Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etymologi (kaldes den Del af Sprogvidenskaben, der beskæftiger sig med Ordenes Herkomst og Afstamning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Hartgrepeshøj«, o. s. v. Voltaire havde da ikke Uret over
for Datidens og de foregaaende Tiders
Etymologer, naar han definerede E. som en
Videnskab, hvor Vokalerne ingen og Konsonanterne
næsten ingen Rolle spillede. Det er først 19.
Aarh.’s sammenlignende Sprogforskning, der
paa dette Omraade har indført Metode og
Kritik. Man har indset, at E. væsentlig vil sige
Ordhistorie, og at den første Fordring derfor maa
gaa ud paa at forfølge Ordet tilbage til den
ældste Skikkelse, hvori vi finder det. Allerede
derved bliver mange Ords Tydning af sig selv
klar. Naar vi saaledes ved at gaa nogle Aarh.
tilbage i St f. det nuv. Ord Stakkel finder en
Form Stackarl, ser vi straks, at den sidste Del
af Ordet er Karl; og naar vi saa lidt længere
tilbage i Tiden ser Ordet skrevet Stavkarl
(Stafkarl) og brugt i Bet. Tigger, kan der ingen
Tvivl være om Ordets Herkomst; en Karl, der
gaar med (Tigger-) Stav. Kan Ordet ikke
saaledes tydes inden for sit eget Sprogs Omraade,
maa man nøje gennemforske beslægtede Sprog
og ogsaa der søge saa langt tilbage som muligt.
For at to Ord skal erklæres for etymol.
identiske el. dog beslægtede, maa der paavises
tvingende Overensstemmelse baade i Henseende til
det ydre, Ordenes Lydform, og det indre, deres
Bet. Hvad det første angaar, kan man ikke til
Fordel for de postulerede Lydændringer nøjes
med at paaberaabe sig Paralleller fra
fjerntliggende Sprog; man maa paavise, at den samme
Lydgruppe i vedk. Sprog - og netop i den
paagældende Periode af dette Sprogs Udvikling
- regelmæssig ændres paa den og den bestemte
Maade, ell. i modsat Fald anføre sikre Aarsager
til, at den ellers alm. Udvikling her er fraveget
(se Lydlove). Vi kan være sikre paa
Rigtigheden af Afledningen af fr. île af lat. insula,
fordi vi paa hvert Punkt kan eftervise mange
utvivlsomme Eksempler paa de samme
Lydovergange: n er faldet bort foran s (smlg. ital.
isola og endvidere lat. mensura, ital. misura,
fr. mesure, lat. mensem, ital. mese, glfr. meis,
nu fr. mois o. s. v.); u i svag Stavelse er
bortfaldet paa Fransk (som i lat. masculum, glfr.
masle, nu mâle; lat. angulum, fr. angle, lat.
cumulum, fr. comble o. s. v.); det sidste svage
a er blevet til fr. e som i alle Hunkønsord og
ogsaa ellers; vi faar derved Formen isle, der
virkelig ogsaa har været den eneherskende i
Fransk hele Middelalderen igennem; en sidste
Ændring er da s’ets Bortfalden, hvilket altid
finder Sted foran Konsonant (smlg. mâle, tête,
août, âne, ældre teste, aoust, asne, af lat. testa,
augustum, asinum). Dette kun for at vise de
ledende Principper; det er selvfølgeligt, at vi ikke
i alle Tilfælde besidder et saa fyldigt og
paalideligt Materiale som ved Udledningen af et
alm. fr. Ord fra Latin. Hvad Bet. angaar, da
siger det sig selv, at man ikke kan opstille saa
bestemte Love som ved det lydlige;
Mulighederne for Ændringer og Forskydninger er her
saa mangfoldige, at ingen paa Forhaand kan
opstille Normer for, hvor stor Overensstemmelsen
maa være, for at en E. kan betragtes som
rimelig. Meget maa her bedømmes ved Skøn, hvortil
Evnen naturligvis skærpes ved indgaaende
Beskæftigelse med hist. Betydningslære
(Semasiologi, s. d.). I ganske enkelte Tilfælde kan
vor Viden om rent hist., uden for Sproget
liggende Forhold tilstede os en Sammenknytning, selv
hvor Betydningsspringet er meget stort.
