Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eugen, Franz, Prins af Savojen, østerr. Generalløjtnant og Statsmand, (1663-1736) - Eugen, Friedrich Karl Paul Ludwig, Hertug af Württemberg, russ. General, (1788-1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Ungarn, hvor han kæmpede med Udmærkelse
ved Gran og udnævntes til
Generalfeltvagtmester. Saavel ved Stormen paa Ofen 1686 som
ved Indtagelsen af Belgrad 1688 saaredes han;
sidste Gang haardt. I de flg. 6 Aar kæmpede
han mod Franskmændene i Italien. Han deltog
i det ulykkelige Slag ved Staffarda 1690, hvilket
han havde fraraadet sin Fætter Hertug Victor
Amadeus at indlade sig paa, og hindrede
Hærens Tilintetgørelse. Det flg. Aar tvang han
Franskmændene til at hæve Belejringen af Coni
og bemægtigede sig Carmagnole. Efter at have
modtaget Forstærkninger trængte han
yderligere frem 1692, indtog Embrun, men blev tvunget
tilbage til Piemont og deltog i det tabte Slag
ved Marsaglia 1693. Efter at Victor Amadeus
havde sluttet Fred med Frankrig, fortsatte han,
trods et fra Ludvig XIV modtaget Tilbud om
Marskalstaven, Bestyrelsen af Champagne og en
stor Pension, saafremt han vilde træde i fr.
Tjeneste, Kampen mod Franskmændene, indtil
Italien neutraliseredes. E., der 1693 var blevet
udnævnt til Feltmarskal, fik 1696
Overkommandoen over den østerr. Hær mod Tyrkerne og
vandt det flg. Aar en glimrende Sejr ved Zentha
over Kara Mustafa, der her fandt Heltedøden.
Den betydelige Sejr banede Vejen for Freden i
Carlowitz 1699, der sikrede Kejser Leopold
Besiddelsen af Ungarn og Siebenbürgen.
Under den sp. Arvefølgekrig fik E.
Overkommandoen i Italien; slog 1701 Catinat ved
Carpi og s. A. Villeroy ved Chiari. 1702
overfaldt han Cremona, ved hvilken Lejlighed han
fangede Villeroy, men maatte trække sig
tilbage for Vendôme’s overlegne Kræfter, med
hvilke han kæmpede ved Luzzara s. A. 1703
udnævntes han til Præsident for Hofkrigsraadet,
kæmpede energisk mod Rakoczy’s
Opstandsforsøg i Ungarn, hvornæst han som Højstbefalende
for de østerr. Tropper i Tyskland forenede sig
med Marlborough mod Franskmændene og
Bayrerne, der tilføjedes et afgørende Nederlag ved
Höchstädt 1704. Det flg. Aar var E. atter i
Italien, hvor han tabte Slaget ved Cassano 1705
og saaredes, men vandt 1706 en glimrende Sejr
ved Turin over Franskmændene, der derefter
forlod Italien. E. udnævntes til
Rigsfeltmarskal og Generalløjtnant og trængte 1707 ind i
Frankrig, men blev tvunget til at hæve
Belejringen af Toulon og maatte trække sig tilbage.
I Nederlandene sejrede han sammen med
Marlborough 1708 ved Oudenarde og ved Malplaquet
1709, samt indtog Lille, hvor han atter
saaredes, o. m. a. Fæstninger. Da Marlborough
trods E.’s Rejse til England kaldtes tilbage,
standsede Fjendtlighederne i Nederlandene for
en Tid, men 1712 optoges de igen energisk af
E., der førte Kampen med vekslende Held mod
Marskal Villars. Efter Utrecht-Freden 1713
fulgte Freden i Rastadt 1714, der sluttedes efter
lange Forhandlinger mellem Marskal Villars og
E., der herved udviste megen
Statsmandsdygtighed. E., der udnævntes til Guvernør i
Nederlandene og efter Freden arbejdede paa at
forbedre den østerr. Hær, kaldtes atter til Vaaben
ved Udbrudet af Krigen mellem Østerrig og
Tyrkiet 1716. Som Højstbefalende slog han s. A.
