Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ren Kærlighed til alle Mennesker, Matth. 11,
29, Joh. 13, 15. 34. Det maa kun bemærkes, at
naar Jesus forlanger en særegen Kærlighed fra
Disciplenes Side til ham personlig, f. Eks. Matth.
10, 37, da er der hermed slet ikke tænkt paa et
sentimentalt Forhold til hans individuelle
Person, men paa en Tilslutning til den
sædeligreligiøse Kraft, som sejrrig lægger sig for
Dagen i hans Virken, jfr Matth. 25, 40. Naar da
det enkelte Menneske giver sig hen til at tjene
det i Jesus aabenbarede Ideal, vil han med det
samme komme til at fornemme sig som Herre,
idet han vil føle sig fri og ophøjet i Forhold
til den Verden, han lever i. Han vil kunne vente
at faa, hvad han behøver af timelige Goder, af
den Guds Haand, som han tjener, Matth. 6, 25
-34; men selv om dette ikke skulde ske, og
han enten p. Gr. a. Forholdenes Natur, Matth.
9, 15, ell. p. Gr. a. individuelle Dispositioner,
Matth. 19, 21, skulde blive henvist til
Forsagelse, vil han bestandig kunne bevare sin
glade Sindsstemning, idet han er vis paa
allerede nu at have grebet det højeste Gode, som
han ikke mere skal miste, Matth. 5, 11. 12. 6, 20.
Det er herefter klart, at Jesu Moral direkte
fører over i en bestemt religiøs Anskuelse; men
som denne nøje svarer til en ideal Moral, idet
den alene tilføjer den nødvendige Støtte, som
den fulde Selvhengivelse maa kræve for ikke
at blive til Selvopgivelse, saa er den ikke
forbundet med nogen Verdensfornægtelse i anden
Forstand end den, hvori en saadan maa findes
i enhver E., som vil gøre Alvor af at bryde med
den naturlige Egoisme.
Iblandt Jesu Disciple er det især Paulus,
som siden har udført Jesu Moral. Han viser, at
Tillidsforholdet til Gud gennem Kristus alene
giver det rette Forhold til Verden, idet det paa
den ene Side fritager den Kristne for at
præstere besværlige, fortjenstlige Gerninger, og paa
den anden Side med indre Magt driver ham til
at gøre, hvad der er ret og godt. Idet nemlig den
Kristne ved sig grebet af den hellige Guds
Kærlighed, vil han heri finde en Bevæggrund til et
helligt Liv, der overgaar den Bevæggrund, som
ligger i Budets truende Fordring; som den, der
ejer Guds Aand, vil han føle sig den forpligtet
i indre Lydighed, Rom. 8, 1 ff. Og da Idealet
saaledes bliver lagt ind i den Troendes egen
Bevidsthed, vil han være i Stand til selv at
dømme om, hvorledes han i det enkelte skal
handle, Gal. 5, 13; uden at være bundet ved
udvortes Anordninger, Rom. 14, vil han i sin
egen Overbevisning om, hvad der er til
Fremme for hans evige Personligheds Udvikling,
finde den sidste Afgørelse af, hvad der er Ret og
Pligt, 1. Kor. 10, 23. Men hermed vil han i det
hele komme til at stille sig i et positivt,
anerkendende Forhold til den naturlige Verden,
som den, der er skabt af den samme Gud, som
han selv tjener, 1. Kor. 7, 20; 1. Tim. 4, 4; Rom.
13, 1.
Denne opr. Form for den kristelige E. skulde
dog snart blive fordunklet. Allerede hos de
apostoliske Fædre og endnu mere siden bliver
Kristendommen opfattet som en »ny Lov«, der
skal opfyldes dels ved Antagelsen af bestemte
Troslærdomme, dels ved Iagttagelsen af visse
asketiske Ydelser. Især Tertulian’s E. er
rigoristisk. Den udvortes Karakter, som Moralen
saaledes faar, viser sig klart i Adskillelsen
mellem de guddommelige Bud, der skal holdes af
alle, og de evangeliske Raad, hvis Efterfølgelse
betragtes som overflødige gode Gerninger, der
bringer en særlig Fortjeneste. Heraf udvikler
der sig en dobbelt Art af Sædelighed inden for
Kirken. Det egl. sædelige Ideal bliver søgt i
Munkelivet, saavel i Østen som i Vesten, kun
med den Forskel, at i Østen det beskuelige
arbejdsløse Liv sættes som det højeste, hvorimod
i Vesten det ydre Arbejde tages med. Men
ogsaa inden for den borgerlige Sædelighed er det
Opgaven for Middelalderens Moral at
gennemføre Kirkens Autoritet paa en saadan Maade,
at den naturlige sædelige Bevidsthed slet ikke
faar nogen Selvstændighed. Medens
Menneskenaturen af sig selv kan frembringe de 4 filos.
Dyder, Retfærdighed, Besindighed, Tapperhed
og Visdom, er det Kirken, som ved en
overnaturlig Indgydelse forsyner den enkelte med de 3 teol.
Dyder, Tro, Haab og Kærlighed. Men Troen er
her en ydre autoritetsmæssig Lydighed,
Kærligheden bliver især henvist til ydre »gode
Gerninger«, og Haabet forholder sig til en massivt
opfattet Salighed. Først Luther bringer den
opr. kristne Moral frem igen. I sit tidlige
Skrift »Om et Kristenmenneskes Frihed« har han
givet Grundlinierne for sin hele Moral i de to
Sætninger: Et Kristenmenneske er en Herre
over alle Ting og ingen undergiven, og et
Kristenmenneske er i alle Ting hørig og lydig og
hver Mand undergiven. Den første udtrykker det
religiøse Frihedsforhold, som den Kristne har
over for Verden i Kraft af sin Tro uden at
behøve at erhverve det ved ydre Gerninger. Den
sidste viser hen til, at han med det samme maa
føle sig bunden til at virke i den Gerning, som
Gud har anvist ham gennem hans særlige
Evner og Samfundets bestemte Krav. Det er
Kaldets Begreb, som hermed bliver gjort gældende
som en afgørende Faktor i den kristelige E. At
virke i sit Kald er for Luther en ret
Gudstjeneste i Modsætning til de kat. Helliges
selvopfundne gode Gerninger. Desværre
interesserede Luther’s etiske Tanker ikke Eftertiden saa
meget som hans dogmatiske. Det er først ved
Calixt i 17. Aarh., at E. inden for den lutherske
Kirke blev udskilt fra Dogmatikken som en
særlig Disciplin. I saa Henseende er den
reformerte Kirke gaaet foran ved Danæus; her
havde fra Beg. af den etiske Interesse været mere
fremtrædende, skønt Calvin’s E. med sin
strenge lovmæssige Karakter staar langt under
Luther’s. Efter at Pietismen i særlig Grad har
tilsløret det protestantiske Livsideal, er det
først ret i nyere Tid, at de protestantiske
Teologer, paavirkede især af Kant og
Schleiermacher, har gjort E. til Genstand for
indgaaende Behandling. Efter F. V. Reinhard’s store
og flittige »System d. christ. Moral« (1802-15)
maa især nævnes Schleiermacher, »Die christl.
Sitte« (1843), og ved Siden heraf det store
Værk af hans Discipel R. Rothe, »Theologische
E.« (2. Udg., 1869-71). Større Behandlinger
foreligger fremdeles af de Wette (overs. af C.
E. Scharling 1835), Wuttke, Harless, Frank,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