Saaledes er de to fr. Ord grève med Bet. »sandet
Plads, navnlig ved Stranden«, og »Strike af
Arbejdere« etymologisk det samme Ord, idet
nemlig en bestemt Plads la Grève ved Seinen
brugtes til en Slags Tyendemarked, hvor ledige
Arbejdere søgte hen; de, der forlod deres Plads
for at søge højere Løn, sagdes derfor at être en
grève ell. faire grève. - E. af de enkelte Sprogs
Ord findes i de store videnskabelige Ordbøger,
f. Eks. hos Grimm, Littré, Murray; af
Værker, der særlig har beskæftiget sig med E.,
og har bragt Læren videre, kan nævnes Pott,
»Etymologische Forschungen« (1833-36); Diez,
»Etym. Wörterbuch der romanischen Spr.« (4.
Udg. 1878); G. Curtius, »Griechische E.«
(5. Opl. 1879); Fick, »Vergleichendes
Wörterbuch der indogermanischen Sprachen« (4. Opl.
1891 ff.); Skeat, Etymol. Dictionary of the
Engl. Language (ny Udg. 1910); Kluge, »Etym.
Wörterbuch der deutschen Spr.« (8. Opl. 1914);
Tamm, »Etymol. sv. Ordbok« (1890-1905); H.
Falk og A. Torp, »Etymol. Ordbog over det
norske og det danske Sprog« (Kria 1903-06;
ogsaa i tysk Udg., Heidelberg); Prellwitz,
»Etymol. Wörterbuch der griechischen Spr.«
(Göttingen 1905); A. Walde, »Lateinisches
etymologisches Wörterbuch« (2. Udg.,
Heidelberg 1910); C. C. Uhlenbeck, »Kurzgefasstes
etymologisches Wörterbuch der gotischen Spr.«
(2. Udg., Amsterdam 1900); Samme.
»Kurzgefasstes etymologisches Wörterbuch der
altindischen Spr.« (Amsterdam 1898); E.
Berneker, »Slavisches etymolog. Wörterbuch«
(Heidelberg 1908); W. Meyer-Lübke,
»Romanisches etymologisches Wörterbuch«
(Heidelberg 1911); A. Torp, »Nynorsk Ordbok« (Kria
1915) - de tre sidste ufuldendte.
Ved etymologisk Følelse forstaas
den rent umiddelbare Henføren af et Ord til et
andet som dets Ophav ell. beslægtet med det.
Denne Følelse er undertiden helt klar (som ved
Træsko), men ikke sjælden mere ell. mindre
udvisket (som ved bedøve af døv, beskidt) og
er i mangfoldige Tilfælde helt uddød; ingen
tænker saaledes ved fattig paa faa og tage ell. ved
Mynde paa my (smal) og Hund. Ved
Udviskelsen af den etymologiske Følelse opstaar
Muligheden for den saakaldte Katakrese (s. d.)
som i Messingskohorn. Naar en urigtig
Henføren af et Ord faar Indflydelse paa dets Form
ell. Bet., som naar en Kone talte om »Kvindens
Mandsperson« i St f. »Emancipation«, kalder
man det Folkeetymologi (s. d.). - Ved
etymologisk Skrivemaade forstaas en
saadan, der tager Hensyn til Ordets rigtige ell.
formentlige Afstamning, som naar man nu i
St f. som i tidligere Tider at skrive got skriver
godt med d p. Gr. a. god, naar Mælk faar æ
og ikke e af Hensyn til malke, ell. naar mange
staver Stedfader med d i den urigtige Tro, at
det har noget med Sted at gøre (rigtigere
Stefader ell. Stiffader).
O. Jsp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
