hvert Sogn, ja ofte
hvert Gods frembyder sine
Dialektejendommeligheder. De kan henføres til to Hovedgrupper:
Reval-Estisk (Nordestisk), der omfatter den
største Del af det hele estiske Omraade, og
Dorpat-Estisk (Sydestisk) i og om Byen
Dorpat samt, naar Navnet tages i videre Bet.,
i Syd (Werro) og noget Øst derfor. Begge
Hoveddialekter benyttes til Skrift- og
Kirkesprog. Med Forbigaaelse af ældre Arbejder fra
17. Aarh. (om nogle se ndf.) maa som de
vigtigste grammatiske og leksikalske Arbejder
nævnes. A. W. Hupel, »Ehstnische Sprachlehre
für die beyden Hauptdialekte, den revalschen
und dörptschen, nebst einem vollst. ehstn.
Wörterbuche« (Riga og Leipzig 1780; 2. Udg. Mitau
1818); E. Ahrens, »Gramm. der ehstn.
Sprache« (Reval 1843; 2. Opl. 1853); F. J.
Wiedemann, »Gramm. d. ehstn. Spr.« (Petrograd
1875) og Sammes fortrinlige og meget righoldige
»Ehstnisch-deutsches Wörterbuch« (smst. 1869;
2. Udg. ved J. Hurt, 1893). Adskillige vigtige
Monografier om estisk Sprog og dets Dialekter
findes særlig i »Verhandlungen« og
»Sitzungsberichte«, udgivne af det 1839 stiftede »Gelehrte
estnische Gesellschaft zu Dorpat«, deriblandt fra
nyere Tid af den tidlig (1890, som Prof. i Kasan)
afdøde, indfødte estiske Sprogforsker M.
Weske, der med utrættelig Iver trods al Modstand
ovenfra arbejdede paa at højne og oplyse sit
Modersmaal.
Den estiske Litt. er - bortset fra den
overordentlig rige Folkedigtning - temmelig
ubetydelig og bestaar næsten kun af religiøse
ell. smaa populære, for største Delen oversatte
Skrifter. Den begynder i 16. Aarh. efter
Reformationens Indførelse, med Oversættelser af
Luther’s Katekismus o. l.; men der kendes ikke
mere noget Ekspl. af nogen af disse Bøger. Det
ældste, der nu haves, er en i Manuskript
opbevaret Samling af 39 Prædikener, der har været
holdte i Reval 1600-06 og sandsynligvis skyldes
en Præst ved Navn Georg Müller.
Manuskriptet opdagedes 1884 i Raadsarkivet i Reval
og blev udg. 1891 i »Verhandl. d. gel. estn. Ges.«,
XV. Ellers er den ældste hidtil kendte Forf.
H. Stahl, der foruden en »Anführung zu der
ehstn. Sprache« (1637), som lader meget tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