Storvesir Ali ved Peterwardein og erobrede
Temesvar. Det flg. Aar vandt han med 40000
Mand en glimrende Sejr over 150000 Tyrkere og
erobrede Belgrad. Freden i Passarowitz 1718
standsede hans Marsch mod Konstantinopel. Fra
Sejren ved Belgrad skriver sig den bekendte
Folkesang »Prinz E., der edle Ritter«.
Bedækket med Hæder og Rigdom førte E. en
fyrstelig Tilværelse i sit prægtige Palads
Belvedere i Wien, hvor han havde samlet et
betydeligt Bibliotek og mange Kunstskatte. Han
støttede ved sin Interesse og sine Forbindelser
med berømte Mænd i forsk. Stater Kunsten og
Videnskaben. Da Tronfølgen i Polen fremkaldte
en ny Krig med Frankrig, rykkede E. for sidste
Gang i Marken og hindrede med forholdsvis faa
Kræfter Franskmændene i at naa betydeligere
Fordele. Han bidrog ved sin indstændige
Anmodning til Fredsslutningen 1735, som han kun
overlevede faa Maaneder. Østerrig mistede ved
hans Død ikke alene den bedste Feltherre, som
det nogen Sinde har haft, men tillige en
fremragende Statsmand og Organisator, hvem det
skyldes, at den østerr. Hær indtog et saadant
Standpunkt, at den var i Stand til at vinde de
mange smukke Sejre. E.’s milit. Korrespondance
er udg. af Heller (2 Bd, Wien 1848). (Litt.:
Sybel, »Prinz E. von Savoyen« [München 1861];
»Feldzüge d. Prinzen E. von Savoyen« (Bd 1
-20, Wien 1876-92]; Malleson, Prince E.
of Savoy [London 1888]).
B. P. B.
Eugen [å^i’ge.n, russ. jev’gjenj], Friedrich
Karl Paul Ludwig, Hertug af
Württemberg, russ. General, f. 8. Jan. 1788 i Schlesien,
d. 16. Septbr 1857 smst. Ved sin Onkel Kejser
Poul’s Hjælp kom han 1796 til Petrograd,
udnævntes s. A. til Oberst og 1798 til General.
Ved Kejserens Død vendte han tilbage til
Tyskland, hvor han studerede. 1806 traadte han i
russ. Tjeneste, udmærkede sig paa særlig
Maade i Preussen 1806-07 og i Krigen mod Tyrkiet
1810. Allerede paa dette Tidspunkt havde han
mange Misundere, og deres Antal øgedes med
hans Held som Soldat, hvilket bevirkede, at
hans Fortjenester blev uomtalte i
Indberetningerne. 1812 førte han 4. Division i 2. Korps, og
det var ham, der allerede ved Felttogets Beg.
havde Tanken om en systematisk Tilbagegang.
Efter Slaget ved Smolensk forfremmedes han til
Generalløjtnant, udmærkede sig paa en
fremtrædende Maade ved Borodino, hvor han
forhindrede et fuldstændigt Nederlag, endvidere
ved Tarutino og ved Krasnoj. Som Belønning
herfor fik han Kommandoen over 2. Korps. Ved
Indrykningen i Tyskland havde han haabet at
faa en selvstændig Kommando; men han blev
stillet under en yngre, dækkede i Slaget ved
Lützen Hærens Ryg og leverede fl. heldige
Arrieregardefægtninger; ved Bautzen forsvarede
han Byen 20. Maj, afviste 21. Macdonald’s
Angreb, og under Tilbagetoget leverede han en
glimrende Fægtning ved Reichenbach, indtil
Hærens Afmarch var sikret. Efter Slaget ved
Dresden fik han Lejlighed til at øve sin største
Bedrift, idet han ved Culm opholdt Vandamme og
derved reddede den allierede Hær, hvilken
Bedrift med Urette tilkendtes Grev Ostermann.
I Slaget ved Leipzig førte han 16. Oktbr en af
Angrebskolonnerne og kæmpede heltemodig ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
